tirsdag den 10. juni 2014

Rosen- og hyldeblomstsukker hermed lykkeligt tilendebragt

Nemlig! 

Efter et par dage med aldeles upåklagelig tørre vasketøj-estragon-vandkampsvåde unger-brændenælder og altså også krydret sukker-vejr, står vi nu med et sprødt og knasende resultat. Smagen er svagt domineret af hyldeblomster, men noterne af roser trænger igennem bagefter. Endnu har vi ikke nået at bruge det i madlavningen, men jeg tror at pandekager på bål med vanilleis på sidelinjen godt kunne ende med at være startskuddet her.

Vi har høstet de første hvidløg i dag. For nogen tid siden var de begyndt at gå i stok, hvilket ikke huede min trang til snorlige rækker af strunke og ranke toppe. Den øverste top blev kappet af, og hvidløgene fortsatte således halshuggede uanfægtet deres tid i mulden med det, hvidløg nu én gang er sat i jorden til at gøre. 
I går formastede et par af dem sig så til at vælte. Det bør hvidløg (heller) ikke, men det er der til syneladende ikke nogen, der har ulejliget sig med at fortælle til planterne her, og af samme årsag hev jeg et par stykker op:

Nye hvidløg
Ganske pæne og velformede. Der står endnu 10 stykker i bedet, som ser ud til at holde fanen højt, og de bliver stående så længe toppen er smuk grøn og altså ikke dejset om i mulden. 

Sikke en ånde man her kan erhverve sig......!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar