fredag den 2. august 2013

Hjemmelavet guf til weekendens hedebølge

Hjemmelavet guf med kirsebærgelé

Om et øjeblik går weekendens nedsmeltning igang. 

Temperaturerne skal efter sigende minde os om, at sommeren bestemt ikke har tænkt sig at pakke ned og gemme sig væk i til næste år, bare fordi vi er gået ind i en ny måned. 

Varme dage kalder på is - og nogle gange kan man ikke komme udenom den helt store udgave: vaflen med flødeis..og guf. 

Køkkenhjælperen og jeg var på kirsebærtogt den anden dag, hvor den smukkeste dybrøde gelé så dagens lys. Denne gelé skal farve dagens guf sart pink - og bidrage med noter af kirsebær. 

Ingredienser:
3 pasteuriserede æggehvider (2 bægre)
250 g flormelis

Smagstilsætning:
1-1½ dl. kirsebær- eller hindbærgelé 
Alternativt kan en solbær- eller jordbærsirup (eller blendet marmelade) bruges 

Fremgangsmåde:

  • Kom flormelis og æggehvider i en rummelig skål og begynd at piske massen med en elpisker.
  • Når flormelis og æggehvider er pisket i knap 5 minutter, begynder det at antage en bekymrende lighed med spartelmasse. Det vil sige, at det hvide skum er sejt og lettere tørt at se på - og hvis du løfter piskerisene op (sluk venligst elpiskeren først), vil der være en fluffy og sej masse på disse, som ikke burde flytte sig ret meget i en stiv kuling. 
  • Det er meget yndigt at se på, og kan bruges til mangt og meget på dette stadie - men det vil nok føles for tørt i munden. Derfor kommer smagstilsætningen nu ind i billedet: Ned med frugtgeléen eller siruppen og pisk så videre i et par minutter. Nu er massen en anelse mere blød og indtagende, og altså klar til brug. 

Rester? 

No problemos! Men dem kan jeg naturligvis ikke skrive noget om lige nu - for det er først i aften, vi spiser af det. Rester bliver der dog; 2 voksne og 2 små børn bør ikke kunne konsumere 250 g flormelis + is + vafler..under nogen omstændigheder. 
Resterne vender vi derfor tilbage til i morgen. 




4 kommentarer:

  1. Årh - guf! Det er grund alene, til at bestille en is <3

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Nemlig! Da jeg var barn, kunne jeg endda konsumere en vaffel fyldt med guf alene! Det kan jeg altså ikke længere ;)

      Slet
  2. Jamen den prøver jeg da! (Og hvad angår anekdoterne, så var jeg engang i en god isbod, hvor jeh bestilte et bæger med to kugler is og "al den guf, I kan få plads til!". Der fik jeg et 1-liters colabæger med guf, en kugle is, mere guf, nok en kugle og endnu mere guf. Det er den eneste gang, jeg har fået NOK guf!)

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, det er til gengæld næsten ethvert menneske forundt at prøve :) Jeg håber at du har haft glæde af opskriften herover...også selvom det måske ikke blev serveret i et colabæger!

      Slet