torsdag den 21. juli 2011

21.7 Hjemme igen - lyssej med løgmarmelade og salat med tørrede solbær

- Midt i et gigantisk kaos af vasketøj, halvtomme rejsetasker, søvnunderskud (hjemme midt om natten grundet motorproblemer på færgen, som lod os vente 3.5 time i Larvik, før der blev givet tilladelse til afrejse) og ulæst post, kunne man lige så godt kaste håndklædet i ringen og få noget ordentligt mad indenbords. Midt i rodet.



Lyssej, stegt på panden og serveret med løgmarmelade med timian. Det kommer der en opskrift på senere, men løgmarmelade med rabarber kan sagtens bruges her.
Jeg vil nødig undvære et par glas i køleskabet med løgmarmelade, pesto, harissa, tapenade, m.m. Det gør, at man kan tage en basisråvare frem, tilberede det simpelt og lade tilbehøret fremhæve smagen. Som det er tilfældet her med fisken og løgmarmeladen.



Salaten:
Små nye rødbeder og gulerødder, skåret i tynde skiver
Sommerporrer eller forårsløg, skåret i tynde skiver (halvt så meget som rødbeder og gulerødder)
Hvidløg (ca. 2 fed til 300 g gulerødder og rødbeder)
Stængler og blade fra rødbederne, hakket fint
Bredbladet persille, hakket fint, stængler og blade for sig
Hel spidskommen og fennikelfrø
Sesamfrø
Olivenolie
Havsalt
Lidt lys eddike
Tørrede solbær

Fremgangsmåde:
  • Sauter gulerødder, rødbede, porre, hvidløg,fint hakkede persillestængler, sesamfrø, spidskommen og fennikelfrø i olien i et par minutter, indtil grøntsagerne begynder at blive en anelse bløde.
  • Tilsæt salt og eddike, læg låg på gryden og skru ned for varmen, så det blot simrer/steger blidt. Rør rundt undervejs. Det skal cirka stå i 15 minutter. Der må gerne være lidt bid i grøntsagerne, så det afhænger af, hvor tykke skiver man har skåret dem i.
  • Imens hakker man stængler og blade fra rødbede og persille og putter det op i en skål.
  • Når rødbede-blandingen har simret 15 minutter, skal det køle af, indtil lunkent, hvorefter det blandes med rødbedebladene, persillen og de tørrede solbær.
  • Ved servering hældes lidt god olivenolie og en vellagret balsamico rødvinseddike henover.
  • De tørrede solbær er meget aromatiske og syrlige - gode til en salat, hvor rodfrugterne bliver endnu sødere ved opvarmning. Alternativt bruges lyse, bløde rosiner.

2 kommentarer:

  1. Det ser skønt ud - dejligt med en lidt anderledes måde at få fisk på :-)

    SvarSlet
  2. Hejsa:)
    - det smagte også skønt! Og ja, det var også første gang, at jeg har anvendt løgmarmeladen til fisk - men bestemt ikke den sidste.

    SvarSlet