søndag den 10. juli 2011

9.6 Skik følge...


"Jeg ved det altså godt. Nu får I fisk ligesom sidst". Min mor lød beklagende. Min mand og jeg bare kiggede på hende. Kiggede på hinanden. Og kiggede på hende igen. På dette tidspunkt overvejede jeg kraftigt, om jeg skulle gå hen og ae hende på panden, blot for at forsikre mig om, at hun ikke havde feber. At undskylde overfor os, at vi skulle have fisk...igen?! Den skal hun længere ud på landet med. Eller. Hmm, forkert ordvalg; det kan man vist ikke komme, hehe!

Smørstegt ørredfilet, salat og kartofler. Og nu kommer vi til det med overskriften: Alt tilbehøret var naturligvis fra haven, ligesom jeg havde forsøgt mig med dagen forinden. Nu har hun så mere "have-lir" om jeg så må sige, end hvad der er plads til i min køkkenhave, så der var naturligvis gule bladbeder og lilla spinat i dén salatskål!
Så var vi lidt innovative; et par timer før salaten skulle indtages, marinerede vi solbærrene i lidt hvidvinseddike, hakkede basilikumblade, honning, olivenolie, salt og peber. Prikkede dem lidt, så bærrenes saft kunne blandes med væsken. Det var en rigtig god idé. Skynd jer at prøve!



Rå solbær er i øvrigt så sunde, at det er sundhedsfarligt at lade være med at spise dem. Med andre ord: hvis du ser et solbær, så spis det!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar