onsdag den 11. april 2012

11.4 Grundprincipper for en hverdagsaften

Pasta med kylling, broccoli og flødesauce
Man må erkende, at der for 98,7% af den danske befolkning tegner sig følgende billede:


Der er 4,5 hverdagsaftener 
Der er 2,5 weekendaftener
..på en uge.


Fredag aften har selvsagt sat et ben i hver lejr. Klog fyr, ham Fredag.


Der er med andre ord en betragtelig overvægt af de aftener, som rummer mindst planlægning og mest katastrofehandling. 


Derfor bruger man sjældent opskrifter på hverdagsaftener, fordi man allerede på forhånd ved, at der ikke er halvdelen af ingredienserne i hverken skab eller køleskab.


Det er sådan set meget rimeligt - men jeg vil gerne give dig et redskab til at omgå det faktum på en mere tilgængelig og overskuelig måde. Det kan gøres ved at anskue sine ingredienser på en anden måde, end du formentlig plejer. 
Du skal ikke tænke; Vi har ikke bacon. Vi kan ikke lave denne ret, fordi der jo udtrykkeligt står, at der skal bruges bacon. Eller: Vi har ikke limefrugter. Du skal i stedet for tænke: vi har ikke bacon. Ærgeligt. Men vi har en god spegepølse. Eller: limefrugter har vi ikke - men der var et par citroner, mandariner eller appelsiner,  som jeg forsøger mig med i stedet for. 


Aftensmaden i dag bestod af en 


(fuldkorns) pastaret med kylling, broccoli, forårsløg, fløde og tomat
Ingredienser:
7 forårsløg
½ (stort) broccoli med det meste af stokken. 
260 g kyllingeinderfilet (passer med Hanegals pakke på frost) 
10 skiver spegepølse 
1½ dl fløde, 38%
1 dl. persillepesto
1 dl. bouillon, hønse
6-7 tomater på stilk 
Olivenolie til stegning
salt og peber
parmesanost til servering

Fremgangsmåde:
  • Grøntsagerne klargøres:
  • Forårsløg skæres i skiver på skrå, ca. 1 cm tykkelse
  • Broccoli-stokken (minus den aller tykkeste del helt forneden) skæres i tynde skiver og opbevares sammen med forårsløget
  • Broccoli-blomsterne/buketterne (+ de fine forgreninger, som holder buketterne sammen) sættes til side
  • Tomaterne skæres i kvarte
  • Spegepølsen skæres i fine strimler
  • Kyllingen skæres i grove strimler

Selve maden:
  • Start med at koge vand til pasta og lad pastaens kogetid følges ad med fyldet i panden:
  • Kom olie på en pande med høje kanter og svits de to slags kød indtil let gyldent ved middelvarme. Kyllingen skal ikke være gennemstegt. 
  • Tilsæt foråsløg og broccoli-stok og svits videre et par minutter
  • Tilsæt fløde, pesto og vand og vend det hele rundt
  • Læg låg på panden (eller en bageplade, hvis din pande ikke har låg), og lad det simre i ca. 5 minutter
  • Tilsæt broccolibuketterne og rør atter rundt
  • Smag til med salt og peber
  • Vend pastaen i
  • Server med tomat og parmesan på toppen.
  • Tip: Du kan evt. jævne retten, hvis du er tilhænger af tykkere saucer

Se, finten er, at denne ret ud fra ovenstående principper kan ændres og tilpasses det, du har i skabet:
I kronologisk rækkefølge vil det altså sige:
  • 6-7 forårsløg - alternativt kunne dette være: 1 stor porre eller 1 stort alm. løg. Sidstnævnte giver ikke så meget smag, men det er dog stadig et værdigt alternativ.
  • Broccoli - eller blomkål. Andre grøntsager kan selvfølgelig også bruges, men tænk i hvilken struktur og smag, du vil have i det endelige resultat
  • Kyllingefilet - eller bryster, eller kalkun, eller svinekød (koteletter, mignon, mørbrad, el.lign.) altså med andre ord lyst, reelt kød uden sener eller fedt, som kræver lang tilberedningstid
  • Spegepølse - eller bacon, lufttørret skinke el. lign - altså røget, saltet kød, der bidrager med meget smag
  • Fløde - eller cremefraiche, evt. rørt op med lidt mel, for at undgå, at den skiller under opvarmning.
  • Pesto - jeg brugte persille, men løvstikke eller en klassisk grøn basilikumpesto er lige så optimal. Du kan dreje retten en hel omgang ved at vælge en ganske anden pesto; rød tomatpesto eller den cremede artiskokpesto med hvidløg
  • bouoillon - eller vand og salt, hvis alt andet glipper. Kogevand fra gårsdagens grøntsager kunne være et glimrende alternativ - såfremt du havde gemt det!
  • Tomater - eller rød peberfrugt
  • Parmesan - eller en rest fast, modnet ost, du alligevel havde i køleskabet.
Hverdagens mad bør som udgangspunkt ikke ensrettede gastronomiske dikteringer, men udtryk for sund fornuft ved at bruge de ting, man har til rådighed i sine skabe. 


Nemlig.

5 kommentarer:

  1. Fantastisk indlæg.. Ja andet er der ganske enkelt ikke at sige! Tænk hvor lidt madspild der ville være, hvis vi alle tænkte sådan :-)

    Kærligst Lea

    SvarSlet
  2. Tusind tak skal du have, Lea! :)

    SvarSlet
  3. Helt enig - det vigtigste i den daglige madlavning er fantasien og de forhåndeværende ingredienser. Med det udgangspunkt bliver madlavningen mere spændende og madspildet mindre.

    SvarSlet
  4. Giver Lea ret - fantastisk og inspirerende indlæg!!

    SvarSlet
  5. Jeg takker igen! Der er også en økonomisk gevinst ved denne form for madlavning, som heller ikke bør undervurderes..

    SvarSlet