 |
| Mandeltrekanter |
Jeg fik besøg af mødregruppen her til aften; dvs. mødrene kom - børnene blev hjemme hos deres fædre. Ingen børn = meget snak. Mere snak. Tiltrængt snak.
Nu kan man ikke tale hele tiden; kæberne skal også krydstrænes indimellem emnerne - og det hjalp disse knasende mandelbidder med til. Udgangspunktet stammer fra Kille Ennas kogebog: Killes Køkken. Disse er ændret en anelse fra originalopskriften, men ikke meget. Filodej er en fedtfattig, meget skrøbelig dej, som på en god dag og med en heldig hånd kan anvendes til ganske meget. De uhyre tynde lag filodej smøres ofte med smeltet smør, inden de anvendes som omslag for div. emner. I dag smuttede, ristede mandler vendt med citronskal, honning, flagesalt og chili.
Glemte skatte....
Ak ja. Glemte skatte.
Dybt i den danske muld er man i al fredsommelighed gået igang med at grave. Pludselig er man ved at falde henover spaden, da dette ellers glimrende og upåklagelige haveredskab ikke længere fortsætter sin møjsommelige færden ned mod kineserne, men vælger at stoppe op - helt op. Uden varsel.
Man stikker spaden, hårdt, et par gange mod det emne, der afbrød gravningen, og her er det så, at hjernen stikker afsted i galop i sin eget kredsløb: gad nu lige vide, hvad søren det mon er, der ligger der og gemmer sig. Bum bum bum..... en nedgravet skat fra ufredstider, danefæ, tabte kronjuveler - eller noget helt fjerde....(på dette tidspunkt er man begyndt at grave med små, hidsige og febrilske spadestik - den eventyrlystne del af hjernen har helt og aldeles taget over)
Ingen juveler eller dét, der ligner...
men en sten af det format er nu ikke det værste at støde på, når man har en forkærlighed for at lægge stier i haven med trædesten!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar