Det bliver ikke bedre

Måske kender du det godt:
Man befinder sig i en hvirvel af ting, der alle på sin vis kræver tid og opmærksomhed. 
Der er hverken tid eller opmærksomhed nok, fordi mængden af disse ting til stadighed nærmer sig uvirkelige højder. 


Så kommer der et venligt væsen ind på sidelinjen. Eller nok snarere to, hvis ret skal være ret. 
Og så var der pludselig tid til det, som er mest vigtigt. 

Såsom at vandre 4 timer i skovene ved Silkeborg.

Lune de kolde hænder på en varm kop kaffe - ledsaget af velfortjente mængder chokolade.

Tempereret kulmule, syltet radise og fri leg med ramsløg og forårsløg 

Spise sublim aftensmad, hvis tilblivelse (eller efterfølgende oprydning!) ikke skulle være vores hovedpine - vi skulle blot sætte os til bordet og nyde livet. 

Hjemmelavet ravioli med kammusling og jomfruhummer. Safran-beurre blanc, ærteskud og  rogn

Nyde mere....

Oksemørbrad, kartoffel-fondant, kørvel-olie, glace, samt 3 variationer over løg

- og fortsætte med at nyde. 


Det var nu ikke så svært.


Der skulle have været et billede af den smukke dessert; en chokoladetriologi, smukt anrettet på skiferplader,  men det svindende dagslys gjorde ikke noget godt for billedet.


I tillæg - hvis man da kan lægge noget til det fuldendte - fik vi endda lov til at sove, indtil det ganske simpelt ikke længere var sjovt, at knibe øjenlågene tæt sammen. De to føromtalte venlige sjæle fik til gengæld lov til at stå op kl. 05.30 med et klarøjet friskt barnebarn. 


Sådan et døgn er man taknemmelig for i meget, meget lang tid.