onsdag den 9. maj 2012

Løsningen på eftermiddagskrisen

Kanelknækbrød med honning, sesam og havre

De kan være nogle hårde bananer, de eftermiddage. 
Klokken: Efter Arbejde/Endelig Hjemme/Alle Lettere Maste, er det tidspunkt på dagen, hvor energiniveauet  er styrtdykket. Problematikken er grundfæstet i det faktum, at klokken er så mange, at man ikke for alvor kan tillade sig at stable noget på benene, fordi aftensmaden lurer rundt om hjørnet. 
Løsningen er en lille knækbrøds-hapser med kanel, sesam og honning, som lige akkurat evner at hive blodsukkeret op på rette spor igen, inden det uundgåelige kollaps træder i karakter.

Spises med lidt koldt smør.

Ingredienser:
170 g rugmel
100 g hvedemel
75 g havregryn
50 g sesam
1 dl letmælk
1 dl vand
2 tsk. bagepulver
25 g honning
5-10 g salt
2½ tsk. stødt kanel

Fremgangsmåde:

  • Alt blandes sammen i en skål og æltes godt sammen
  • Strø generøst med rugmel på køkkenbordet og rul dejen tyndt ud.
  • Skær de kommende knækbrød ud i stykker, der synes passende for din familie og transporter så hele herligheden over på to bageplader. De kan ligge tæt, da de ikke flyder ud.
  • Bagetid: ca. 12 minutter ved 215 grader.
  • Var det alt? Det var alt.

6 kommentarer:

  1. Jeg syntes det er nemmere at rulle dejen ud i mellem 2 stykker bagepapir.
    Men i første omgang fik jeg ikke rullet det tyndt nok ud, så dt øgede bagetiden.
    Efter min smag kan man roligt fordoble mængden af kanel.
    Nu venter børnenes dom

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Gitte.
      Ja, to stykker bagepapir kan sagtens være en hjælp til udrulningen. Det er lidt en temperamentssag hvad man er til.
      Hvad angår mængden af kanel tror jeg, at du har fuldstændigt ret; jeg er blot lidt varsom med at dosere, idet jeg plejer at være for rundhåndet netop med dette krydderi...
      Jeg håber, at ungerne syntes om det!!
      Mange hilsner fra Nina

      Slet
    2. Hej Nina.
      Mine knækbrød blev ikke sprøde, sådan som de plejer når jeg bager andre typer knækbrød. Mine overvejelser går på om der mangler olie i opskriften???
      Hvordan blev dine ??

      Slet
    3. Hmmmm. Jeg tror måske, at humlen ligger i den måde, vi anskuer disse knækbrød på. At bage rigtige knækbrød med luftige huller kræver(mig bekendt) en ovn, der kan gå meget, meget højt op i temperaturer. Det havde jeg ikke, men jeg havde et ønske om at genskabe noget brød, som havde lige så få ingredienser som det knækbrød, man kan købe.
      Du nævner olie, og jeg er ret sikker på, at det vil få den sprødhed frem, som du efterlyser. Jeg har tit bagt kiks og småt brød med en del olie eller smør i - og ja, så kommer det sprøde "knas" med det samme. Disse er mere spartanske, og dermed også mindre sprøde i strukturen. Jeg får dog lyst til at forsøge mig med lidt olie..... og når jeg har prøvet, skal jeg nok give lyd fra mig!!

      Slet
  2. Hej Nina. Så har jeg bagt igen, jeg erstattede letmælken med olie, fordoblede mængden af honning og ditto med kanel. Det blev rigtigt godt. Der duftede af brunkager i hele huset. De blev godkendt hele vejen rundt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Gitte. Det lyder som noget, jeg også selv vil prøve i nærmeste fremtid; knækbrød er noget vi spiser en del af her i familien, så jeg venter blot på at kagedåsen bliver tom... Tak for fin sparring på opskriften :)

      Slet