Noget om forhaver

Jeg læste et godt indlæg om forhaver, som Grøntsagspigen havde skrevet for nyligt. 
Først læste jeg indlægget. Så hankede jeg op i kaffekoppen, hoppede ned i de første og bedste sko, der var indenfor rækkevidde - det skulle vise sig at være Mortens pæne sko, undskyld Morten, og så stillede jeg mig ellers op for at inspicere, vurdere og spekulere over det, der er vores forhave. 

Indlægget gav nemlig stof til eftertanke, og jeg skrev da også hurtigt en respons, idet jeg virkelig syntes, at der er noget om snakken. 


Vi flyttede ind i vores hus for 3 år siden som på det tidspunkt trængte til lidt mere, noget mere - nej. Ret meget mere end blot en spand maling. I de år, hvor husstanden i mellemtiden er kommet op på 2 børn, er der ikke ofret mange tanker på forhaven - kræfterne blev først dedikeret selve huset, dernæst haven (læs: urtehaven). I disse år har jeg ofte spekuleret på, hvad der egentlig skulle gøres ved denne plet, velvidende at placeringen ikke var alt for gunstig i forhold til mængden af lys dagen igennem. Da så jeg stod og betragtede forhaven, gik det op for mig, at denne spekulation var taget af bordet...af tiden og mig selv, helt uden at jeg vidste det.

Ser du. 
Der var på forhånd nogle ting derude, som vi ikke ville gøre noget ved:

• Der var det yndigste bunddække, som blomstrer så fint her foråret igennem - og gør det kropumuligt for ukrudt at trænge igennem. Grøntsagspigen mener at vide, at der er tale om Kærmindesøster, hvilket jeg er tilbøjelig til at give hende ret i.  
• Der var et vildsomt buskads, brombær, af den gamle skole med torne og hele molevitten. Fantastiske bær. 
• En perikon, som gjorde noget pænt for bedet hen på sommeren. Den fik også lov til at blive. 
• Nogle hvide blomster (hold nu fast, for en botanisk verdensdame) som også hjælper på det hele samt en pæon, jeg endnu ikke har set blomstre. En dag graver jeg den op og flytter den. En skønne dag.
• Se, så gjorde min søn en rigtig bonusopdagelse sidste sommer: helt ude i skellet, hvor ligusterhækken huserer, fandt han hvide ribs. Det havde jeg aldrig hørt om - men vi godkendte disse mindre syrlige bær på stedet, og i foråret delte jeg busken med succes, og har nu 2 selvstændige buske + 4 grene, som valgte at se nådigt til min dristige handling med at knalde dem i jorden og vande dem. 

Ovenstående til trods var der stadig en del plads tilbage i det bed. Jeg lugede på livet løs, krattede og bandede. Flyttede nogle skovjordbær til stedet, hvis evne til at brede sig er berømt og berygtet. 

Fik et Ingrid Marie æbletræ af min faster og svoger 

Fik tiltusket mig en løvstikke, og fik overrakt en lille pose med en grøn stængel, som senere udviklede sig til en mageløs flot kvan. (Det er dem du kan ane på det første billede)

Jeg såede morgenfruer tæt ved æbletræet sidste år; blomster som elsker at formere sig uden man skal røre en finger - og dermed er der blomster til vaserne sommeren igennem. 

I år har jeg netop sået nogle kornblomster (var det nu det?? Tingene går med raketfart i disse tider) side om side med morgenfruerne - og det sidste jeg skal have gjort plads til, er en rød klatrebønne, som skal krybe op af et stativ senere på sommeren. Der er ganske simpelt ikke plads andre steder i haven, og klatrebønner er indiskutable; dem skal vi have. 

Da jeg først havde noteret mig disse ting, gik det op for mig, at forhaven nok ikke skal gøre sig bemærket som prydhave - men som brugshave. Et sted, hvor vi på strømpefødder kan liste ud og plukke brombær, nuppe purløg til æggemadderne, lade hånt om aftensmaden den dag, hvor de 7 mio. skovjordbær er modne - og ellers bare slå os til tåls med, at det forhaven efterhånden har udviklet sig til, er en lille plet på vores grund, hvor pasningskravene er minimale - og alligevel kan vi nyde godt af et spiseligt afkast fra tidlig forår til vinterens komme. I grunden er dette ikke så tosset endda.

Lidt mindre æstetik; lidt mere vildsom glæde.