søndag den 19. maj 2013

Knasende mysli med hel boghvede og peanutbutter

Sprød mysli med boghvede og peanutbutter
Mysli skal der til!

- Og hvorfor så lade sig nøje med én slags

Her er en knasende og knap så sukkerklistret udgave af det, vi danskere elsker at hælde indenbords - navnlig om morgenen. 

For tiden spiser jeg denne mysli - og for noget tid siden spiste jeg en anden mysli - og om nogen tid spiser jeg dermed en helt 4. mysli. Når den er opfundet. 

Ingredienser:
250 g hel boghvede
250 g knækkede byggryn 
150 g solsikkefrø
50 g græskarkerner
50 g finvalsede havregryn
50 g peanutbutter, crunchy, af anstændig kvalitet (intet hærdet fedt eller tilsat sukker)
1 dl appelsinjuice
30 g honning
0,25 dl. olivenolie

Endvidere:
Nødder og tørrede frugter tilsættes efter ristning i den mængde, man holder af.

Fremgangsmåde:

  • Bland alle de tørre ingredienser sammen
  • Lun honning, juice og peanutbutter op i en gryde, så honningen smelter. Du skal ikke forvente, at peanutbutteret smelter - det bliver bare nemmere at blande sammen med de øvrige ingredienser, når det er lunt. 
  • Bland den lune væske sammen med de tørre ingredienser - brug dine hænder eller en food processor - alt skal nulres  helt og aldeles godt sammen.
  • Bred massen ud på en bageplade og giv det 130 g C/varmluft i ca. 50 minutter afhængig af ovnens kapacitet. Vend og fordel myslien undervejs, ellers er der risiko for at det tager for meget farve langs kanterne. 
  • Når myslien er gyldenbrun, afkøles den helt
  • Vendes med tørrede frugter, nødder og evt. flere grove flager, før hele molevitten hældes på glas og opbevares under andægtige former indtil indtagelse.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar