søndag den 12. maj 2013

Når man ikke har så meget have som gerne haves, gør det godt at have familie, hvis have er værd at have!

Nemlig

Ser du. Jeg har ganske vist en have. Endda også en forhave, baghave og en ikke rigtig definerbar-have bag klemt inde mellem et skur og en hæk. 

Det er såmænd også godt. Bare ikke helt godt nok. Jeg er vokset op på et nedlagt landbrug med en gammel have, luft og marker omkring mig - og det sidder i mig som et savn. 

Heldigvis har vi en dejlig (men lille) have hvor vi bor nu, og hvert eneste år bliver der føjet nye elementer til urte-køkken- eller bærhaven. Jeg har ivrige hjælpere ved min side; den slags skal man ikke undervurdere.


- Og plads på terrassen kan også udnyttes..


- Men når alt kommer til alt, så kan jeg ikke hamle op med nedenstående; min mors have i vestjylland:



- En have, som jeg har fået lov til at fotografere fra husets øvre etage i løbet af foråret, sommeren og sensommeren. 
Indtil nu kan du bedst gennemskue kartoffelbedet, rabarberne samt jordbunken med asparges (i én af trækasserne), der ikke skal være grønne - men hvide som et dameben en kold vinterdag. De grønne står der selvfølgelig også, bare et andet sted. 

Der er sået persille, dild, kørvel, salattyper, pastinak, hestebønner, ærter og div. blomster. Der er sat løg og kartofler. Der er podet på æblegrene, jordbærrene er sat i sirlige rækker og frugtbuskene med stikkelsbær, ribs og solbær ser lovende ud. Jordskokkerne er på vej op, og hindbærbuskene er også ved at gøre sig klar til at komme i hopla. Det har de også at være, for vores forsyninger i fryseren er ved at være i bund!
Nu har du hørt og set lidt - og jeg har garanteret glemt det halve - men så får du resten at se, når det titter frem hen på foråret! Lidt større billeder og mere saft og kraft til den tid. 

Jeg elsker køkkenhaver. Det giver slet og ret mening. 

2 kommentarer:

  1. Elsker også mors køkkenhave - og så får man altid liiige et par poser med hjem :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nemlig! Lige nu ligger der for eksempel en kæmpe pose rabarber foran huset....
      Så tænker jeg også: jo flere der har køkkenhaver, desto mere kan man dele ud af på kryds og tværs!

      Slet