Du kigger på en fransk inspireret dressing med hvidvinseddike, olivenolie, estragon, hvidløg og tomat.
En dressing, der pt kan redde en senvintertræt gulerodsråkost, idet estragon og gulerødder klæder hinanden forbasket godt.
En dressing, der kan spises ved at dyppe en luns god baguette heri, og dernæst fortære det sammen med en humpel karakterfuld ost og nogle oliven.
Måske har du krydderurterne i din have - så skal du naturligvis bruge dem. Ellers må du bejle til din grønthandler eller købmand i håbet om en anstændig fransk estragon.
Ingredienser:
1 dl. olivenolie
1 dl. hvidvinseddike
2 fed hvidløg
1½ dl. finthakket estragon og persille - lige dele
1 spsk. honning, ikke alt for dominerende
2 spsk. tomatpuré
Et godt drys groft kværnet sort peber
Evt. lidt mere havsalt at smage til med
Fremgangsmåde:
- Kvas hvidløg til en tyk pulp med en stor kniv og lidt havsalt på et skærebræt
- Kom hvidløg, fint hakket grønt og alle de andre ingredienser op i en skål - og pisk det hele godt sammen.
- Smag til
Opbevares på køl ca. 1 uge
Note:
Bryder du dig ikke om tomat, kan du lave den uden - så bliver smagen mere ren fra krydderierne, og en anelse mere skarp.
Dressingen uden tomatpuré |
Fik jeg sagt rødvin??? Altså dressing, baguette, ost, oliven.....og rødvin.
Tak for opskriften på en meget lækker dressing !
SvarSletSelv tak, skønt du kunne bruge den! Venlig hilsen Nina
Slet