Knæk kræsenheden ved aftenbordet!

Den anden dag så jeg et billede af en "frugtmand" - altså kagemandens fætter i mere sund forklædning. Ophavskvinden hedder Fenja, og hun har lige som jeg en madblog: Fenjas mad med gode opskrifter på sund og vegetarisk/vegansk mad. 

Jeg havde skrevet "rester" på tirsdagens aftensmåltid, og det var såmænd da også nogenlunde ok alt sammen. Synderligt oprivende kunne man ikke kalde det, bevares, men hvor højt kunne barren også sættes en tirsdag med børn, man hentede sent?!

Så var det tanken om en aftensmadsmand kom ind i billedet. (Aftensmadskone kan ligeledes gå an; det bør jeg huske at skrive allerede her, så ingen føler sig forfordelt. Alle alarmberedskaber nede?? Godt - så fortsætter vi!)  

Jeg bad ungerne om at hente radiser og persille ind fra haven, og havde så ellers alt andet klart: 

Inde i spisestuen havde jeg tegnet omridset af en mand på et stykke bagepapir, vendt det rundt, så maden ikke kom i kontakt med blystregerne, og havde dernæst rullet det sammen som et skattekort. 

Da ungerne kom ind med renskurede hænder kiggede de en ekstra gang. Der stod kun en bakke på bordet med en masse skåle i. Glas, vand og så den der mystiske rulle. Ikke engang tallerkener var at skue. 

Jeg rullede papiret ud, og en undren bredte sig. Hurtigt ændrede dette karakter til jubelhyl, og til at starte med fik ungerne lov til at putte mad på manden efter tur. Umærkeligt overgik den ordentlige, voksenstyrede proces til fri fest for såvel ungerne som jeg, (Ordensreglementet/børnenes far var på arbejde, hehe) og noget begyndte at tage form. Navnlig håret blev særligt sundt at se på - dér var der en særlig iver om at pynte op...

Lige præcis nok til 1 voksen og 2 sultne børn. 

Undervejs puttede man små hapsere ind i munden. Det var absolut helt i sin orden. 

Da manden var færdig, gik vi simpelthen igang med at spise. Intet bestk, ingen tallerkener; det var sansekaos, og begge børn var lykkelige. Jeg begyndte at lave små smagskombinationer med eks. blomkål, kapers og ost - og ungerne fulgte trop med deres helt egne sammensætninger. Der blev spist, arrangeret rundt på sagerne, spist igen, undersøgt, grint og spist igen. Så uformelt og legende - og skønt, skønt, skønt! 

Humlen var også, at vores yngste, som har et noget mere forbeholdent syn på navnlig grøntsager, rent glemte sig selv og prøvende smagte på sprøde og sennepsstærke radiser, kapers og asparges. Noget blev spyttet undrende ud igen - men hun smagte. 

Næste gang vi har lidt for lidt af lidt for mange (håndgribelige) rester, gør vi nummeret om igen!