Med to børn i køkkenet. I ulvetimen.

Nogen gange vil man gerne vide, hvorfor tingene er skruet sammen som de er. 

I dag ville jeg for eksempel gerne have en hjælp til at forstå det udslagsgivende nanosekund, hvor to trætte børn entrede køkkenskamlerne og gav sig til at lave løvstikkemayonnaise. Uden videre dikkedarer og med stor entusiasme. 

lillesøster klarer den tynde stråle olie, og storebror sørger for at blenderen kører med tilpas hastighed, at smageskeerne er indenfor rækkevidde og forsyningerne af salt, citron og sennep også var til at komme til. 

Jeg fandt ikke forklaringen, men gav mig i stedet til at forklare overfor dem, hvad processen gik ud på. 

Jeg kan godt lide at forklare. 

...men min ordstrøm forstummede, da de efter succesfuld mayonnaiseproduktion begyndte at spise den friske citron og kapre glasset med sennep. 

Spise, smage, slupre, slikke, føle, gnatte sig ind, (acceptere, at den sennep var afgået ved døden, og dermed var der givet carte blanche til at stikke skeerne ned i glasset igen og igen), dufte til løvstikke, lege med løvstikke. Undre sig over, at moderen nærmest var rørt til tårer. Småspise lidt mere. 

Spise mayonnaisen ved bordet med rejer, ristet rugbrød, en rest kogte kartofler, et par smilende æg og et godt bundt krydderurter fra haven. 

Alt det på en mandag - halleluja! - hvad ender det ikke med!