Sådan må det reelt set hedde.
Der er gang i så mange småting i køkkenet for tiden:
Dejen til hvedeknopperne bliver lavet lidt senere i aften efter Lene Hannestads opskrift (fra bogen Årstiderne i mit køkken). Altid lige netop den opskrift, for sådan er det, hvis man har fundet det, der burde være umuligt; en perfekt opskrift.
I køkkenet står surdejen til rugbrødet og bobler - den skal bages i morgen - og i køkkenet strømmer efterårsmilde dufte ind til mig i stuen: Jeg havde nogle knap så interessante æbler, der lige nu koger med rabarber og hele kardemommekapsler til en tæt kompot. I morgen har jeg lovet ungerne en hyggemorgenmad hvor kompotten kommer til at indgå, og resten bliver nok brugt henover weekenden som smagsgiver og glædesspreder til yoghurten og morgengrøden.
Hvad der til gengæld ikke er kommet nævneværdigt i gang er Projekt Hønsehus...
Det eneste der pt. rør sig på det punkt, er græsset indenfor de afmærkede og kommende hønsegårdsarealer. Forhåbentligt sker der noget på lørdag... I mellemtiden nyder jeg synet af bølgende, grønt græs, der ser noget så saftigt ud. Hønsene kan godt glæde sig - de får kamp til næbbet og knæhøje udfordringer den første tid i det grønne paradis. Høns der keder sig er nu også totalt overvurderet..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar