torsdag den 29. november 2012

Hel hokkaido sendt i ovnen med ordre på at blive der knap 2 timer

Bagt hokkaido
Vi fik den arresterede hokkaido en aften, hvor kødet var fraværende. Hokkaidoen, som var fyldt til bristepunktet, kan have fristet en og anden autonom i søgen efter vægtigt kasteskyts. Der var ikke lige nogle sortklædte, frustrerede unge mennesker indenfor synsvidde, så hokkaidoen blev anbragt i ovnen i stedet for. 

Det er en oplagt sag at bruge som tilbehør en dag man har gæster, da man dels kan forberede den flere timer før, dels tager selve bagningen, som skrevet, knap to timer.
Den kan også spises som vi gjorde det: med en appelsin/peanutdressing og en rissalat til.

Du får sandsynligvis og lykkeligvis rester - og dem kigger vi nærmere på én af de næste dage.


Selve opskriften på bagt hokkaido med appelsin/peanutdressing er her:

Ingredienser:
1 stor hokkaido - jeg fandt en økologisk sværdvægter på lidt over 2 kg, men mindre kan gøre det!
Fyldet passer altså til en stor hokkaido. Har du en lille, skal du reducere mængden af fyldet
Fyld
½ dl olivenolie
2 tsk. fennikelfrø
180 g knoldselleri, renset vægt
130 g porre, renset vægt (svarer ca. til en mellemstor porre)
2 fed hvidløg
1 laurbærblad, gerne friskt
1/4 rød chili uden kerner
100 g kikærtespirer*
saft af 1 citron
½ bundt citrontimian - eller ½ bundt timian og fint revet skal fra ½ citron
1-1½ dl. fløde
Salt og peber

Ved servering:
Rigelige mængder grønt drys; koriander, basilikum og bredbladet persille. Hertil en overskåret lime til at presse udover herligheden på tallerkenen. 




Fremgangsmåde:

  • Start med vaske hokkaidoen grundigt med en stiv børste - skallen kan spises efter tilberedning
  • Skær toppen af hokkaidoen - gem den til senere
  • Undersøg om du har alle 10 fingre intakt? Hokkaido er noget så forbistret hård og kniven smutter let. Brug gerne en savtakket kokkekniv eller brødkniv; så er du på ret kurs. 
  • Tag trevler og kerner ud af hokkaidoen - dette kasseres. 
  • Gå videre til fyldet:
  • Hak selleri i små tern, porre i tynde ringe og hvidløg og chili i mikroskopiske stykker
  • Rist fennikelfrø på en tør, hed pande få sekunder, indtil de begynder at dufte aromatisk 
  • Hæld olie henover frøene og skynd dig at komme de rengjorte grøntsager (hvidløg, porre, selleri og chili) på panden, så temperaturen sænkes. 
  • Rør grundigt rundt, mens du hoster, bander og svovler over den røde chili, der lystigt driller dine luftveje. 
  • Efter godt 5 minutter tilsættes laurbærblad, citronsaft, fløde og finthakket citrontimian (hvis stænglerne er friske og unge, hakkes de med), og du fortsætter med at stege ved jævn varme nogle minutter endnu - ca. 5 minutter. 
  • Smag til med salt og peber. Blandingen må gerne være let syrlig; husk, at den skal ned i en beholder, der bliver fedladen, blød og vamset, når tilberedningstiden er ovre. 
  • Fyldes i hokkaidoen, låget sættes på og den listes ind i en kold ovn.
  • Tænd ovnen på 150 grader, og lad den få 1 time
  • Skru op til 165 grader og fortsæt endnu 30 minutter
  • Til sidst skruer du op på 200 grader og lader hokkaidoen få de sidste 10 minutter ved god varme - måske skal du her tage låget af for at lade varmen få lov til at fordele sig helt ind i kernen
  • Løftes over på et fad med let høje kanter, så den har et støttekorset. 
  • Serveres sammen med følgende dressing:
  • Dressing
  • saften af 1 clementin
  • 50 g crunchy peanut butter
  • 100 g creme fraiche 9%
  • 1 tsk. sød chili sauce
  • 1 tsk. soja
  • 1 tsk. limesaft
Fremgangsmåde:
  • Alt blandes godt sammen - evt. med en gaffel, da peanut butter skal mosles lidt med, før det fordeler sig. Man kan for nemhedens skyld godt blende...men så behøver du i hvert fald ikke bruge en crunchy type!
Tip:
  • Har du en rest ris tilbage fra dagen før, gerne iblandet vilde ris, kan du riste disse i olie sammen med groft skårne forårsløg på en pande. Lad dem køle let af og vend dem herefter med clementiner skåret i skiver samt rucolasalat. 

*jeg laver dem selv, men du kan købe noget der hedder azukispirer, hvilket plejer at være en blanding af lidt grovere spirer (fra ærteblomstplanten), som ikke bliver slatne, når de tilberedes.

Dette er mad, der ligger solidt og godt i maven..

onsdag den 21. november 2012

Et indlæg, der strengt taget ikke handler om mad

....men om et klædeskab, hvis døre åbnede sig for os og tillod os adgang til et landskab, hvor man hvert sekund forventede at støde ind i en heks, løve eller bæver:





På vej mod årets første skiløjpe




- Vi fandt dem ikke....men havde dem i tankerne.


tirsdag den 13. november 2012

Cookies med havregryn og rosiner

Cookies med havregryn og rosiner

Lige på falderebet inden december vælter døren ind og tager billedet, er det på tide at introducere dig til en højt elsket småkage: cookies med havregryn og rosiner. Strengt taget vil jeg nok kalde dem for småkager, men ophavet stammer fra Det Store Amerika (nærmere betegnet Colorado) - og der opererer man slet og ret i.. cookies. 
Cookies kan med andre ord godt have småkagestørrelse - og det har disse. Spiser man bare én, kan man altså stadig passe kjolen til julefrokosten...det kan måske godt knibe en smule, hvis man gør nummeret efter med de mere bombastiske artsfæller.

Mængden rækker lige akkurat til at klejnerne, de brune kager og vanillekransene kan tage over og lave et nydeligt småkage-overlap.


Cookies med havregryn og rosiner

Ingredienser:
235 g smør, saltet
150 g farin
250 g hvidt sukker
3 æg, str. midt i mellem
125 g rosiner
1 tsk. vanillepulver fra Urtekram
200 g hvedemel
1 tsk. salt
1 tsk. kanel
2 tsk. bagepulver
170 g havregryn, finvalsede
30 g havregryn, grovvalsede
Evt. 100 g hakkede hassel- eller pecannødder

Fremgangsmåde:

  • Bland de to slags sukker med smørret og rør det godt sammen
  • Tilsæt de resterende ingredienser og bland det hele godt sammen 
  • Sæt dejen på bagepapir i små toppe (de flyder godt ud) og bag dem ved 175 grader (varmluft) i knap 20 minutter, til de er gyldne og faste. 20 MINUTTER?! Ja, det tager det i min ovn. Det kan lyde af meget, og siden der ikke er angivet vægt på småkagerne, og forskellen på din og min ovn kan være mærkbar, vil jeg naturligvis råde dig til at sætte minuturet efter bare 10 minutter og så mærke efter. 
  • Har lige spist én... jeg tror faktisk, at efter fedtebrød med romglasur, guldkornssmåkager, brune kager med kardemomme og revet appelsinskal - ja, så tror jeg altså, at dette må være min yndlingssmåkage!