tirsdag den 12. maj 2020

Uhørt velsmagende kringle

Nybagt kringle anrettet på kolonihavens udgave af muselmalet porcelæn

Dette er den eneste opskrift på kringle, du nogensinde behøver at erhverve dig. Opskriften stammer fra Gitte, min tidligere svigerinde, som er noget af det sødeste. Når verden er usikker, bør man bage kringle - det får bragt ro på selv de mest urolige tanker, som af uransaglige årsager kan snige sig ind på én. I disse Coronatider er der nok af urolige tanker, hvorfor jeg også, snedigt nok, bagte en kringle en dag, hvor jeg var helt alene hjemme i min kolonihave, og kun skulle dele med havens solsorte. 

Kagen er fryseegnet og skal blot lunes let, inden den serveres. Fletværket er ikke svært, slet ikke, og næsten meditativt at pusle med. 

Til 2 stk.

Ingredienser:
100 g smør
1 dl. mælk
30 g gær
1 æg
1 spsk. sukker
1 tsk. salt
300 g hvedemel

Fyld - se note!!*: 
150 g smør
150 g sukker
1 spsk. mel
en god, stor håndfuld makroner, groft knust i dine hænder
Så mange skrællede æbler, du kan skamme dig til at lægge på kringlen, ovenpå remoncen

1 sammenpisket æg, tesukker og groft hakkede mandler til at drysse ovenpå den færdigt formede kringle inden bagning.

Fremgangsmåde:
  • Fedtstof smeltes i en gryde og mælken kommes heri
  • Tag gryden af varmen og opløs gæren heri
  • Tilsæt æg, sukker og saltet
  • Melet røres i, lidt ad gangen. 
  • Dejen æltes godt igennem og sættes til hævning under et klæde, til den er hævet til dobbelt størrelse
Imens klargøres fyldet: smør, makroner og mel blandes godt. Æblerne skrælles og skæres i både (kernehusene fjernes naturligvis). Hav det hele parat på køkkenbordet.
  • Når dejen er hævet tilstrækkeligt, deles den i to portioner, som rulles ud til rektangulære stykker. På midten smøres remonce, æblerne lægges ovenpå, og der drysses evt. med kanelsukker. 
  • Siderne skæres i tynde strimler på skrå; ca. 2 cm brede. Buk den ene ende op om fyldet, og start herefter med at lægge strimlerne på - skiftevis fra den ene og den anden side. De skal lappe indover hinanden for at holde sammen om fyldet. 
  • Smøres med sammenpisket æg og drysses med hakkede mandler og tesukker. 
  • Lad kringlen stå i 10 minutter, før den bages.
  • Bagetid: ca. 20 minutter ved 185 grader

Nybagt kringle


Vigtige noter omkring kringlebagning: 

Gitte bruger margarine, og jeg bruger smør. Der er plads til både den ene og den anden folkeskare her - du bruger med andre ord det, du har en forkærlighed for.

* Når du kommer til at skulle lave fyldet, holder opskriftens militante orden op. Det er her, Gitte trækker på smilebåndet og lader os forstå, at man selv er herre over situationen - er du til æbler, kanel og rosiner? Godt, så går du ud af dén sti. Mere til marcipan, chokolade og orange? Nuvel, så er det sådan, det må være- så kan du bruge forholdet :150 g marcipan, 150 g fedtstof samt 1 spsk. mel som remonce. Æblerne kan stadig puttes ovenpå...
Valget er dit, der er mange valgmuligheder.... og det er op til dig, hvad der skal puttes i! 

Min personlige favorit er altså æble, kanel og rosin - men tanken om æble, marcipan og kanel gør nu også noget ved sjælen. 

Nu vi er ved det: Som ganske ung arbejdede jeg på et traktørsted, hvor ejeren lavede det mest fantastiske kringlefyld: skrællede æbler blev kogt en anelse møre i en remonce (smør, sukker, en anelse mel) sammen med en fed vanillestang, der gav saft og kraft til molevitten. Oh...det får jeg lyst til at lave igen... en lys og sart kringle med den mest henførende duft af æbler, smør og vanille...

onsdag den 25. marts 2020

Morgenboller a la Testrup Højskole




Morgenboller a la Testrup Højskole




Jeg fik den sødeste besked fra en hjemsendt højskoleelev der spurgte, om ikke vi havde opskriften på en Testrup-Bolle? Vi bager ca. 43.680 boller om året på Testrup Højskole, men nogen decideret opskrift har vi ikke.. før nu. Den er naturligvis nedskaleret, så den passer til en almindelig husholdning. Du skal være opmærksom på to ting: for det første skal du gå igang aftenen før med dejen, og først bage den næste morgen. Til gengæld kræver den næsten ikke noget.....gær......! 
For det andet skal du have en rest grød i baghånden. Grød giver brødet en god saftighed, der får brødet til at holde sig friskt i flere dage. 

Ca. 10 stk


Ingredienser:
2,6 dl. koldt vand (har du en rest mælk eller yoghurt, kan du erstatte noget af vandet med dette)
10 g gær
10 g salt
225 g kold grød (du kan bruge hvilken som helst grød, selv øllebrød og risengrød)
100 g grahamsmel
600 g hvedemel

Fremgangsmåde, kl. 19.00:
·        Rør gæren ud i vandet
·         Tilsæt salt, grød og det grove mel og rør alt godt sammen med en solid grydeske
·         Tilsæt 400 g hvedemel og rør atter sammen. Dejen vil være sej og klistret
·         Tilsæt de sidste 200 g hvedemel og rør det ud i dejen. Det kræver armkræfter!
·         Du er nu nået til det punkt, hvor ansigtets kulør nærmer sig mørk violet. Du pruster højlydt, håndleddet værker, og du er ved at sende mig hen, hvor peberet gror. Det er ikke ønskeligt for nogen parter (og da slet ikke, når landets grænser er lukkede), så nu tager du dejen ud af skålen og lægger den på et rent køkkenbord, der er strøet let med grahamsmel
·         Ælt dejen grundigt igennem. Den vil være klistret, men undlad at komme mere mel i, da det kun vil gøre brødet tørt. Du skal i stedet arbejde med at strække dejen ud på bordet, og så hurtigt hive den ind til dig igen. Desto mindre du har dine hænder på dejen, desto bedre er det. Jo langsommere du arbejder, desto mere vil dejen klistre til dine hænder. Du vil, uanset hvad, få dej på hænderne, så ignorér det, og arbejd fortrøstningsfuldt videre. 
·         Forsøg at oparbejde en jævn ælterytme. Det er svært i begyndelsen, men hæng i og hold ud. At stå i sine egne tanker og ælte dej, kan være noget af det mest terapeutiske, der overhovedet findes
·         Efter ca. 5-7 minutters rytmisk æltning vil dejen føles elastisk. Ikke nødvendigvis jævn og glat, men det er fordi der er grød i dejen. Alt er som det skal være
·         Kom dejen op i en rummelig skål, der er smurt med olie. Kom en lille smule olie ud over dejen og sæt låg på skålen (eller bee’s wrap, husholdningsfilm, en stor tallerken, etc.) Der skal låg på, så dejen ikke tørrer ud
·         Sæt dejen i køleskabet til næste morgen


Næste morgen kl 7-9 stykker..
·         Tag dejen ud af køleskabet. Den vil være hævet smukt op
·         Hæld dejen ud på køkkenbordet og kom vand på dine hænder
·         Med våde hænder skal du så nænsomt som muligt forme boller af dejen. Du kan også trykke dejen forsigtigt ud på køkkenbordet og stikke dejen ud i firkanter med kanten af en paletkniv, en bordkniv eller andet uskarpt, så køkkenbordet ikke får ridser
·         Sæt bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir
·         Drys lidt forskelligt ovenpå bollerne, hvis du er til den slags. Det kunne være birkes, havregryn, chiafrø, etc.
·         Sæt bollerne ind i en kold ovn, sæt varmen til 50 grader og lad bollerne få lidt varme i 12 minutter
·         Når uret ringer, skruer du varmen op på 200 grader, og sætter uret til 20 minutter.
·         Når de 20 minutter er gået, skal du kigge på bollerne: ser de færdige ud? Kig under bunden: er de gyldne og lyder det hult, når du banker på bunden? Hvis ja: bollerne er færdige, og du kan tage dem ud. Ligner de noget, der nærved og næsten er bagt, skynder du dig at lukke ovnlågen og giver dem 4-5 minutter mere. Hver ovn varmer op og bager forskelligt, så du skal være opmærksom på, at det kan vare kortere eller længere tid i den ovn, som du bager med.
·         Tadaaa: bollerne er færdige! Når de er afkølede, kan de holde sig i en lukket pose i 3-4 dage. Bedst er de 1. og 2. dagen.