søndag den 26. oktober 2014

Grov tærte med rødbeder, porre og feta

Grov tærte med rødbeder, porre og feta


Jeg hev de sidste rødbeder op af jorden her til formiddag. Der var ikke mange, for de havde stået forkert og manglet både lys, jord, kærlighed og garanteret også en hel masse andre vækstfremmende faktorer. Men de var der, og der var lige netop nok til denne tærte, som jeg på det varmeste kan anbefale dig at gå igang med. 

Smagen er sød, dyb, krydret og kalder på en frisk og sprød salat ved siden, eksempelvis en blanding af masser af rucola, appelsin og rå jordskokker.

Tærtebunden er grov og befriende ikke-fed, og bærer derfor fyldet med anstand. Man slipper med andre ord for at gå til af trommesyge, kvababbelser og andre besværligheder efter endt spisning.

Til én stor tærtebund:
150 g hvedemel
150 g finvalsede havregryn
0,75 dl. olivenolie
1,5 dl. vand
1,5 tsk. sat

Fyldet:
500 g rødbede, skrællet vægt, groft revet
1 stor porre
2 spsk. koldpresset rapsolie
1 strøgen spsk. madras karry
1 dl. fløde 38%
2 spsk. balsamicoeddike
1 spsk. kapers, groft hakket 
1 tsk. salt
50 g blød og cremet feta, brækket i små stykker
1 æg

Fremgangsmåde:

  • Tænd ovnen på 220 grader.
  • Start med at samle tærtedejen: kom alt i en skål og bland godt og hurtigt sammen med fingrene eller en food processor. 
  • Smør en tærteform og tryk dejen ud i et jævnt lag. Prik dejen med en gaffel og forbag den i 15 minutter. Skru herefter ovnen ned på 180 og sæt tærten til side.
  • Imens tærtedejen er i ovnen, fortsætter du med fyldet: Skræl rødbederne og riv dem groft. Rens porren og skær den i tynde skiver - brug lige dele grønt og hvidt. 
  • Kom olien på en varm pande og drys karry på. Lad karry og olie riste sagte et øjeblik, men kom rødbeder og porre på panden, inden olien begynder at ryge. Vend godt rundt, så alt bliver blandet, og tilsæt så de resterende ingredienser (minus feta og æg) til fyldet. Sauter under stadig omrøring i knap 5 minutter. Kom fetaen i blandingen og rør atter rundt. Tag blandingen fra varmen og lad den køle af et par minutter.
  • Tilsæt ægget og rør godt sammen. 
  • Bred fyldet ud over den forbagte tærtebund, og bag tærten ca. 25 minutter.  
  • Spises let afkølet med kørvel og mere feta på toppen. Alternativt iskold creme fraiche. Eller... kamfræs', som man siger det her på disse kanter! 


Note: der skal kun 1 æg i tærten, og det tjener udelukkende som konsistens-korset. Æggestand og tilberedte rødbeder er simpelthen et dårligt match, som man ikke vil byde sine smagsløg. Så må man lave en reel porretærte, hvis man simpelthen vil kaste æg efter en tærte...

tirsdag den 21. oktober 2014

Prægtige fasaner!


Klokken halv seks søndag aften blev vi de lykkelige ejere af 3 fasankokke. 

Døde, forstås. 




Lige midt i frembringelsen af en græskarsuppe med dukkah, som Køkkenhjælperen hjalp med at frembringe. Græskarsuppe, fordi vi også ligger under for landeplagen med at snitte græskarlygter...

Fasanerne kom op at hænge i den kølige garage natten over, og næste formiddag tog jeg den første ned for at plukke fjerene af og rense den. Det gik ikke værre eller bedre, end at jeg øjeblikkeligt stod med en god luns fjer og skind, hvorved processen ændrede karakter til flåning af fasankok. 

Vild jubel over at stå ude i høj sol og blæst med noget så fjernt fra et kølemontreprodukt hermetisk indpakket i plastic! 




De næste to fik samme tur senere samme aften, og i fryseren ligger nu tre fasaner og en lille pose med indmad. Jeg svælger i tanker som "fasan møder karl johan og røget spæk", "fasancreme med kastanjer" eller "lille simreret med fasan, brombær og fløde"........ 
Sikkert er det, at jeg ikke kan vente med at tilberede dem, gerne en stormende, kold og bidende vinteraften, hvor man føler en naturlig trang til at rykke sammen om gryderne og tallerkenerne. 

Snevejr og bidende frost kan godt komme an!

torsdag den 16. oktober 2014

Glimt fra nogle særlige dage

Atter engang har det været nogens fødselsdag. 
En dag med så uhørt grad af veltilfredshed, at det ved midnatstide var svært at give slip. 


Nu er der så lige knapt et år til næste gang. Alderen tynger åbenbart ikke mere, end jeg på stedet ville kaste endnu et år ind i ringen blot for at få endnu en fødselsdag indenfor den nærmeste fremtid. 


Den slags praktiseres vist desværre ikke rigtigt.


Heldigvis har dagen i dag haft så høj kvalitetsfaktor, at den lettere matte stemning stille og roligt forføjede sig i takt med solen brød frem. Der var tiltrængt og sjæleplejende havearbejde, der pludselig kunne realiseres, og der var 3 høns, der blev sluppet ud i det fri. 

3 høns, som brugte en eftermiddag i høj sol på at vandre tilfredse rundt i haven, skrabe i jord, blive klappet på fjerene, spise persille og grønkål, spise lagkage, gokke, kagle, jage biller - og endelig blive lokket tilbage til indhegningen med (mere) lagkage, da skyggerne begyndte at blive lange. 


Hønsene fik nu ikke det hele, for når grønkålen er klar, skal man lave følgende fuldstændigt vanedannende salat: grønkålssalat med valnødder og pære



Man skal også spise resterne af rugbrødslagkagen med maltsirup, chokolade og solbærmarmelade. 
Resterne af resterne klarede hønsene som nævnt. Til ug.


- og formåede i øvrigt at mande sig op til det, høns er bedst til:


Armene kan næsten ikke komme ned.

søndag den 5. oktober 2014

Krydderier i madlavningen hos en børnefamilie


Jeg arbejdede med en velvoksen portion chili con carne på mit arbejde her i lørdags. Det tog godt og vel 4 timer fra start til slut før resultatet var tilfredsstillende. Da jeg var færdig, havde ingredienslisten sneget sig op over 25 ingredienser, blandt andet kværnede kakaobønner, stærk kaffe, chipotle chili i adobosauce, cayenne og sveskeblommechutney. Smagen var dyb, kompleks, stærk og sød. Mest af alt tilfredsstillende.  

Da jeg kom hjem, tog jeg et grundigt kik på vores krydderiskab. Det har, lad os bare være ærlige, sovet sin grundige tornerosesøvn de sidste 6 år. Sjovt nok er vores ældste barn også 6 år.


Hvis man vil lede efter en forklaring på dette sammenfald, finder man nok 2 forklaringer: 
For det første lammes langt de fleste forældre af en indgroet skræk den dag deres pode går fra at kyle majsgrød rundt i stuen til at smage på den øvrige families måltid. En indgroet skræk for at maden fortsat bliver kylet på langfart, denne gang blot fordi maden simpelthen er for udfordrende. Det er ikke altid man som lettere udkørt forælder er klar på at lade sig udfordre kl. 17.42 ved at lade barnet møde det, der meget vel kan være den sikre vej til endnu en omgang kasteskyts. 
Den anden forklaring bider lidt den første i halen: at man som forældre til helt små børn sjældent kaster om sig med overskud i vilde mængder...måske snarere tværtimod...og dermed er man måske nok ikke det mest proaktive væsen hvad angår test af komplekse gryderetter.

På et tidspunkt begyndte vi med andre ord umærkeligt at udfase en stor del af krydderierne; der var slet og ret et logisk sammenfald imellem lysten til at eksperimentere med szechuanpeber, hel sennep og muskatblomme og så det mærkbare pres fra to små meget trætte og meget sultne børn. 

Hvor står vi så nu? 

I virkeligheden står det nok ikke så ringe til.


Vores børn er nu omtrent 6 og 3, og i virkeligheden er der nemlig ved at komme noget mere overskud ind i vores liv end der har været siden fødslen af vores ældste. Det betegner jeg som et oplagt springbræt til at starte op igen.  

De første tiltag er som følger:
At udvælge ét krydderi og starte med dette som udgangspunkt. Hos os blev det stjerneanis, der kom til at starte lavinen.
Jeg tog et glas med stjerneanis ind til ungerne her til eftermiddag, da de sad og tegnede. Lod dem snuse grundigt ind og delte det smukke krydderi i mindre stykker, så de kunne prøve at tygge på det. Den ældste var solgt og tyggede løs. Den yngste afviste blankt at putte det i munden, men hun kunne godt lide duften. 

Det næste bliver at finde morteren frem og lade dem støde krydderiet, så duftene vælter frem. Lade dem bruge det i en ret, der er velkendt og som de godt kan lide; måske bliver det klatkager med stjerneanis i løbet af ugen som en dessert ovenpå en let hovedret.

Herefter kommer jeg det i en hovedret. Jeg vil tro det bliver en gulerodssuppe, der står for skud. Så kan de støde stjerneanis i morteren og komme det ned i gryden, før jeg blender det hele til en cremet suppe. 

Om denne strategi virker?? Aner det ikke - men jeg har en god mavefornemmelse uanset hvad! Jo mere fortrolig jeg kan gøre dem med de enkelte krydderier, desto nemmere må jeg også kunne gøre dem glade for mad, der kombinerer og leger med smagene. 

Det er godt at have ungerne med i køkkenet!


Min søn har før stødt krydderier i vores tunge morter imens han piller lidt og smager uforfærdet på det, der ligger dernede og støver rundt. Nysgerrigeheden er størst ved køkkenbordet. Det er ved køkkenbordet, magien og oplevelsen indtræder. Når først vi er bænket, sidder vanens magt med til bords, og trækker smagsløgenes præferencer i den konservative retning, så det er helt afgjort at fange dem før det tidspunkt indtræffer. 

Bliver vi ved længe nok med at udvide deres smagsmæssige horisont, bliver det, der i dag er anderledes og svært at forholde sig til, noget man på sigt kommer til at acceptere med selvfølgelighed. Det er jeg sikker på. Jeg tror også vi vil falde tilbage - men hvor vi jeg i sidste ende være lykkelig for at sende to unger ud i livet med hver sin ballast af komplekse smage i rygsækken!