lørdag den 26. marts 2016

Tarte tatin med glaserede skallotteløg, solbær og gruyere


Påskedagene er over os. De fleste runder én eller flere frokoster i venners og families nærvær, mens timerne umærkeligt flyder sammen og udvisker den ellers så stringente fornemmelse for tid. 

Hvis du stadig har én eller flere frokoster foran dig, og hvor du måske har en finger med i spillet,  kommer der her et hurtigt forslag til dig. Er løbet kørt for nu, er det en tærte, der bestemt også egner sig til at blive serveret på andre tidspunkter af året!

Som navnet indikerer, læner opskriften sig op ad den klassiske, franske desserttærte med æbler, der vendes inden serveringen. Her er det blot løg og solbær, der udsættes for flyveturen.


Tærte med solbærglaserede skalotteløg og Gruyere

Ingredienser:
500 g skalotteløg
400 g solbær (frosne går fint an)
100 g balsamicoeddike
75 g saltet smør
2 store spsk. rørsukker
4 stængler timian
Et strejf groft kværnet sort peber
75-100 g Gruyere
2 plader butterdej

Fremgangsmåde:
  • ·         Lad butterdejen tø op, mens du forbereder tærten
  • ·         Pil løgene og halver dem på tværs
  • ·         Smelt smørret på en pande med høje kanter, og læg sirligt løgene heri, så den ene af skærefladerne møder det varme smør og panden
  • ·         Drys solbær, timian, peber og sukker henover og skru lidt op for varmen, så solbærrene begynder at briste og frigive deres saft. Når der er gået ca. 7-10 minutter, vendes løgene forsigtigt
  • ·         Lad atter løg og solbær snurre på panden, indtil løgene er transparante, men stadig faste og sammenhængende
  • ·         Hæld eddiken på, og lad det koge let ind
  • ·         Smag på den karamelliserede saft og et par af solbærrene: Du skal have en god blanding af syre fra eddike og bærrene, men også en sødlig nuance fra løgene og sukkeret. Måske mangler der lidt salt, men husk, at såvel butterdej og osten bidrager hertil
  • ·         Læg løgene over i et tærtefad med skærefladen nedad, og skrab pandens resterende indhold henover
  • ·         Læg butterdejspladerne henover tærten og tryk den godt ned langs kanterne. Prik med en gaffel og bag tærten i ovnen ved 200 grader til den er gylden og flot puffet op
  • ·         Lad tærten køle let af og sætte sig, inden du vender den ud på et fad med en hurtig og selvsikker bevægelse..!
  • ·         Lige inden servering: Høvl spåner af osten med en kartoffelskræller, og lad det dale henover tærten.  Drys der med lidt frisk timian, og tærten er klar!