onsdag den 24. december 2014

lørdag den 13. december 2014

Nemme birkes til adventsweekenden


Jeg har en julemappe. En slidt, rød gammel sag, som muligvis har stået på et eller andet kontor i tidernes morgen. En (eller anden) dag blev den tømt for relevant indhold og sat på en hylde på et lager, indtil nogen i det papirløse samfund besluttede sig for at sende den til forbrænding. På én eller anden måde knækkede leddet, og mappen havnede hos mig. Og blev.
Den har efterhånden været fyldt med opskrifter, artikler, mønstre, skitser, etc. i nogen år; altså ting som vedrører julen i ét eller andet omfang.

I denne mappe findes en hjemmeflikket opskrift på birkes, som jeg ofte bager i ugerne op mod advent. Når de fire søndage gryr, tændes ovnen så brødene + nogle temmelig grove "dem skal vi også lige spise-boller" kan blive lunet. Der er så megen højtidelighed over at spise dette bløde, let søde bagværk, at jeg bliver helt glad allerede lørdag aften.

Opskriften kommer her.

Ingredienser:
25 g gær
2 ½ dl. mælk
400 g hvedemel
100 g havregryn 
100 g saltet smør, blødt
1 æg
1 spsk. sukker
1 ½ tsk. salt

Herforuden:
1 æg til pensling, og har du en lille slat kaffe, må du gerne blande det sammen med ægget; det giver en dyb, gylden farve til bagværket
Hvide eller blå birkes, alternativt knækket boghvede

Fremgangsmåde:

  • Smuldr gær ud i (kold) mælk og rør rundt, indtil gæren er helt opløst. Tilsæt dernæst de øvrige ingredienser, og ælt alt godt sammen, til dejen er smidig og elastisk.
  • Lad dejen hæve til dobbelt størrelse
  • Rul dejen ud på et melstrøet bord i størrelsen: 70 cm. lang og 20 cm. bred...sådan cirka. 
  • Pensl dejen med halvdelen af det sammenpiskede æg, og fold nu dejen på den lange led, så der bliver tre lag: tag først 1/3 og læg ind mod midten, og dernæst den resterende "flap" henover. Tryk let sammen, så lagene ikke åbner sig under hævningen.
  • Pensl med det resterende æg og drys generøst med birkes
  • Skær dejen ud til birkes og fragt dem over på en bageplade
  • Lad hæve til dobbelt størrelse og bag dem ved 200 grader i ca. 18 minutter. Hvis du "bager til fryseren" skal du være ekstra nøjeregnende med kun lige at bage dem indtil de er færdige - så kan de altid få den sidste farve, når du varmer dem i ovnen den pågældende morgen.
Har du en portion lemon curd i baghånden, er det noget af det fineste at spise til...

Nyd dem! 

Husk dem! 

- Og nyd, at du kan gøre noget ved sagen allerede i november næste år, når trangen til jul atter engang står foran døren. 
Det er det, nogen kalder rettidig omhu..



søndag den 30. november 2014

Honningristet rugbrødsmysli med mandler og grove flager

Honningristet mysli med mandler

Der har længe været tomt i mysliglasset. Lysten til noget knasende og sprødt til morgenmaden har ikke været særligt overvældende, hvorfor glasset har fået lov til at stå uberørt hen og gro støv bagerst i skabet. 

Så skete der noget forleden. Min mor kommenterede på en mysli, jeg havde lavet for længe siden, og som for længst var gået i den berømt glemmebog. Hun havde dog ikke glemt den, og fik også mig med på vognen. Sent samme aften havde jeg også lavet en portion, og endnu én førte trop i de efterfølgende dage. 


Trin 1)
12o g tørt rugbrød, revet
30 g kokosmel
30 g honning
  • Dette blandes godt og bredes ud på en pande.
  • Ristes stille og roligt i ca. 15 minutter, hvorefter det køles af
  • Er rugbrødet stadig blødt nu hvor blandingen er kold, må det have en tur på panden igen. Vil man undgå dette, kan man riste rugbrødet på en brødrister, inden man river det.
Trin 2:
100 g mandler
30 g græskarkerner
80 g havregryn - helst grovvalsede
  • Hak mandlerne groft og rist dem på panden sammen med græskarkernerne
  • Når det er kølet af blandes det hele sammen i en beholder med tætsluttende låg
  • Spises sammen med yoghurt naturel eller tykmælk, friske bær og et skvæt koncentreret hyldeblomstsaft
Note: 
Min mor hev nogle håndfulde cornflakes med i glasset, inden alt blev blandet. Dét kan så afgjort anbefales. 

Nu kører det. Glasset bliver måske nok tomt, men det er kun fordi det venter på en hurtig genopfyldning. Støvet er således flyttet til naboglasset med de brune linser...


tirsdag den 25. november 2014

Henrivende appelsinsuppe

Vi har kastet om os med gode stunder hele den forgangne weekend. 


Der var det stemningsfulde fakkeloptog i min hjemby Lihme ved Vestsalling fredag aften og efterfølgende hygge hos min mor til hen på lørdagen. 

Søndag nåede vi lige at kæmme håret inden turen gik videre til min svigermors fødselsdag. Også her var der stemning og glade mennesker strøet rundt om i huset med lind hånd, og som det oftest sker, evnede den gode mad at samle os alle - for en stund, i hvert fald. 

Desserten har jeg fået lov til at dele med jer, for jeg kan kun forestille mig, at den kun kan blive endnu mere aktuel, efterhånden som appelsinerne modnes og dumper ned i vores indkøbsnet. 

Appelsinsuppe med vanille

Den er forfriskende i sin smag og lokker med et absolut fravær af kanel, smør, marcipan, kirsebærsovs og mandelsplitter.... 

Vi fik den serveret rygende varm med kold vanilleis oveni, og kontrasten var sublim. Den kan dog helt sikkert også spises ishamrende kold en varm sommerdag!

Beregn ca. 2½ dl. suppe pr snude og 2 kugler god vanilleis pr. samme snude

1 l. friskt presset appelsinsaft
100 g flormelis
½ stang vanille
Maizena til jævning

Fremgangsmåde:

  • Saft og flormelis piskes sammen i en gryde, og vanillestangen kommes heri. Suppen bringes til kogepunktet, og jævnes til maizena. Konsistensen er en individuel smagssag; jeg kan godt lide, at den er ganske tynd.
  • Inden serveringen tages vanillestangen op (tør den af og kom den i et glas med sukker, som senere kan blendes til hjemmelavet vanillesukker), og suppen anrettes portionsvis. 

Man kunne være fristet af at servere en lille, sprød mandelkage til, eller noget andet, som kunne give lidt knas. Ærlig talt, så lad bare være og gem krudtet til en anden dessert! Måske er det i virkeligheden for få gange her i verden, at man evner at nyde to så simple komponenter uden videre dikkedarer!

onsdag den 19. november 2014

Julekortet 2014 - eller historien om et begreb med bekymrende historik!

Vi er endnu ikke i december - og alligevel er der endnu en historie med noget, der handler om jul. 
I grunden kunne det lige så vel handle om (ønsket om) rettidig planlægning...og slatten rygrad. 

Ser du, jeg har i ganske mange år selv tegnet julekort. Én tegning for hver jul, som så er blevet printet i det antal eksemplarer, der har været behov for. Så langt så godt! 

Tegningerne har været udformet efter humør og lyst, men har altid krævet længere tid end planlagt. Det er vist før blevet kommenteret, men jeg må altså melde mig under fanerne af den type mennesker, der døjer med kronisk tidsoptimisme. 

Hvert år har julekortet været lige på trapperne....hele december. Hvorfor søren de så først er blevet sendt den 23.12 (eller, tør jeg sige det, senere endnu) er mig en uforklarlig gåde. 

Nedenfor ser du skitserne til det kort, der skal ende med at være farvelagt og klart til (omkring) den 1.12. I år. 

Det gode er, at jeg i skrivende stund er meget længere end de tidligere år, hvilket nedenstående noter fra min julemappe vidner om:







Skitsen er rettet på computeren og nu skal den blot printes og farvelægges...blot.. sagde jeg lige...

Det gode er, at julen heldigvis har tænkt sig at komme, julekort eller ej. 

Det ville nu bare være tilfredsstillende med lidt rygrad. Bare i år. 

torsdag den 13. november 2014

Grove vafler med iskold banan-solbær- og dadelcreme

Grove vafler med havregrød

Særdeles mundret overskrift på dette indlæg...

Nå, sådan måtte livet være her torsdag aften, hvor det i grunden har været aften hele dagen. Mørkt, vådt og fælt derude, og så kunne man vel nok trænge til noget, der var lidt opmuntrende og knap så traurigt. 

Disse vafler skaber stabil optursfornemmelse. Jeg har bagt dem i nogle år efterhånden, og det er og bliver min favorit eftermiddagsmad. Havregryn er der masser af - hvedemel knap så meget. Raffineret sukker finder ikke noget af her, men masser af sødme er der alligevel fra såvel frisk som tørret frugt. 

Jeg blender frugterne sammen i sidste øjeblik og serverer det iskoldt hertil. Rester kan fryses ned til hjemmelavede is.

Vafler
Ca. 6 stk. 
4 dl. kold, fast havregrød
2 æg
1 dl. mælk
1 3/4 dl. hvedemel
1 knivspids salt
1 tsk. bagepulver
1 tsk. vanillepulver
50 g sukker, gerne kokospalmesukker
100 g smeltet smør

Frugtpuré:
Her er vi er på sådan cirka-angivelser; smag dig frem!
200 g frosne bananer
150 g frosne solbær
80 g tørrede dadler

Fremgangsmåde, vafler:
  • Rør æggene ud i den kolde grød
  • Tilsæt mel, der er blandet med bagepulver, salt og vanillepulver
  • Rør til sidst mælk og det smeltede smør i dejen
  • Bages i vaffeljern til de er sprøde
  • Spises så hurtigt som muligt efter endt bagning!
Fremgangsmåde, frugtpuré:
  • Blend alt sammen. Smag til og juster med de enkelte komponenter, til sødme og syrlighed spiller fint sammen


Note: Såvel dej som færdigtbagte vafler kan fryses. 

søndag den 9. november 2014

Gemt, men ikke glemt

Der er ting her i verden, som ikke lige står til at blive glemt. Ting, som har gjort så grundigt indtryk, at de efterlader forankrede spor i én. Af samme årsag fordufter sådanne spor ikke sådan lige, bare fordi de er ude af syne eller rækkevidde. 




Den imponerende julekage på de 2,5 kg er et glimrende eksempel herpå.

Jeg bagte den ikke sidste jul, men ellers har den sin faste plads på repertoiret år for år. Måske er overspringsåret den primære årsag til, at det allerede nu begynder at rykke i mig efter at finde angosturabitter, et arsenal tørrede frugter, cognac, marcipan, rom og andet godt frem, så cirkuset kan begynde, og kagen kan nå at modne til den 24.12, hvor den skæres for sidst på aftenen. 




I virkeligheden smager den ikke bedst lige netop dén aften, hvor der er hård konkurrence fra alt muligt andet godt. 




Det gør den til gengæld nogle dage senere, når julen for alvor har foldet sig ud, roen har indfundet sig, og man pludselig finder sig selv på sofaen med en knitrende ny bog, et glas god rom - og så en humpel af denne kage. 

Tror lige, at jeg skynder mig at bestille en snestorm til anledningen..



søndag den 2. november 2014

Syltede grønne tomater med stjerneanis og ingefær

Syltede grønne tomater med stjerneanis og ingefær

Størstedelen af de danske haveejere har for længst rykket samtlige tomatplanter op af mulden på ordentlig og reglementeret vis. Efternølerne; de grønne tomater, der aldrig nåede til skelsår og alder, er sandsynligvis også formøblet hos disse haveejere. Spist som stegte, grønne tomater, eller spærret inde bag glas og patentlåg med nydeligt manillamærke og sirlig skrift. 

Jeg har ikke nænnet at være brutal overfor vores tomatplanter før nu. Stærke, flotte planter med virkelig flot - omend noget sen - vækst, har været for fristende at rykke op.
Alligevel skete det midt på ugen. Tomaterne var endelig begyndt at se lidt misfornøjede ud, og en ubændig lyst til at smide dem i en gryde indendøre, var det afgørende incitament.

Ovenstående billede viser resultatet, og lige herunder finder du opskriften:

Ingredienser:
525 g grønne tomater
1 stor spsk. salt 
60 g usvovlede abrikoser, groft skårne
2 dl. hvidvinseddike
175 g rørsukker
30 g frisk ingefær, skrællet vægt, fint hakket
2 stjerneanis, hele

Fremgangsmåde:

  • Skær tomaterne i 0,5 cm. tykke skiver og læg dem i et dørslag.
  • Drys med saltet og lad tomtaerne trække 1 time.
  • Skyl godt og lad tomaterne dryppe godt af herefter. 
  • Kom tomater og samtlige andre ingredienser op i en gryde, og lad det  koge op. 
  • Lad det hele koge forsigtigt ca. 20 minutter under låg, indtil smagen har fordelt sig og abrikoserne er kogt næsten helt ud. 
  • Smag til. 
  • Kom tomaterne på skoldede, rengjorte glas og luk godt til med det samme. 
Spises til faste oste og mørke spegepølser med stamtavle, karakter og korpus. 

Note: jeg vælger at salte tomaterne, fordi de ofte er for bitre for min smag på dette tidspunkt af året. Er du helt pjattet med den slags, kan du naturligvis springe det første punkt over.



søndag den 26. oktober 2014

Grov tærte med rødbeder, porre og feta

Grov tærte med rødbeder, porre og feta


Jeg hev de sidste rødbeder op af jorden her til formiddag. Der var ikke mange, for de havde stået forkert og manglet både lys, jord, kærlighed og garanteret også en hel masse andre vækstfremmende faktorer. Men de var der, og der var lige netop nok til denne tærte, som jeg på det varmeste kan anbefale dig at gå igang med. 

Smagen er sød, dyb, krydret og kalder på en frisk og sprød salat ved siden, eksempelvis en blanding af masser af rucola, appelsin og rå jordskokker.

Tærtebunden er grov og befriende ikke-fed, og bærer derfor fyldet med anstand. Man slipper med andre ord for at gå til af trommesyge, kvababbelser og andre besværligheder efter endt spisning.

Til én stor tærtebund:
150 g hvedemel
150 g finvalsede havregryn
0,75 dl. olivenolie
1,5 dl. vand
1,5 tsk. sat

Fyldet:
500 g rødbede, skrællet vægt, groft revet
1 stor porre
2 spsk. koldpresset rapsolie
1 strøgen spsk. madras karry
1 dl. fløde 38%
2 spsk. balsamicoeddike
1 spsk. kapers, groft hakket 
1 tsk. salt
50 g blød og cremet feta, brækket i små stykker
1 æg

Fremgangsmåde:

  • Tænd ovnen på 220 grader.
  • Start med at samle tærtedejen: kom alt i en skål og bland godt og hurtigt sammen med fingrene eller en food processor. 
  • Smør en tærteform og tryk dejen ud i et jævnt lag. Prik dejen med en gaffel og forbag den i 15 minutter. Skru herefter ovnen ned på 180 og sæt tærten til side.
  • Imens tærtedejen er i ovnen, fortsætter du med fyldet: Skræl rødbederne og riv dem groft. Rens porren og skær den i tynde skiver - brug lige dele grønt og hvidt. 
  • Kom olien på en varm pande og drys karry på. Lad karry og olie riste sagte et øjeblik, men kom rødbeder og porre på panden, inden olien begynder at ryge. Vend godt rundt, så alt bliver blandet, og tilsæt så de resterende ingredienser (minus feta og æg) til fyldet. Sauter under stadig omrøring i knap 5 minutter. Kom fetaen i blandingen og rør atter rundt. Tag blandingen fra varmen og lad den køle af et par minutter.
  • Tilsæt ægget og rør godt sammen. 
  • Bred fyldet ud over den forbagte tærtebund, og bag tærten ca. 25 minutter.  
  • Spises let afkølet med kørvel og mere feta på toppen. Alternativt iskold creme fraiche. Eller... kamfræs', som man siger det her på disse kanter! 


Note: der skal kun 1 æg i tærten, og det tjener udelukkende som konsistens-korset. Æggestand og tilberedte rødbeder er simpelthen et dårligt match, som man ikke vil byde sine smagsløg. Så må man lave en reel porretærte, hvis man simpelthen vil kaste æg efter en tærte...

tirsdag den 21. oktober 2014

Prægtige fasaner!


Klokken halv seks søndag aften blev vi de lykkelige ejere af 3 fasankokke. 

Døde, forstås. 




Lige midt i frembringelsen af en græskarsuppe med dukkah, som Køkkenhjælperen hjalp med at frembringe. Græskarsuppe, fordi vi også ligger under for landeplagen med at snitte græskarlygter...

Fasanerne kom op at hænge i den kølige garage natten over, og næste formiddag tog jeg den første ned for at plukke fjerene af og rense den. Det gik ikke værre eller bedre, end at jeg øjeblikkeligt stod med en god luns fjer og skind, hvorved processen ændrede karakter til flåning af fasankok. 

Vild jubel over at stå ude i høj sol og blæst med noget så fjernt fra et kølemontreprodukt hermetisk indpakket i plastic! 




De næste to fik samme tur senere samme aften, og i fryseren ligger nu tre fasaner og en lille pose med indmad. Jeg svælger i tanker som "fasan møder karl johan og røget spæk", "fasancreme med kastanjer" eller "lille simreret med fasan, brombær og fløde"........ 
Sikkert er det, at jeg ikke kan vente med at tilberede dem, gerne en stormende, kold og bidende vinteraften, hvor man føler en naturlig trang til at rykke sammen om gryderne og tallerkenerne. 

Snevejr og bidende frost kan godt komme an!

torsdag den 16. oktober 2014

Glimt fra nogle særlige dage

Atter engang har det været nogens fødselsdag. 
En dag med så uhørt grad af veltilfredshed, at det ved midnatstide var svært at give slip. 


Nu er der så lige knapt et år til næste gang. Alderen tynger åbenbart ikke mere, end jeg på stedet ville kaste endnu et år ind i ringen blot for at få endnu en fødselsdag indenfor den nærmeste fremtid. 


Den slags praktiseres vist desværre ikke rigtigt.


Heldigvis har dagen i dag haft så høj kvalitetsfaktor, at den lettere matte stemning stille og roligt forføjede sig i takt med solen brød frem. Der var tiltrængt og sjæleplejende havearbejde, der pludselig kunne realiseres, og der var 3 høns, der blev sluppet ud i det fri. 

3 høns, som brugte en eftermiddag i høj sol på at vandre tilfredse rundt i haven, skrabe i jord, blive klappet på fjerene, spise persille og grønkål, spise lagkage, gokke, kagle, jage biller - og endelig blive lokket tilbage til indhegningen med (mere) lagkage, da skyggerne begyndte at blive lange. 


Hønsene fik nu ikke det hele, for når grønkålen er klar, skal man lave følgende fuldstændigt vanedannende salat: grønkålssalat med valnødder og pære



Man skal også spise resterne af rugbrødslagkagen med maltsirup, chokolade og solbærmarmelade. 
Resterne af resterne klarede hønsene som nævnt. Til ug.


- og formåede i øvrigt at mande sig op til det, høns er bedst til:


Armene kan næsten ikke komme ned.

søndag den 5. oktober 2014

Krydderier i madlavningen hos en børnefamilie


Jeg arbejdede med en velvoksen portion chili con carne på mit arbejde her i lørdags. Det tog godt og vel 4 timer fra start til slut før resultatet var tilfredsstillende. Da jeg var færdig, havde ingredienslisten sneget sig op over 25 ingredienser, blandt andet kværnede kakaobønner, stærk kaffe, chipotle chili i adobosauce, cayenne og sveskeblommechutney. Smagen var dyb, kompleks, stærk og sød. Mest af alt tilfredsstillende.  

Da jeg kom hjem, tog jeg et grundigt kik på vores krydderiskab. Det har, lad os bare være ærlige, sovet sin grundige tornerosesøvn de sidste 6 år. Sjovt nok er vores ældste barn også 6 år.


Hvis man vil lede efter en forklaring på dette sammenfald, finder man nok 2 forklaringer: 
For det første lammes langt de fleste forældre af en indgroet skræk den dag deres pode går fra at kyle majsgrød rundt i stuen til at smage på den øvrige families måltid. En indgroet skræk for at maden fortsat bliver kylet på langfart, denne gang blot fordi maden simpelthen er for udfordrende. Det er ikke altid man som lettere udkørt forælder er klar på at lade sig udfordre kl. 17.42 ved at lade barnet møde det, der meget vel kan være den sikre vej til endnu en omgang kasteskyts. 
Den anden forklaring bider lidt den første i halen: at man som forældre til helt små børn sjældent kaster om sig med overskud i vilde mængder...måske snarere tværtimod...og dermed er man måske nok ikke det mest proaktive væsen hvad angår test af komplekse gryderetter.

På et tidspunkt begyndte vi med andre ord umærkeligt at udfase en stor del af krydderierne; der var slet og ret et logisk sammenfald imellem lysten til at eksperimentere med szechuanpeber, hel sennep og muskatblomme og så det mærkbare pres fra to små meget trætte og meget sultne børn. 

Hvor står vi så nu? 

I virkeligheden står det nok ikke så ringe til.


Vores børn er nu omtrent 6 og 3, og i virkeligheden er der nemlig ved at komme noget mere overskud ind i vores liv end der har været siden fødslen af vores ældste. Det betegner jeg som et oplagt springbræt til at starte op igen.  

De første tiltag er som følger:
At udvælge ét krydderi og starte med dette som udgangspunkt. Hos os blev det stjerneanis, der kom til at starte lavinen.
Jeg tog et glas med stjerneanis ind til ungerne her til eftermiddag, da de sad og tegnede. Lod dem snuse grundigt ind og delte det smukke krydderi i mindre stykker, så de kunne prøve at tygge på det. Den ældste var solgt og tyggede løs. Den yngste afviste blankt at putte det i munden, men hun kunne godt lide duften. 

Det næste bliver at finde morteren frem og lade dem støde krydderiet, så duftene vælter frem. Lade dem bruge det i en ret, der er velkendt og som de godt kan lide; måske bliver det klatkager med stjerneanis i løbet af ugen som en dessert ovenpå en let hovedret.

Herefter kommer jeg det i en hovedret. Jeg vil tro det bliver en gulerodssuppe, der står for skud. Så kan de støde stjerneanis i morteren og komme det ned i gryden, før jeg blender det hele til en cremet suppe. 

Om denne strategi virker?? Aner det ikke - men jeg har en god mavefornemmelse uanset hvad! Jo mere fortrolig jeg kan gøre dem med de enkelte krydderier, desto nemmere må jeg også kunne gøre dem glade for mad, der kombinerer og leger med smagene. 

Det er godt at have ungerne med i køkkenet!


Min søn har før stødt krydderier i vores tunge morter imens han piller lidt og smager uforfærdet på det, der ligger dernede og støver rundt. Nysgerrigeheden er størst ved køkkenbordet. Det er ved køkkenbordet, magien og oplevelsen indtræder. Når først vi er bænket, sidder vanens magt med til bords, og trækker smagsløgenes præferencer i den konservative retning, så det er helt afgjort at fange dem før det tidspunkt indtræffer. 

Bliver vi ved længe nok med at udvide deres smagsmæssige horisont, bliver det, der i dag er anderledes og svært at forholde sig til, noget man på sigt kommer til at acceptere med selvfølgelighed. Det er jeg sikker på. Jeg tror også vi vil falde tilbage - men hvor vi jeg i sidste ende være lykkelig for at sende to unger ud i livet med hver sin ballast af komplekse smage i rygsækken! 

søndag den 28. september 2014

Hvor meget godt kan man putte ind i én weekend?


For hver dag der går fjerner vi os mere og mere fra en lang og solmættet sommer. Dage og skønne stunder, som jeg stadig dvæler ved og har svært ved at slippe. 

Forude venter efterårsstormene, pivmørke cykelture i modvind og regnvejr og ødelagte muligheder for at nå hjem fra arbejde og tage billeder, inden mørket har overtaget. Lige nu er det bare med at holde fast i det blide efterår og nyde det i fulde drag. 

Denne weekend har været let at elske. 

Fredagen var helliget en udflugt med mit arbejde, hvor vi bl.a. tog til vadehavet for at samle østers til senere fortæring under fornøjelige former. En hel dag i godt og muntert selskab hvor turen også gik forbi Emil Noldes museum i Seebüll, fugle i vilde formationer på himmelen, røverhistorier fra egnen og meget, meget mere. 

Lørdag var også noget ganske særligt:
Vi tog på svampejagt. Sammen med nogle gode venner drog vi med højt humør, svampeguide, kurve og knive ud i skoven for at erhverve os et par kilo kantareller, et dusin - måske to - karl johan og nogle velvoksne håndfulde kejserhatte. 



Javel ja. 

Humøret faldt ikke, men kurvens indhold tog sig noget anderledes ud, end først antaget.

Der gik Rødhætte med ulven i den udflugt, og klokken sneg sig langt over det Passende Tidspunkt At Tage Hjem For At Lave Mad Til De Små - for der var ikke noget at gøre, vi var aldeles solgt til det urgamle gen, der varetager evnen til at sanke forråd.

Vi nåede hjem, bevæbnet til tænderne med entusiasme og rumlende (tomme) maver og satte os med henholdsvis føromtalte svampeguide, to mobiler og en tablet. 

Undersøgte, noterede, bandede og svovlede, skar over og kiggede på tværsnit, bandede mere, foretog krydsundersøgelser på tværs af bøger og den internetbaserede videnskab, undrede sig, bandede lidt mere....og endte med at godskrive 3 arter, afskrive 4 og stå tilbage med en lille portion svampe, som vi var helt sikre på, ingen andre før havde set. De er naturligvis sendt videre, så vi kan få navngivet dem efter os...

Vores venner havde heldigvis lavet skøn og god aftensmad, som ikke krævede svampene som hovedingrediens, og enstemmigt måtte vi slå fast, at det midlertidige nederlag ikke havde aflivet kommende udflugter med kurve under armene. Måske tvært imod.

I dag har bare været så søndagsk som noget kan være. 


- Det er godt, kan jeg fortælle, hvis nogen skulle være i tvivl.

Bare det at gå ud i haven og nuppe det med ind, der skulle bruges til aftensmaden (uden at frygte forgiftninger og uden at fare vild)

Lade to unger styre desserten, der røg på bålet

- og bare nyde en dag i et tempo, der ikke er til at stå for. 

Gearet går op fra i morgen igen...

søndag den 21. september 2014

Høns i haven


I nogle dage har man kredset rundt om sig selv. Slidt græsset i haven tyndt af at trave hvileløst omkring, og ligge (næsten) søvnløs om natten.....fordi man venter.

Jamen dog? Det lyder ganske fælt, forledes man til at sige med medfølelse i stemmen, og måske ville man også driste sig til at spørge, hvad denne kvababbelse dog drejer sig om?

Det er såre simpelt: 



Vi har fået høns. 

3 brune, kække og skønne høns, der end ikke har nået deres fulde højde og drøjde.

Måske er dette også forklaringen på al denne venten, for hver dag åbner jeg jo for at se, om der skulle være noget derinde. Bare ét lille æg, så jeg ved, at alt er såre godt!!


Ungerne mener sig overbevist om, at problemer af den karakter skal spises væk, og hønsene er af samme årsag sat på en streng diæt bestående af grønkål, bænkebiddere og regnorme. To unger piler frem og tilbage med forsyninger - hvoraf grønkålen vist godt nok ikke er så højt skattet som de animalske gaver. Jeg står ude på sidelinjen med økologisk fuldkost i pilleform til de tre kræ og ser lidt overset ud i den sammenhæng.. 

Tilbage til det med æggene. 
Indtil nu har der end ikke været skyggen af noget, der kunne minde herom. Men:

Naturloven foreskriver, at det heldigvis vil ske.

lørdag den 13. september 2014

Glimt af en dag


Det hænder, at man må ud af fjerene tidligere end tidligt. Ikke tidligt for en mandag, bevares, men tidligt for en lørdag. 


En lørdag med indholdsiden så tæt optegnet, som var der tale om en ung piges balkort.


Der var nu godt nok ikke tale om et bal i dag, men om en børnefødselsdag for en skoledreng, der havde givet moderen nøje instrukser at følge.


- eksempelvis om det, man kan komme indimellem to lagkagebunde. "Bananer, Mor. Og creme. Altså banancreme". Jeg tog mig den frihed at tilføje solbær/hindbær/jordbærmarmelade samt makroner...


En lørdag, hvor vi brugte 16 bananer, 81 vindruer, 20 æg, 4,3 kg. mel, 12 slags grøntsager, en gigantisk portion pizzasnegle (og hvad har jeg mere glemt?) til at fylde i 10 drenge + 1 stk. ihærdig lillesøster + 2 stk. forældre i højeste beredskab. 


Senere trådte de andre forældre til og hjalp med at konsumere lidt mere kage, drikke noget mere kaffe og nyde sensommersolen i fulde drag.


Dagen er for længst ved at gå på hæld. 

Jeg har ikke mælet ét ord siden kl. 19.47, hvor jeg vågnede op efter at have puttet ungerne med en grundighed, der kun kan findes hos forældre, der netop har været igennem en (vellykket) børnefødselsdag. 

Men hvor er det en fin dag, sådan en børnefødselsdag!
Om der er tale om overtegnet balkort eller sådan en dag som i dag...begge slags sætter aftryk, der kan føjes til bogen af minder, man så nødigt vil slippe igen.

Overvejer at genoptage talens brug i morgen engang. Det må være rigeligt.