søndag den 27. juli 2014

Kold tomatsuppe med grillede peberfrugter og friske majs

Kold tomatsuppe med peberfrugt og friske majs

Der er ikke tale om en klassisk gazpacho! Der er tale om en Ninask kold suppe, der måske nok leder tankerne hen i retningen af føromtalte klassiske udgave, men dog har sit helt eget karakterpræg. 
Dette er én af mine yndlingssupper!

Til 4 personer, forret
Ingredienser:
4 friske, meget modne tomater (ca. 350 g)
1 stor, rød peberfrugt
1 majskolbe, kogt og afkølet
1 rødløg, gerne med lidt af toppen
1 stængel bladselleri
2 store fed hvidløg
1 tsk. hele fennikelfrø
2 stk. nelliker 
1 tsk. hele koriander
1 rød chili uden kernerne
et par sunde skvæt koldpresset olivenolie
Salt og peber
ca. 1 spsk. Aceto balsamico eddike
ca. 1 spsk. farin
ca. 1½ dl. koldt vand

Tilbehør:
Koriander
Creme fraiche
Fint hakket rødløg

Fremgangsmåde:

  • Skær tomaterne ud i grove stykker. (Æstetikken har ikke så meget at sige her) Kom dem op i en rummelig skål.
  • Skær peberfrugten ud på samme måde som tomaterne, men i første omgang skal den ikke blandes med disse! I stedet breder du peberfrugten ud i en bradepande. Heri kommer du groft hakket bladselleri, hvidløg (hele fed) og groft hakket rødløg. Alt blandes godt sammen med olivenolie og lidt groft, godt salt. 
  • Kom bradepanden ind i en godt varm ovn - 230 grader - og lad hele herligheden få lidt mørke kanter. Dette tager nogenlunde 2 x 10 minutter, hvor ideen naturligvis er, at du efter de første 10 minutter roder lidt rundt i sagerne for at få varmen fordelt, og dernæst giver sagerne en sidste mulighed for at blive godt mørke og let bløde i løbet af de sidste 10 minutter.
  • Imens grøntsagerne er i ovnen: ristes de tre krydderier på en tør, meget hed pande i få sekunder, indtil kryderierne begynder at flytte på sig på panden, og de æteriske olier vækkes til live. (Læg venligst mærke til, at jeg ikke skriver, at pandens indhold skal ryge, for så har du ødelagt krydderierne og må starte forfra).Blend dernæst krydderierne i en elektrisk kaffemølle eller i en morter. 
  • Når grøntsagerne i ovnen er let brankede og let møre, kommes bradepandens indhold op i skålen til tomaterne sammen med krydderierne og vandet. 
  • Blend det hele sammen og tilsæt dernæst majskernerne, skåret direkte fra kolben (du kan lige vove på at bruge nogle fra dåse). Smag til med farin og balsamico. Du skal have en sød, syrlig, krydret og stærkt smagende suppe, der lader smagsløgene begejstres!
Spises med creme fraiche (eller guacamole), rødløg og frisk koriander.

onsdag den 23. juli 2014

Saft på solbærblade

Saft på solbærblade

De fleste solbærbuske er ved at være plyndret for bær landet over. Fryserne er fyldte, og der står måske solbærsaft eller -marmelade i køleskabslågen. 

Men...

Har du nogensinde prøvet at lave saft af bladene?

Jeg har i nogle år tørret bladene til te, men det er første år, jeg også har brugt bladene til at lave saft af. 

Det er såre simpelt og smagen er meget fin; på sin vis syntes jeg at den minder om tonicvand; stærk og kraftig - men alligevel er den ren i sin smag. Der er naturligvis noter af solbær, men de dominerer ikke så meget. 

Saften skal trække 5 dage på køl, og jeg lavede denne første portion i mandags, så min beskrivelse er faktisk kun udfra resultatet på 2. dagen - altså vil de forskellige noter intensiveres yderligere over de næste par døgn. Når saften har trukket færdigt, tror jeg at den først og fremmest skal fortyndes med danskvand, men jeg har nu også forfærdeligt meget lyst til at give den et skvæt gin...

Til ca. 1½ l. koncentreret saft:
Ingredienser:
1 l. vand
1½ l. solbærblade uden stilkene - mængden er let presset sammen i et litermål
800 g hvidt sukker
60 g citronsyre
1 hel citron (økologisk), skåret i skiver

Fremgangsmåde:

  • Giv vandet et opkog
  • Kom de øvrige ingredienser op i en rummelig beholder, der kan tåle varme, og hæld det kogende vand henover. Rør grundigt og lad det køle helt af, før det sættes på køl i 4-5 dage. Rør en gang om dagen for at få sukkeret helt opløst.
  • Sies og drikkes fortyndet med danskvand

Note:
Efter de 5 dage smider jeg nok citronen i en gryde og koger den ind i lidt af saften til en intens marmelade. En hel økologisk citron er næsten for god til at smide ud.  


onsdag den 16. juli 2014

Pandekager med blåbærmarmelade

Pandekager med blåbærmarmelade

Det er præcist hvad du ser her. Fnuglette pandekager og dyb, mørk og aromatisk blåbærmarmelade. Det er nu ikke hvilken som helst marmelade, der poserer på billedet; nej den er tilvejebragt efter 3.719 indsamlede blåbær (fra et storslået naturområde ved Harzen i Tyskland) havnede i en gryde. Blev kogt til marmelade selv samme aften, hvor den tyske nation først holdt vejret og senere lod højlydte glædesudbrud stige til himmelen. Jeg har desværre ikke nogen mængdeangivelse eller fremgangsmetode for vellykket blåbærmarmelade, men en vellykket, afsluttende fodboldkamp gjorde i hvert fald sit til det lykkelige udfald. 

Til gengæld skal du have en opskrift på nogle nærved og næsten klassiske pandekager, som smagte så urimeligt godt, at de af samme grund skal føjes til bloggens opskriftkartotek. Goldblume hvedemel fra Falslevgård Mølle synes at være det udslagsgivende trick her, men helt fint kværnet ølandshvedemel vil nærme sig følgende resultat:

Til 4 sultne dessertmaver:

Ingredienser:
4 små æg
4 dl. sødmælk
70 g goldblume hvedemel, fint sigtet
130 g almindeligt hvedemel
2 spsk. saltet smør. Smeltet på den pande, du skal bruge til pandekagerne - så er den fedtet ind.
1 spsk. sukker
½ tsk. salt
½ tsk. vanillepulver

Fremgangsmåde:

  • Slå æggene ud i en skål og kom de to slags mel, salt, de to slags sukker og 1 dl. mælk heri. 
  • Rør afsindigt godt, indtil du har en tyk, klumpfri jævning. 
  • Tilsæt den sidste mængde mælk og det smeltede smør, rør godt sammen. 
  • Varm en pande op på lidt over middel varme og kom den første portion dej på. Lad dejen hvile lidt længere tid på panden, end man egentlig har lyst til, og lad denne første pandekage få den lidt højere varme - dette er tricket til at få selv den første pandekage bagt til perfektion. Når den er taget af panden, skrues der en anelse ned for varmen, og den næste portion hældes på. Grundet smørret i dejen er det ikke nødvendigt at bruge fedt på panden. På den måde undgår du stegeos i køkkenet. 
  • Får du ikke brugt alt dejen, kan den fryses. 

- og ham her? En glad og lykkelig dreng med maven fuld af pandekager..og blåbær.


torsdag den 3. juli 2014

SOMMER!


De fleste står lige for døren til nogle ugers ferie. Uger, som måske skal bruges på afslapning og nydelse, rejser og fornyelse - eller længe planlagte projekter i hus og have. 

Sommeren er her i hvert fald, og det er med at suge det hele til sig. Dagene er holdt op med at længes, og før vi ved af det er,



nej.

Dét vil vi slet ikke vide noget som helst om lige nu! Det er lige nu, der tæller i det Vigtige Regnskab, og lige nu kunne eksempelvis være skønne billeder fra et af årets mest fotogene måneder: 


Tid til frokost i haven...


Tid til skovjordbær på strå.


- Til vafler på terrassen


- Tid til beruselse i blomsterflor 


- til tørring af det bagepapir, der har været underlag for en stabel jordbær, der skulle bruges til dessert. 
Sådan noget må kunne bruges til ét eller andet pænt..


- Til risotto med ærter fra haven

- Og til projekter, der kan give glæde langt ind i efteråret og vinteren. 


Endelig: slet og ret....

tid.