Viser opslag med etiketten kager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kager. Vis alle opslag

lørdag den 6. oktober 2018

Den bedste kringle


Jeg kender en virkelig sej kvinde der hedder Gitte. Bland mange gode og alsidige talenter besidder hun evnen til at bage, og det er hende, der har lært mig at bage denne velsmagende kringle. Dejen er fast nok til at man kan skabe et nydeligt fletværk henover fyldet, og det bør du gøre. Det hører sig ikke til, at man bare japper to dejflapper skødesløst henover hinanden som om man havde travlt. Bager man kringle, har man god tid. 

Til 2 stk.

Ingredienser:
100 g smør
1 dl. mælk
30 g gær
1 æg
1 spsk. sukker
1 tsk. salt
300 g hvedemel

Fyld - se note!!*: 
150 g smør
150 g sukker
1 spsk. mel
en god, stor håndfuld makroner, groft knust i dine hænder
Så mange skrællede æbler, du kan skamme dig til at lægge på kringlen, ovenpå remoncen

1 sammenpisket æg, tesukker og groft hakkede mandler til at drysse ovenpå den færdigt formede kringle inden bagning.

Fremgangsmåde:
  • Fedtstof smeltes i en gryde og mælken kommes heri
  • Tag gryden af varmen og opløs gæren heri
  • Tilsæt æg, sukker og saltet
  • Melet røres i, lidt ad gangen. 
  • Dejen æltes godt igennem og sættes til hævning under et klæde, til den er hævet til dobbelt størrelse
Imens klargøres fyldet: smør, makroner og mel blandes godt. Æblerne skrælles og skæres i både (kernehusene fjernes naturligvis). Hav det hele parat på køkkenbordet.
  • Når dejen er hævet tilstrækkeligt, deles den i to portioner, som rulles ud til rektangulære stykker. På midten smøres remonce, æblerne lægges ovenpå, og der drysses evt. med kanelsukker. 
  • Siderne skæres i tynde strimler på skrå; ca. 2 cm brede. Buk den ene ende op om fyldet, og start herefter med at lægge strimlerne på - skiftevis fra den ene og den anden side. De skal lappe indover hinanden for at holde sammen om fyldet. 
  • Smøres med sammenpisket æg og drysses med hakkede mandler og tesukker. 
  • Lad kringlen stå i 10 minutter, før den bages.
  • Bagetid: ca. 20 minutter ved 185 grader

Vigtige noter omkring kringlebagning: 

Gitte bruger margarine, og jeg bruger smør. Der er plads til både den ene og den anden folkeskare her - du bruger med andre ord det, du har en forkærlighed for.

* Når du kommer til at skulle lave fyldet, holder opskriftens militante orden op. Det er her, Gitte trækker på smilebåndet og lader os forstå, at man selv er herre over situationen - er du til æbler, kanel og rosiner? Godt, så går du ud af dén sti. Mere til marcipan, chokolade og orange? Nuvel, så er det sådan, det må være- så kan du bruge forholdet :150 g marcipan, 150 g fedtstof samt 1 spsk. mel som remonce. Æblerne kan stadig puttes ovenpå...
Valget er dit, der er mange valgmuligheder.... og det er op til dig, hvad der skal puttes i! 

Min personlige favorit er altså æble, kanel og rosin - men tanken om æble, marcipan og kanel gør nu også noget ved sjælen. 
Nu vi er ved det: Som ganske ung arbejdede jeg på et traktørsted, hvor ejeren lavede det mest fantastiske kringlefyld: skrællede æbler blev kogt en anelse møre i en remonce (smør, sukker, en anelse mel) sammen med en fed vanillestang, der gav saft og kraft til molevitten. Oh...det får jeg lyst til at lave igen... en lys og sart kringle med den mest henførende duft af æbler, smør og vanille...

tirsdag den 12. december 2017

Æbleskiver! Den bedste opskrift, der kan opdrives.


Nogle gange må man godt stå ved, at det bedste er inden for rækkevidde. Sådan har jeg det med denne opskrift på æbleskiver, der blev til en  stemningsfuld decemberdag tilbage i 1998. Jeg har lavet æbleskiver efter opskriften næsten hver december siden, men nu kommer den altså i renskrevet, læsevenlig udgave. Sprøde og brune på ydersiden, men fløjlsbløde og fluffy indeni. De kræver en god solbær- eller jordbærmarmelade!

Ingredienser:
125 g hvedemel
1½ tsk. bagepulver
2 spsk. sukker
1 tsk. fint salt
1½ dl. kærnemælk
1 dl. lys pilsner
3 æg, delt i blommer og hvider
60 g smeltet, saltet smør
Revet skal fra 1 citron
2 tsk. kardemomme
Lidt smør til æbleskivepanden

Fremgangsmåde:
  • Pisk æggehviderne stive i en tør, helt ren skål.
  • I en anden skål blandes de tørre ingredienser godt sammen, hvorefter æggeblommer, kærnemælk og smeltet smør røres i lidt efter lidt, så der ikke kommer klumper i dejen. 
  • Vend forsigtigt de stiftpiskede æggehvider i dejen med en dejskraber.
  • Smelt lidt smør i æbleskivepandens huller og kom dejen heri, når smørret bruser. 
  • Vend æbleskiverne med en strikkepind eller gaffel med spidse tænder. Halvejs fyldes der lidt mere dej i hver form, så æbleskiverne får så flot, rund form som muligt. 

søndag den 10. september 2017

Blommer i kolonihaven. Opskrift på uimodståelig blommetærte med ristede, karamelliserede mandler



Det er en helt særlig glæde at kunne træde ud på dugvådt græs en tidlig morgen og samle en kurvfuld våde blommer sammen.
Endnu mere glad føler man sig, når man ikke bare fylder én, men mange kurve og pludselig begynder at spekulere på, hvad man dog skal bruge denne salige overflod på. Værtsgaver, blommegrød, marmelade, tørrede skiver og smoothies er fløjet gennem hænderne på mig, men særligt denne tærte har vundet mit hjerte. 

Der skal brændte mandler med kardemomme på toppen, 0g denne lille karamelliserings-ulejlighed skal man unde sig selv, for det gør kagen særlig og helt uovertruffen god.

Opskriften rækker til 1 stor tærteform

Ingredienser
200 g sukker
50 g farin
300 g mel
2 tsk. natron
3,5 dl. kærnemælk
80 g smeltet, saltet smør
10 g smør til formen

Til toppen:
50 g mandler
25 g sukker
2 hele kardemommekapsler (blendede hele i en kaffemølle. Eller, suk, alternativt: ½ tsk. stødt kardemomme)
ca. 10 blommer, halverede og udstenede 
½ dl. perlesukker

Fremgangsmåde, mandler:
  • Hak mandlerne mellemgroft og rist dem på en hed pande til de er gyldne.
  • Tilsæt sukker og kardemomme og bland det hele godt sammen mens du sørger for, at det ikke bliver sort på bunden af panden. Fortsæt med at røre og fordele mandlerne på panden, indtil det hele er en gylden, klistret masse.
  • Tag af varmen og bred ud på et stykke bagepapir. Køl af. 
Fremgangsmåde, tærte:
  • Sæt smørret til at smelte ved svag varme i en gryde
  • Bland de to slags sukker godt med mel og natron
  • Tilsæt kærnemælken og rør grundigt, så der ikke kommer klumper. 
  • Tilsæt det smeltede smør og rør godt rundt
  • Smør formen og hæld dejen heri. Bred ud, så det ligger glat
  • Læg blommerne i et smukt mønster med skæresiden opad
  • Drys rundhåndet med mandler og perlesukker og sæt tærten i ovnen. 
  • Bages i ca. 35 minutter, eller til du kan stikke en kniv ned i dejen og der ikke hænger andet end snask fra blommerne ved. 
  • Spises, fortæres og nydes bedst lun med en klat god creme fraiche som makker.



søndag den 30. juli 2017

Saftig chokoladekage med rødbede, jordbær, pecannødder og chili

Chokoladekage med rødbede, jordbær, pecannødder og chili

Denne kage endte med at være min aftensmad. Jeg har dermed brudt samtlige forældreregler, men mine børn kan ikke se mig lige nu, så de lever videre i lykkelig uvidenhed med spelt i deres mavser. Eller sådan noget.

Den er virkelig lækker og bevæger sig på randen til at være bare en lille bitte smule fornuftig af en kage at være. Det kan nu ikke betale sig at spekulere på den slags, når man bliver overmandet af trang til kage, men modsat er der faktisk flere ingredienser, der normalt bekender kulør til den sunde side. Uanset: den er en skøn! Føler du trang til at tage den et skridt videre, vil den ikke blive ringere af smeltet chokolade og frysetørret jordbær på toppen. 
Bryder du dig ikke om chili, undlader du blot dette fra kagen.




1 kage/springform

Ingredienser
2 æg
150 g farin
100 g jordbær, vaskede og groft hakkede
100 g rødbeder, groft revne (jeg brugte en pakke økologiske revne rødbeder, der var noget mere tørre end når man river en frisk rødbede. Gør du sidstnævnte, skal du dræne lidt af væden fra)
100 g mørk chokoade, groft hakket
100 g hvedemel
1,25 dl. koldpresset rapsolie
50 g pecannødder, groft hakkede
1 tsk. bagepulver
½ rød chili, fint hakket
et nip salt

Fremgangsmåde:
  • Tænd ovnen på 180 grader
  • pisk æg og farin skummende
  • Tilsæt alle de andre ingredienser til æggesnapsen og vend forsigtigt rundt
  • Smør en springform og kom dejen heri
  • Bag kagen ca. 35 minutter, eller til en kniv stikkes ind i midten og kommer ud uden dejsnask på. Vær dog opmærksom på, at den smeltede chokolade til enhver tid vil sidde på kniven.

søndag den 7. september 2014

Henvisning til sjæleplejende æblekage


Man kunne forledes til at tro, at der var tale om et emnemæssigt skift for denne blogs indhold og interessesfære. Dette er dog ingenlunde tilfældet; jeg vil skyndsomt berolige dig med, at du er ikke havnet på en kommunal hjemmeside for lægevagten, men på en madblog. 

Historien ligger faktisk lige for. Jeg bagte en æblekage her til morgen, som blev serveret for nogle gode venner til eftermiddagskaffen. Opskriften har jeg før haft fornøjelse af at bruge, når æblerne er haglet ned om ørerne på os ude i haven. Jeg kan dog sandt at sige ikke prale af, at det er min egen. Det kan Lone Landmand til gengæld, for det er hende, der er ophavskvinde til denne meget klassiske æblekage. 

Jeg klikker ganske ofte forbi hendes (og Søren Sørøvers) hjemmeside. 
Smukke, bjergtagende billeder og gennemarbejdede opskrifter virker dragende på mig. Det er dog mere det faktum, at jeg i tilgift hermed også får serveret oplysende og kritiske informationer om grundlaget for vores fødevarer dér bevirker, at jeg bliver ved med at vende tilbage. Jeg bliver nedslået og skuffet over det, jeg læser mig frem til - men glad for at være blot en smule mere vidende om noget, der vedkommer os alle i meget høj grad. 

Det er altid lettere at tage stilling, når man har et bredt fundament af viden med sig i rygsækken. 

Linket til opskriften(klik på hendes navn ovenfor) er dog barberet fri for alverdens kritiske røster - det er slet og ret en opskrift på en æblekage, som må og skal deles videre ud i sfæren, så længe der stadig er æbler rundt om i de danske haver.



Jeg skrev danske æbler. 

Husk det nu. 

Ps. Var det i øvrigt ikke Samvirke, der lige nu opfordrer alle lykkelige mennesker med for 
mange æbler i haverne til at skrive ind, så de spiselige glæder kan fordeles kvit og frit?!?


søndag den 31. august 2014

Squashkage vol.109834

Squashkage

Den er god nok. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har bagt en squashkage, eller hvor mange udgaver der er vandret fra mine hænder. Faktum er, at jeg endnu ikke er blevet træt af at tage dette stykke bagværk under luppen og bearbejde det på kærlig vis. 

Kageforsøg nr. 109834 så dagens lys her forleden, hvor tiden var blot en anelse mere nådig ved mig, end den kan have for vane at være. Der var med andre ord tid til at varetage en ubønhørlig og insisterende trang til kage, og det endda så det passede med, at den landede på bordet kl. tre - lige tidsnok til at aftensmadens krav blev nedjusteret behørigt. 

Hvad er der da med lige netop denne kage? Jo, der er ganske simpelt rugbrødsdrys i! 

I min originale opskrift bruger jeg der 50% almindeligt hvedemel og 50% grahamsmel, men da jeg stod og skulle til at bage, stod jeg samtidig med den største pose rugbrødsdrys, som netop var revet og blandet sammen med lidt farin. Der var denne eftermiddag åbenbart ikke særligt langt fra tanke til handling, for resolut blev den grove mængde mel erstattet af rugbrødsdrysset. 

Resultatet var en noget mere svampet og saftig kage, som dog alligevel havde noget struktur i sin krumme på grund af rugbrødet. Det var med andre ord en temmelig tilfredsstillende oplevelse. 

Ingredienser:
3 æg
2 dl koldpresset rapsolie
3 dl. sukker
5 dl groft revet squash - er det en temmelig saftig udgave, skal du lige presse en anelse af væden fra
2½ dl. hvedemel
2½ dl. hjemmelavet rugbrødsdrys, ikke alt for sødt.
1/4 tsk. bagepulver
2 tsk. natron 
1 tsk. salt
3 tsk. kanel
2½ dl. grofthakkede nøddekerner
2 dl. tørrede tranebær

Fremgangsmåde:
  • Pisk æg og sukker til det er hvidt og cremet. Sukkeret må næsten ikke knase mere.
  • Så kommer det sjove: vælt alt ned i skålen og pisk forsigtigt, indtil det hele er blandet.
  • Op i en mellemstor bradepande og bag kagen ved 200 grader, indtil en kødnål kommer op igen uden dej - det tager knap 1 time. 
  • Af uvisse årsager er det bedst at drikke te til denne kage. Ikke kaffe.
Note
Hvis du ikke bruger sødet rubrødsdrys, men river rugbrødet direkte for at putte det i kagen, vil jeg anbefale dig at erstatte ca. 0,5 dl af de 3 dl. almindeligt sukker med mørkt farin for at få mere smag af karamel frem i den endelige kage. 


lørdag den 24. maj 2014

Rabarbermuffins med marcipan, hvid chokolade og kardemomme

Rabarbermuffins med marcipan, hvid chokolade og kardemomme
Hvert år opstår en ny opskrift på rabarbermuffins. Hver år påstår jeg hårdnakket, at det er den bedste, jeg nogensinde har arbejdet mig frem til - og det har jeg sandelig også tænkt mig at hævde i år. 

Du får her en saftig, crunchy, let grov, karamellet og syrlig muffins med tydelige noter af mandler. Som topping er der en creme med bl.a. kardemomme og hvid chokolade. Det bliver ikke bedre!

12 stk. i almindelig muffinform
Ingredienser:
80 g hvidt sukker
50 g farin
50 g saltet smør
1 æg
100 g marcipan, 63 % fra Odense (skåret i små tern)
80 g havregryn
120 g hvedemel
75 g groft hakkede mandler (ikke smuttede)
2 tsk.bagepulver
1 nip salt
1,25 dl.mælk
200 g fint hakkede rabarber

Topping:
100 g hvid chokolade
60 g smør
40 g flormelis
1 tsk. kardemomme
Evt frø fra 1 kapsel kardemomme

Fremgangsmåde, muffins:

  • Pisk de to slags sukker cremet med smørret.
  • Tilsæt ægget og pisk godt sammen.
  • Kom de resterende ingredienser, minus rabarber, op i skålen og pisk alt sammen ved mellem hastighed på elpiskeren.
  • Vend rabarber i dejen og kom den i smurte muffinforme
  • Bagetid: 35 minutter ved 200 grader. Hold øje med dem; ovne bager forskelligt!
Imens kagerne bager, klargøres toppingen:
  • Smelt chokoladen i vandbad, køl en anelse af. 
  • Pisk smør og flormelis godt sammen.
  • Bland chokolade og kardemomme godt sammen med smørcremen. Har du hele kardemommekapsler, åbner du sådan én og blander de små, sorte frø i cremen. Dette vil øge fornemmelsen af kardemomme betragteligt.
  • Kom topping på kagerne, når de er afkølet helt. 
Note: 
Jeg holder af en cremet topping på muffins, men det du ser på billedet er altså for syns skyld! Tag lidt mindre på hver kage; ellers bliver det (efter min mening) for svært at nyde den fine balance mellem sødt og syrligt i kagen :)


søndag den 9. februar 2014

Fastelavnsboller med creme og hindbærsyltetøj

Der er ikke sæson for noget som helst her i Danmark, hvis vi lige ser bort fra et par vintertrivelige fiskearter og så den frostsikrede grønkål. Det regner og der er fortsat alt alt for få solskinstimer. 
Til gengæld står vi overfor Sæson Fastelavnsboller.

fastelavnsboller med creme og hindbærsyltetøj
Opskriften er min mors, og hver fastelavn har hun bagt en enorm portion. Én gang. Når de var bagt, glaseret og stod på bordet, var det forjættede land inden for rækkevidde. Man måtte, og hold nu fast, spise alle de fastelavnsboller man kunne. 
Jeg holder af alsidighed, mådeholdent mådehold og variation - men jeg holder også uendeligt meget af sådan et brud på de ellers meget rimelige regler. Jeg skulle mene, at jeg kunne klemme 4 stk. ned uden mavepine bagefter... 
I dag er jeg for voksen. Tænker på ødelagt aftensmadslyst og meget andet. Men jeg husker følelsen endnu. Det var magisk. 

Opskriften kræver, at man ruller/banker dejen ud med hænderne, når smørret er fordelt. Det er ikke svært; bare anderledes end almindelig bolledej. Belønningen er en bolle, der flager let. Disse flager er først sprøde - dernæst smelter de i munden.

24 stk.
Ingredienser:
500 g hvedemel
2 dl. kold mælk
80 g gær
2 æg
1 spsk. sukker
1 lille tsk. salt
--
250 g saltet smør
--
Creme, hindbærsyltetøj og glasur

Fremgangsmåde:
  • Rør gæren ud i den kolde mælk
  • Tilsæt æg, sukker og salt og ælt melet i.
  • Lad dejen hæve til dobbelt størrelse.
  • Rul dejen ud som et rektangel. Ikke tyndere end 1 cm.
  • På 2/3 af dejen fordeles skiver af koldt smør. Du kan evt. tage en gammeldags ostehøvl og "høvle" flager ud over dejen med denne. Tryk smørret lidt fast på dejen.
  • Fold nu den tredjedel dej ind mod midten, der ikke har smør på sig, og bagefter den sidste tredjedel, som har smør. Du har nu en aflang dej foran dig med 3 lag.
  • Rul atter dejen ud til et rektangel, og fold den igen.  
  • Udrulningen/foldningen gentages en sidste gang.
  • Lad dejen hvile 10-15 minutter koldt med et klæde henover.
  • Rul nu dejen tyndt ud, skær den ud i firkanter og fordel creme eller syltetøj (eller begge dele!) på midten af hver firkant. Tag snipperne op, saml dem og tryk de sidste dejfolder sammen, så bollerne lukkes hermetisk. Læg bollerne med lukningen nedad på en bageplade. 
  • Lad bollerne hæve 30 minutter under et klæde.
  • Pensl bollerne med sammen pisket æg og bag dem ved 200 grader i ca. 12 minutter, eller indtil gyldne og gennembagte. 
  • Køles af, før de glaseres. 
Creme:
2 æggeblommer
3 spsk. sukker
1 tsk. vanillepulver (Urtekram)
1 stor spsk. hvedemel
2½ dl. sødmælk

Fremgangsmåde:

  • Alt piskes sammen i en gryde, der sættes til at koge
  • Rør uafbrudt, indtil cremen koger og er tyknet tilpas.
  • Afkøl. 
  • Cremen kan laves dagen i forvejen. Strø da lidt sukker udover cremen - så vil den ikke trække skind.

søndag den 26. januar 2014

Svampet chokoladekage med sorte bønner. Fyldt med vanedannende appelsin- og lakridscreme

svampet chokoladekage med sorte bønner
- Måske er dette i virkeligheden en opdateret udgave af Klassens-time kagen?! 

I alt fald må det frem, at barndommens fredagskage i folkeskolen med den klassiske kakaokage er noget, jeg godt kan lægge bag mig. Jeg har aldrig brudt mig om en porøs skærekage, der kun smager af kakao og støver i munden. I bedste fald med en god glasur/kokos på toppen. I værste fald... serveret au naturel. 


Jeg sætter til gengæld stor pris på en saftig, tung og fyldig chokoladekage. Ikke nødvendigvis en brownie uden mel, men en solid kage med gods i. Denne udgave rummer en god mængde kogte, sorte bønner (purerede), som giver et diskret bid hist og her, og som netop tilbyder kagen dens saftige karakter. 


Du kan roligt gå i gang. Den bliver hængende i dit opskriftskartotek. 

20 pæne stykker

Ingredienser:
200 g tørrede sorte bønner
(500 g kogt vægt)
1 dl. kogevand
100 g kakao
200 g hvedemel
600 g sukker
8 æg
250 g smeltet smør
2 tsk. bagepulver
1½ tsk. salt
100 g groft hakket chokolade 70%

Appelsin- og lakridscreme:
200 g saltet smør, stuetemperatur
150 g flormelis
saft af ½ appelsin
skal af 1 appelsin, fint revet
1-2 spsk. rålakridspulver

Fremgangsmåde:
  • Sæt 200 g tørrede bønner i blød i  dobbelt så meget koldt vand natten over.
  • Næste dag (eller ca. 8 timer senere) skylles bønnerne og sættes over at koge i et nyt hold vand. Kog til møre - det tager ca. 1 time.
  • Når bønnerne er kogt, blendes de med 1 dl af kogevandet til en forholdsvis tynd puré. Afkøl til stuetemperatur.
  • Pisk dernæst æg og sukker helt hvidt og skummende.
  • Kom puréen og det smeltede (let afsvalede) smør heri. Bland godt rundt og tilsæt til sidst de resterende ingredienser.
  • Kom dejen i en bradepande og bag den midterst i ovnen ved 180 grader i 30-35 minutter. Når kagen er afkølet, kan den flækkes og lægges sammen med cremen:
Creme:
  • Bland flormelis med lakridspulver, appelsinskal og -saft. Kom smørret ved og pisk alt godt sammen.
Note: bønnerne kan sagtens koges et par dage i forvejen. Lad dem blot stå i kogevandet på køl indtil brug. De kan ligeledes fryses.
Det er også en god kage at bage i muffinsforme!



onsdag den 16. oktober 2013

Sirupslagkage med æblesorbet og råsyltede havtorn

Sirupslagkage med æblesorbet og råsyltede havtorn

Så kom tiden til at snakke lidt mere om kage. Ikke sådan i generelle termer, men om en helt præcis udgave af slagsen: sirupslagkagen. For nogle ensbetydende med jul. For mig ensbetydende med fødselsdag. Et år igennem kaster man om sig med kogebøger, udklip fra blade, søgninger på nettet og gode anbefalinger. Man vælter sig i opskrifter, så det nærved og næsten er ved at blive for meget for én, der ville ønske at have dage nok til at prøve det alt sammen. Af samme årsag er det en befriende lise for sjælen at ryste den fornyende kåbe af skuldrene og vende blikket mod det velkendte. 

Opskriften er håndskrevet og overleveret fra mor til datter. Originalen dikterer kop-mål. Det gør min ikke. Til gengæld har jeg skåret alt over én kam og vejet alt, jeg kunne komme i nærheden af til denne kage. Dette giver dig en opskrift med præcision helt ud til kanten af fadet.

Kagen kan fryses med fyld og pynt og hele pivtøjet....og kun blive endnu mere svampet som belønning. Det bliver bare ikke bedre. 

Ingredienser:
150 g saltet smør, stuetemperatur
170 g sukker
1 tsk. stødte nelliker
1 tsk. stødt kanel
2 æg, stuetemperatur
250 g lys sirup
160 g mælk
270 g hvedemel
1 tsk. natron

Smørcreme:
2o0 g saltet smør, stuetemperatur
150 g flormelis
1 tsk. vanillepulver
-
20 g kakao

Fremgangsmåde:

  • Pisk smør, krydderier og sukker luftigt
  • Tilsæt æggene og pisk godt 1 minut
  • Tilsæt sirup, mælk og mel, der er blandet med natron. Pisk hurtigt ingredienserne godt sammen
  • Smør to eller tre lagkageforme med smør og beklæd bundene med bagepapir. Hvis formene er 22 cm/diameter, skal du bruge tre stk. Er dine forme den lidt større udgave, fordeles dejen i to. Mængden af smørcreme er den samme.
  • Bagetid 2 forme: 15 minutter ved 180 grader/varmluft
  • 3 forme: 20-25 minutter ved. 200 grader alm.ovn

Imens kagerne bager, kan smørcremen laves:

  • Pisk smør, flormelis og vanillepulver godt sammen. Vent med at tilsætte kakao - det kommer vi til senere.
Når kagebundene er bagte og helt afkølede (bages evt. dagen før):

  •  smøres 2/3 af smørcremen på bundene, der herefter lægges sammen.
  • Tilsæt nu kakao til den resterende 1/3 smørcreme og pisk godt sammen.
  • Smør denne udover såvel top som kanter. 
  • Sæt på køl og er nu klar til, oh, at blive spist. 

Råsyltede havtorn
  • Styrt ud i den vilde natur tæt på den salte havgus. Find havtorn, klip nænsomt lidt grene af, transporter tilbage i fryseren. Når bærrene er frosne, ribbes de fra grenen, og evt. blade og torne sorteres fra. Den mængde, du vil bruge til råsyltede havtorn, tages fra nu - resten er gode at have i fryseren til smoothies, marmelader, m.m. 
  • Bland de frosne bær med et rundhåndet drys sukker. Sæt blandingen på køl i et gennemsigtigt glas, så du kan nyde synet af den ravfarvede sirup, der langsomt dannes og svøber sig rundt om de orange bær. Færdig! Holdbarhed: længe nok. 
Æblesorbet


Ved du hvad: jeg syntes faktisk, at du skal klikke dig videre til Lone Landmands hjemmeside, hvor der venter dig en glimrende opskrift. Det er ikke alt i denne verden man selv kan tage patent på..

http://lonelandmand.wordpress.com/2011/03/06/foruroligende-forunderlig-aeblesorbet-opskrift/

Tilbage til kagen.


Der er et lille bitte usselt stykke kage tilbage. Det skal deles. Fortæller man mig...og lader mig forstå, at man holder øje. Klistrede mundvige og ruten til køleskabet er under bevågning...

torsdag den 3. oktober 2013

Pæretærte med cognac-nougatfyld

Pæretærte med cognac-nougatfyld
Her får du opskriften på en pæretærte. 

Du får også opskriften på syltede pærer...hvis lage såmænd kan blive til opskriften på pæresirup, hvilket næsten (heller) ikke er til at undvære. 

Pæretærte er temmelig meget i sæson lige nu. Næsten hver gang jeg kigger ud af vinduet, er endnu en pære drattet ned fra vores Grev Moltke-træ, og det til trods for, at vi daglig har gang i vores frugtplukker for at skåne så mange som muligt for stødmærker. 


Pæretærten her er bagt med en anelse grahamsmel. Ikke for at gøre den synderligt sund - for det er den ikke. Men fordi lidt groft mel tilbyder tærten en ganske fin sprødhed, som går godt med det bløde og møre fyld. 


Ingredienser til to tærtebunde:


Selve tærtedejen:
300 g saltet smør
400 g hvedemel
100 g grahamsmel
250 g sukker
1 tsk. vanillepulver, urtekram
2 æg

Fyldet: 
8 store pærer
50 g hasselnødder
100 g nougat 
2 spsk. cognac

1 æg og perlesukker til pensling


Ved servering:
Flødeskum vendt med en anelse cognac og lidt flere ristede, groft hakkede hasselnødder.

Fremgangsmåde, dejen:
  • Smuldr smør og 2 x mel sammen - dette kan sagtens gøres i en food processor.
  • Tilsæt sukker, vanille og æg og saml hurtigt dejen.
  • Sæt dejen på køl, indtil du skal bruge den (min. 1 time) - ellers vil den klistre let.
Imens dejen hviler, klargøres fyldet:
  • Rist hasselnødderne på en tør, hed pande indtil de dufter og skallen begynder at løsne sig. Afkøl let, gnub dernæst den løse skal af, og hak hasselnødderne groft. 
  • Bland nu nougat, hasselnødder og cognac til en blød masse.
  • Skæl og halver pærerne*. Tag kernehuset ud og skær pærerne over endnu engang. 
Gå tilbage til tærtedejen:
  • Når dejen er kølet af, deler du dejen i 4 næsten lige portioner: 2 af dem skal være en anelse større; det er til bund og kanter
  • Strø mel på bordet og rul de største to klumper ud på størrelse med tærteformenes bund. Læg dejen i de smurte tærtefade, og klem dejen forsigtigt op ad formens kanter
  • Nu fylder du hvert pærestykke med en lille portion nougatfyld, før du lægger pæren med den buede side opad i formen. Dette gentages, indtil formen er fyldt op med pærer. 
  • Rul den sidste portion dej ud, og bred den ud over pærerne. Tryk forsigtigt kanterne sammen.
  • Pensl med et pisket æg og drys med perlesukker
  • Bag tærterne ved 180 grader varmluft i knap 40 minutter. 
  • Afkøl let, og server med flødeskum vendt med ristede, groft hakkede hasselnødder og lidt cognac i. 

* Du kan, som skrevet står, sagtens anvende friske pærer. 
Jeg holder dog så meget af syltede pærer, at det altid er denne udgave, vi bruger her i huset. Syltede pærer er såre let at slippe omkring: 


Syltede pærer:

  • Tag 1 kg. pærer og skræl dem. 
  • Halver, tag kernehuset ud og læg pærerne i rengjorte og skoldede sylteglas, der er rystet med en sjat cognac. Tilsæt evt. en bred strimmel vasket citronskal; det giver en fin aroma til de syrefattige pærer.
  • Kog en sukkerlage af 5 dl. vand, 125 g sukker og 1 strøgen tsk. vanillepulver (Urtekram)
  • Når lagen koger, hældes den (kogende) henover pærerne, som herefter lukkes stramt til med det samme. Dagen efter kan pærerne bruges til tærten eller, oh!, anrettes i en krystalasiet med en skive vanilleis! Dét er en dessert, der har haft sin storhedstid! 
Note: ting, der skal holde sig, kræver høj grad af ordentlig hygiejne. Vask hænder og sørg for, at glassene virkelig er helt rene, før pærerne lægges i. Alternativt kan pærerne faktisk godt fryses, når de har trukket en dags tid i lagen. Frys da med lagen og regn blot med, at de bliver en smule mere skøre end glasudgaven.

Pæresirup kan du få ved at koge lagen fra de syltede pærer ind til en tæt sirup, når du har tømt glasset for pærer. Du kan også lave en mere intenst smagende udgave, og den findes HER 



- og så ikke mere herfra for i aften...

søndag den 8. september 2013

Opskrift på squashkage


Blot en påmindelse, for opskriften ligger faktisk allerede på bloggen. Det er et faktum, at har man squash, har man mange squash - og så er forslag til anvendelse kærkommen.

Kagen er bagt med mindre sukker og mere groft mel end den klassiske udgave. Men...kage er det stadig - ingen tvivl om det! 

Ingredienser:
3 æg
2 dl koldpresset solsikkeolie. Er du lidt tilbageholdende i forhold til smagen, så lav fifty-fifty og brug ½ koldpresset og ½ almindelig solsikkeolie
3 dl. sukker
5 dl groft revet squash - er det en temmelig saftig udgave, skal du lige presse en anelse af væden fra
2½ dl. hvedemel
2½ dl. grahamsmel
1/4 tsk. bagepulver
2 tsk. natron 
1 tsk. salt
3 tsk. kanel
2½ dl. grofthakkede nøddekerner
2 dl. rosiner el. anden tørret frugt

Fremgangsmåde:
  • Pisk æg og sukker til det er hvidt og cremet. Sukkeret må næsten ikke knase mere.
  • Så kommer det sjove: vælt alt ned i skålen og pisk forsigtigt, indtil det hele er blandet.
  • Op i en mellemstor bradepande og bag kagen ved 200 grader, indtil en kødnål kommer op igen uden dej - det tager knap 1 time. 
  • Af uvisse årsager er det bedst at drikke te til denne kage. Ikke kaffe.
Nogle holder vældig meget af at smøre flødeost-creme henover kager som disse - og det smager også ganske glimrende. Kagen vi bagte i dag skulle dog slæbes med på vaskeægte søndagsudflugt, hvorfor dette velsmagende, men klistrede tilbehør blev udeladt af taktiske årsager. 


Turen gik til Alrø. Et vindomsust, men smukt stykke af Danmark beliggende i Horsens fjord. Der er én vej (dæmning) til Alrø. Og den ender. For enden af denne vej er der en mole. Den ender også. For enden af denne mole er der en badebro - der også ender, som den slags har for vane. Dér kan man til gengæld blive fragtet til Snaptun via en cykelfærge om sommeren. Det har vi til gode - men tanken om en hel søndag i dette område næste sommer kunne godt gå hen og blive en realitet.
Ak ja...næste sommer!

søndag den 9. juni 2013

Chokoladesnitter på tur

Nogle dage efter højtlæsningen af Vinden i Piletræerne drog vores familie selv på udflugt. En tur, der dannede rammen om min kære svigerfars fødselsdag. 



- en svigerfar, hvis rare væsen skaffede os alle fri entré til smukt vejr dagen igennem, hvilket må siges at være lidt af en bedrift, når udflugters skæbner i reglen synes nært forbundet med paraplyer og vandpytter... 

Bevæbnet med tæpper, kølertasker, bolde, godt selskab, klapstole, solcreme og ikke mindst: småfrikadellerrabarbersaftlækrepølsehornoggrovbollerhjemmelavetleverpostejkølighvidvin..med mere. Med mere rummer blandt andet disse chokoladesnitter:

Chokoladesnitter
-  som du naturligvis skal have opskriften på. 

Det er en opskrift, der går langt tilbage i min familie. En kage, der har vist sit værd mere end hvad går an at skrive om her. Den er gennemtestet og godkendt. 

Chokoladesnitter (lille bradepande)

Bund:
125 g smør
140 g sukker
4 æggeblommer
250 g mel iblandet lidt grahamsmel
2 tsk. bagepulver

Mørk, syrlig marmelade* 

Fremgangsmåde:
  • Ingredienserne til bunden æltes godt sammen, og trykkes ned i en smurt/beklædt bradepande
  • Herpå smøres marmeladen i et godt, jævnt lag.
  • Gå videre til fyldet (nej, bunden skal ikke forbages..)

Fyld:
4 æggehvider
350 g sukker
125 g kokosmel
3 spsk. kakao

Fremgangsmåde:
  • Hviderne piskes stive og blandes med de øvrige ingredienser til fyldet
  • Bred fyldet henover kagebunden og marmeladen med forsigtige bevægelser, så marmeladen ikke tværes rundt
  • Bages på nederste rille i 35 minutter ved 200 grader.
  • Kagen egner sig til at fryse ned. 
* Du kan bruge hvilken som helst udgave af mørk, syrlig marmelade: solbær, hindbær, sveskeblomme eller blandinger hvori der indgår mørke bær og citrusfrugter. Hvis du tænker i de baner, er du på ret kurs.


Udflugter som den i dag nedfældes i en særlig bog for særlige minder. 

mandag den 27. maj 2013

Den nat en lakridscookie stødte ind i Bagte Rabarber, Mægtige Marcipan og Lumske Mascarpone.

- og jeg kan godt betro dig, at det var et overordentligt heldigt sammenstød! 


Lakridscookies med mascarpone og rabarber

Trænger du til:
- sprød småkage med bløde humpler lakrids og chokolade?
- Cremet mascarpone, blød marcipan og næsten karameliseret rabarber? 

Ja? 

Helt sikker?? 

Godt så! 

Så må du gerne læse videre....

Giver ca. 30 cookies - eller småkager...om man vil
Ingredienser, lakridscookies:
80 g smør
125 g sukker
1 stort æg
1 tsk. vanillesukker
1 tsk. natron
1 tsk. rålakridspulver med top
100 g hvedemel
50 g havregryn, finvalsede
30-50 g sød, finsk lakrids - fint hakket 
120 g mørk chokolade, groft hakket
30 g hvid chokolade, groft hakket
1 stor spsk. lakridssirup
2 spsk. lys sirup

Fremgangsmåde:

  • Bland smør og sukker godt sammen
  • Tilsæt de øvrige ingredienser og bland alt godt sammen - dejen er ret klistret. 
  • Sæt dejklumper på bagepladen med to teskeer. Giv god afstand; dejen flyder ud. Tænk på at lave dejklumperne så tilpas små, at de ved servering kan spises som nemme hapsere i stedet for besværlige kager, der eksploderer ved første bid og efterlader dig uden venner for evig tid og alt sådan noget..
  • Bag småkagerne ved 180 C i 11 minutter almindelig ovn
Og så til fyldet!
(som kan laves i forvejen og opbevares på køl)

Ingredienser, bagte rabarber
400 g rabarber, renset vægt
100 g sukker
75 g marcipan, revet groft på et råkostjern*

  • Skær rabarberstænglerne i tynde skiver på skrå, ca. 0,5 cm tykke. 
  • Bred dem ud i en bradepande (foret med bagepapir), drys med sukker og bag dem ved 130 grader i ca. 25 minutter.
  • Bred revet marcipan udover, og sæt bradepanden ind i ovnen igen i 20  minutter.
  • Når de 20 minutter er gået, må der gerne være lidt rabarbersaft/sirup i bunden af bradepanden; det suger rabarberne til sig, i takt med at de køler af. 
  • Kan opbevares på køl indtil anvendelse
Endvidere 
1 bøtte Mascarpone + lidt mere lakridssirup

Inden servering:
  • Pisk mascarponen godt sammen med 1 tsk. lakridssirup, så den er ensartet og cremet. 
  • Kom mascarponen op i en sprøjtepose og sprøjt cirkler ud på halvdelen af småkagerne. 
  • Placer 2 tsk. rabarber/marcipanfyld i midten, dryp lidt lakridssirup henover og læg låg på med en ny småkage. 


Serveres for en nøje udvalgt skare af gæster, der i sandhed formår at sætte pris på den mere gavmilde side af livet.



*Marcipan er let at rive, når det har ligget i fryseren en stund forinden.


Note: Jeg fik en lækker pakke fra Odense Marcipan fornylig, hvor jeg fik mulighed for at prøve at nogle af deres produkter. Opskriften er derfor udviklet med råvarerne herfra - der var simpelten for meget godt i køkkenskabene til ikke at gøre noget ved sagerne! Tak til Odense for det :)