Møre fennikel med kapers, fløde og citron |
- På ristet brød med nypresset honning og uendeligt smukke skiver dybrøde jordbær funklende på toppen.
- På morgenmad i det fri.
- På kølig hvidvin i godt selskab.
- På snak og forventningsfulde samtaler om næste måltid..og næste måltid igen.
En sommerferie, hvor man har unger, der gider smage på en fiskesuppe, er klar på at lade sig overrumple af søde ostedamer i Thises lille osteri og beredvilligt kaster sig ud i krydret og røget chilismør. Dét, min kære læser, er lidt af sommerferiens essens for mig.
Her til aften lod jeg et par knolde fennikel dele sig under den store kokkekniv. Lod dem mørne i en salig blanding af fløde, sennep, citronskal, groft peber og lidt hvidvin, alt imens nye kartofler fra min mors have kogte i gryden ved siden af, og fiskefrikadellerne blev gyldne på panden.
Det blev et særdeles lykkeligt match i smag og konsistens, som du skulle unde dig at prøve kræfter med.
Udførlig opskrift på nævnte fennikel forefindes ikke; kontoret for akkuratesse holder sommerferie, men anvisninger kommer man heldigvis nærved og næsten i mål med.
Du skal bruge:
1 knold fennikel
Lidt koldpresset raps- eller olivenolie
1 spsk. kapers
Fint revet skal af ½ citron
Tre generøse bløb fløde, og nej, du formaster dig på ingen måde til at bruge andet end klassisk 38%.
1 spsk. grov sennep
Et diskret skvæt hvidvin af anstændig karakter
Et strejf groft kværnet, sort peber
En damehåndfuld fint hakket dild og persille
Fremgangsmåde:
- Skær fennikel i grove både
- Sauter dette i lidt olie sammen med citronskal og kapers i ca. 5 minutter uden at det branker - der er tale om en blid stegning
- Kom fløde og sennep ved, og lad det snurre på panden i ca. 15 minutter, eller til fløden begynder at tætne og koge ind
- Tilsæt hvidvin, salt og peber og smag til
- Serveres med et generøst drys friske krydderurter henover
- Spises sammen med fisk eller blot syrligt surdejsbrød som en let, vegetarisk frokostret
Ingen kommentarer:
Send en kommentar