mandag den 12. oktober 2015

Gå ikke efteråret i møde uden!


Havregrød med gulerod, mandler og pære

- Uden en virkelig god opskrift på GRØD :)

Det er nemlig i den grad blevet sæson for ting, der kan stå mål med lave temperaturer, mørke dage og regn og rusk ude i naturen.
Grød, suppe, simreretter og lignende hyggeligheder vil derfor fylde bloggens sider den kommende tid...

Den fuldgode fornemmelse af  varm grød i maven kan være den bedste start på dagen, men der er nu intet til hinder for at sætte grød på bordet på andre tidspunkter af døgnet. 
Nedenstående opskrift på grød spiste jeg til aftensmad forleden, hvor det skulle gå lidt stærkt, men hvor behovet for noget ordenligt alligevel var et krav. 

Det er nemlig det gode ved grød; 
1) det behøver ikke tage så farligt lang tid 
2) man kan komme såvel frugt som grøntsager heri
3) man kan blande blødt og knasende, koldt og varmt
4) give sin pengepung en lille pause og lade den være hovedmåltidet en aften, som man gjorde det årtier tilbage
5) blive helt lykkelig ved tanken om, at der skulle gemme sig en lille rest grød efter måltidet, som efterfølgende kan bruges til verdens bedste vafler eller boller. Måske skulle jeg lige finde den opskrift frem igen snarest...

Denne grød kan så absolut spises som aftensmad såvel som morgenmad!

Til 1 sulten person

Ingredienser:
2½ dl. vand
1 dl havregryn
1 lille gulerod
1/4 pære, fast men moden (eller et godt, dansk æble. Jeg har afprøvet begge dele, men foretrækker pære)
1 dl. mandler og græskarkerner
2 dadler
½ tsk. (økologisk) limeskal + lidt saft
1 knivspids salt
Evt. en smørklat til servering

Fremgangsmåde:

  • Sæt vandet over at koge, og i mellemtiden klargøres de øvrige ingredienser:
  • Skræl guleroden og riv den fint
  • Skær pæren i tern (du behøver ikke at skrælle den)
  • Hak mandler og dadler groft
  • Riv lidt skal af en lime, og pres lidt saft
  • Når vandet koger, tilsættes havregrynene og den revne gulerod. Lad det koge knap 1 minuts tid, før de sidste ingredienser tilsættes. 
  • Kog grøden under omrøring i knap 5 minutter, så guleroden lige akkurat er mør, men ikke koger ud. 
  • Smag til med salt og limesaft

Ingen kommentarer:

Send en kommentar