Madbrød med rødbede og rosmarin

Madbrød med rødbede og rosmarin

Her ser du et madbrød. Et brød, der er egnet til en hverdagsaften, hvor behovet for en vis portion fibre og en smule fornuft nødvendigvis må fortrænge et brød bagt udelukkende på hvidt tarmforskrækkende pulver. 

Det er et brød med stor smag og saftig kerne, der tilbyder god mæthed til det heldige asen, der sætter tænderne i det. 

Den lidt fade og jordnære rødbede sættes i fin kontrast til den mere skarpe og parfumerede rosmarin på toppen af brødet.

Ingredienser:

50 g solsikkekerner
50 g boghvede, hel
150 g kogende vand
--
10 g gær
50 g rødbede, groft revet
250 g koldt vand
250 g ølandshvede, let sigtet med kim og skaldele
250 g hvidt tamforskrækkende pulver (almindeligt hvedemel)
2 tsk. groft uraffineret havsalt
--
Rosmarinkviste
Flagesalt og god olie

Fremgangsmåde:

• Overhæld solsikkekerner og boghvede med det kogende vand. Lad stå til det er lunkent
• Tilsæt koldt vand, gær, rødbede, de to slags mel og saltet og ælt alt sammen, til det er en sammenhængende, men klistret klump dej. Lad dejen hvile 20 minutter under et klæde, inden du ælter videre. 
• Efter denne pause vil dejen være mærkbart nemmere at arbejde med, men den vil stadig være let klistret. Du skal ikke ælte denne dej med indædt fanatisme, men folde den et par gange - evt. hjulpet af en ståldejskraber, der løfter dejen væk fra bordpladen. Har du ikke en dejskraber til dette, kan du alternativt oliere bordpladen; så hænger dejen ikke i. 
• Når du har foldet dejen, lader du dejen hvile 20 minutter igen (fortsat under klæde).
• Efter de 20 minutter gentager du processen med at folde dejen en sidste gang, inden du lader dejen hæve til knap dobbelt størrelse - det gøres også på køkkenbordet under et klæde. 
• Når dejen er hævet tilstrækkeligt*, lemper du den over i en smurt form (undlad bagepapir, hvis du vil have en sprød bund) og presser den blidt ud i alle kanter. 
• Lad dernæst fingrene gå til bunds i den bløde dej, så der opstår dybe huller. 
• Hæld en god olie udover, drys rundhåndet med flagesalt og pres små rosmarinkviste ned i hullerne i en mængde du kan tolerere. 
• Lad dejen hvile 30 minutter og bag den derefter i en forvarmet ovn ved 210 grader i knap 30 minutter. Tag brødet ud af formen, og giv den evt. 5 minutter på en rist i ovnen, hvis du syntes, at bunden ikke er så sprød, som du gerne vil have den til at være. 

*Når dejen er bævrende blød og luftig, er den hævet tilstrækkeligt. 

Nb:

Brødet kan koldhæves hvis du har mere lyst til det - så skal dejen blot foldes/hvile 20 min. i to omgange, før den puttes i den smurte form og sættes på køl. Næste dag prikkes huller med fingrene, olie, rosmarin og salt tilsættes - lige som beskrevet ovenfor. 

Note om melet i brødet:
Brødet er mere kompakt end man måske er vant til. Det skyldes det høje indhold af let sigtet ølandshvede, som er oppe på 50% af dejens totale melindhold. Kan du bedst lide lettere brød, kan du sænke mængden af denne type mel, så forholdet ender på 2/3 almindeligt hvedemel og 1/3 ølandshvede - dette forhold er "det klassiske" forhold, hvis man vil bage et let groft brød. 
Så er spørgsmålet hvad du prioriterer...

Kaffepunch

Kaffepunch er noget halsstarrige sømænd med hvidt fuldskæg drikker, når skuden er nået sikkert i havn. Noget, der giver vand i øjnene og løsner op i såvel stramme kæber som rødsprængte og ophovne næver. 
Kaffepunch er med andre ord ikke lige sådan at komme ind på livet af, hvis altså ikke man har et skud saltvand i blodet fra naturens hånd. 

Det har jeg ikke. Slet ikke. Der er skræmmende lidt søulk at prale med, hvilket med usvigelig sikkerhed sender mig ud i problemer, hver gang vi befinder os på en båd for at nå frem til en lille hytte langt oppe i de norske fjelde. 

Alligevel skal indlægget handle om kaffepunch - for selvom man hverken bryder sig sønderligt meget om snaps i kaffe eller lige kan hive en 10-øre op af lommen - så havde man altså fat i den lange ende, da denne drik blev opfundet. 

Drikke med kaffe og alkohol kan groft set deles ind i to kategorier:
Dem der ælsker at lempe letpisket flødeskum ovenpå den dampende varme herlighed.
Dem, der helst vil være denne rige oplevelse foruden.  

Sidstnævnte kategori er egnede at servere en god kaffepunch for.

Man tager:

• En smuk kop, et rustikt krus, en egetræstønde eller et tyndt glas med håndtag. Det kommer sig ikke så nøje, men glasset må nødvendigvis afspejle personen, der indtager den forjættede og hede væske. 
• I glasset/koppen/kruset (lad os sige, at det rummer 2 dl), hælder man først kaffe op, så det fylder godt og vel halvdelen af den samlede volumen. Heri tilsætter man 1 tsk. mørk kandis i passende grove stykker - man vil mene, at der kan stables 5-6 tsk. op på én teske på en god dag uden for megen bølgegang. Der røres, først 14 gange den ene vej, mens en passende vise synges for fuld udblæsning. Dernæst, en smule mere andægtigt, røres der 17 gange den anden vej. Her skal der ikke synges. 
• Nu tilsættes 0,5 dl spiritus af rimelig herkomst, ikke likør. Det skal være spiritus, som man syntes godt om i selskab med kaffe. Cognac, eksempelvis*. 
• Sluttelig løfter man kruset til næsen og snuser ind. Får man lette halluciasioner, er den god nok. 
• Nippes og nydes langsomt. 

Kaffepunch skal være hed, varm og stærk. 

* Er man ude i den mere alvorlige - eller traditionelle afdeling for kaffepunch-trængende individer, kan man naturligvis gå planken ud og hælde klassisk snaps i koppen. Så er en sukkerknald bedre end kandis, og 10-øren må nødvendigvis placeres i koppens bund, så man har noget at styre efter. Mennesker, der kræver en rigtig kaffepunch skal man ikke køre om hjørner med. Jeg siger det bare. 

Komprimerede energistænger

Müslibar a la Kunster på køkkenbordet

...der ikke smuldrer, brækker, indeholder mængder af smør eller fedter for meget.

Det er en tilsnigelse at kalde disse små, kompakte stykker for brød, for hovedbestanddelen er nemlig frugter og flager. De er komprimeret i smag og næring hvilket gør dem oplagte at tage med, hvis man ikke har tiden til at spise en hel masse - men alligevel har brug for en portion energi. Vi er ret vilde med dem i vores familie og tager dem bl.a. med i tasken som en god snack efter weekendens tur i svømmehallen.

12 stk. i aflange silikoneforme

Ingredienser:

Del 1

2½ dl havregryn, finvalsede

1 dl. havregryn, grovvalsede

1 dl. ristet müesli

1 dl. risflager (fra Urtekram)

1 dl. rosiner

2½ dl. groft knuste cornflakes

1 dl. boghvede, hel

½ tsk. salt

½ dl. hvedemel

5 dadler skåret i små stykker – brug de faste dadler

Evt. 1 tsk. kanel

Del 2

1½ æggehvide (passer med et bæger pasteuriserede æggehvider)

1½ dl frugtmos, usødet- gerne banan

1 dl smagsneutral olie

½ dl. honning

Fremgangsmåde:

• Alt i del 1 blandes grundigt i en stor skål
• Gå til del 2: Opvarm honning og frugtmosen, tilsæt olie og kom det i den tørre blanding fra del 1 sammen med æggehviden. Rør grundigt rundt
• Bred massen ud i en bradepande (foret med papir) i 2½ cm tykkelse, eller i små silikoneforme. Tryk godt sammen
• Bages 35 minutter ved 200 grader
• Tages ud af silikoneformene, når de er kølet lidt af. Hvis frugtstængerne er bagt i en brødform, skæres de i stænger, inden de puttes i en kagedåse med helt tætsluttende låg

Dogmedage

Dogmedage er vigtige. Det er de, fordi de rykker rundt på gråvejrsdage og nedadgående mundvige. Gør de kedelige ting spændende - eller i hvert fald lidt mere interessante. Dogmedage er hvad man gør dem til, og det er sikkert og vist, at der altid flytter en håndfuld dage af denne karakter ind, nøjagtigt samme tid, som rakketerne futter ud. Eller op. 

Jeg holder af nytåret. Alt det nye, der venter forude og alt det velkendte, man glædes ved at hilse på igen. 
Noget af det, som gør tiden omkring nytår så særlig for mig, er at køkkenskabene, de to frysere, bryggerset med...flere skabe og endelig skuret med de sidste æbler og kvæder bliver endevendt. Før der kommer orden, må kaos herske. Og det gør der, skulle jeg hilse at sige. Mængden af juleknas er stadig truende og der er sære poser i fryserne, som ingen kan huske noget om. 
Der er ikke bare lavvande i budgettet; der er også et ønske om at lade det overdådige juleorgie blive mødt af en hverdag, som står i kærkommen kontrast hertil. Det der med nidkært vægttab og askesefyldte klidboller bliver der ikke gjort særlig megen dyd ud af. Der er for mange gode rester, som kræver sin kærlighed. Der bliver i stedet kastet ret megen iver ud i projektet med disse såkaldte dogmedage. 

Princippet er enkelt:

• Vi køber kun de råvarer, som vi ikke kan undvære. Resten skal komme fra fryserne, køkkenskabene, haven og køleskabet. Der er en sirligt nedskrevet liste over ting fra frost, der skal bruges - og der bliver streget hver dag. 
• Der må ikke puttes noget på frost - bortset fra brødbagning, hvor man har bagt for meget.
• Dogmedagene lukkes og slukkes, når indholdet i fryserne atter når et acceptabelt niveau. Når grønkål og jordskokker har haft deres glanstid på bordet i så mange afskygninger, at man skylder dem at holde en pause. Når man slet og ret syntes, at man har gjort et hæderligt stykke arbejde. 

Sprød salat med æbler, saltede peanuts, krydderurter og fint skåret (og skrællet) stok af broccoli

I skrivende stund kan man således glæde sig ved tanken om følgende på frost:

• 1 andelår, der venter på at blive taget nænsomt hånd om. 
• 1 suppe, der går under navnet "skal pimpes - hjælp denne suppe!" 
• Cuvette i appelsin- og løgsauce
• Fåre-grillpølser fra min kære faster - og dem glæder jeg mig særligt til - har endnu ikke smagt dem, da det var en julegave til mig.
• Udefinerbar gryderet til 1 person. Den glæder jeg mig ikke synderligt meget til.
• 1 stor pose brød til karamel brødbudding med æbler
• 1 poser rugbrøds-endeskiver til øllebrød eller ymerdrys
• Grundsauce til en god karrysuppe
• hvidebønner, kidneybønner, hjemmelavet pesto i små poser fra i sommers
• ... plus 437 små andre poser med hyggeligt indhold, der venter på anvendelse. 

Nytårsfortsæt? 

- navn og dato på hver pose, der ryger på frost!

Knap så spændende - men man er vel blevet voksen.

Hvad skal man dog gøre af sig selv

En (for mig) højt elsket tid på året rinder så småt ud. Et godt år er tillige på nippet til at takke af.

Skønne juledage afløses af en mild rastløshed, som skal anbringes på noget af relevans. Her har man gået og nydt livet, fordøjet og forbrændt, været eftertænksom, distræt - men også temmelig nærværende i fremstillingen af det nye Lego legetøj m.m. til familiens yngre medlemmer. Nu mangler man noget, man kan kaste sin ildhu over og stille skarpt på - og helst noget, der giver lidt mere mening end synet af (mere) marcipan.

I går kunne man se en skikkelse vandrede rundt i haven med skiene på nakken og kigge op i den blå himmel efter et tegn på sne - eller blot lidt forsvarlig kulde til en begyndelse.. 
Da et begyndende hold i nakken var under anmarch skiftede personen taktik...og kiggede ned. 
Dér i den sumpvåde have kunne rastløstheden og juleafmatningen få kamp til stregen. Nu hvor haven atter var blotlagt for sne og frost, kunne man nemlig svinge spaden og nå ned til de guldklumper, der lå og gemte sig lige indenfor rækkevidde. Guldklumper og insisterende og omsiggribende pælerødder. For ikke at tale om de ting, der rask væk kunne indsamles med en vallen og rød næve. Jordskokker, peberrod, kørvel, persille, grønkål og porrer fulgte velvilligt med indenfor til klargøring og forsvarlig opmagasinering. 

Det føles godt at kunne bruge nogle af disse sprøde og friske ting til den nært forestående nytårsmenu. 

Det er da ikke.....nej dét er det ikke! 

Men kan kunne jo godt ønske at det var. Vores have lige nu, altså.

Tilbage til klargøringen af den menu.

Glædelig jul!

Fra mig...

...til dig

Kan det være meget bedre?

Det er egentlig nu, man skal huske at nyde det hele. 

Om en god uges tid er ét af årets højdepunkter afviklet.. Løjerne er begyndt at falme og forventningerne er forlængst indløst. Afløst af nye forventninger, bevares. Men ikke helt på samme måde. 

Nej. Lige nu skal man huske at nyde. 

Alt det lækre

De uventede pakker, man kan få lov til at indløse på posthuset

- og de behagelige udflugter, som kun kan fremme den gode stemning.

Lige nu. Lige nu.

En fortælling om et fredagsritual

Der var engang en familie. 
Helt normal, meget normal. Denne meget normale familie på to voksne og to små børn havde et meget normalt liv med 2 x fuldtidsarbejde, et hus, en have, børn og et liv at passe. 
Det med søvn gjorde man ikke så meget i. Det var nu også noget opreklameret, det med søvnen altså. 

Når aftenstunden sneg sig ind på det lille hjem, de huslige pligter var vel overstået, og to, små poder med renskurede ører var lagt til at sove, skete der som oftest det, at Den Ene i husstanden kastede sig ud i diverse sportslige aktiviteter bevæbnet med pandelampe og refleksvest. Udenfor. 
Den Anden, hvis arbejde var ganske aktivt, trak vejret dybt og satte sig veltilfreds med en kop te, tegnegrejet og computeren. Så var det meste inden for dovenskabens rækkevidde; det vil sige en arms længde.

På et tidspunkt ville Den Ene dukke op igen med frisk luft i tøjet og eventuelt bande lidt over pletvis dårlig asfaltbelægning. Den slags har en betydning, hvis fødderne befinder sig ovenpå en række hjul. Den Anden ville nikke forstående men måske også hentyde noget om, at det aldrig havde været menneskets pligt at befinde sig oven på 10 hjul.

På den måde kunne aften efter aften afvikles uden megen dramatik, og ofte ville man efter dette korte pusterum fra larm, pligter eller andet fælt, trække vækkeuret op og begive sig til køjs.

På den lange bane var det ikke helt sundt at køre den slags parallelløb, men Den Ene og Den Anden voksne befandt sig et sted i livet, hvor tiden til at puste ud med egne projekter ikke rigtigt eksisterede, og derfor var det en behagelig døs at blive lullet ind i. 

Lige indtil en aften, hvor den ene voksne fik en fiffig idé: Hvad med at indføre en aften...en fredag aften...hvor man efter podernes sengetid skulle skiftes til at mikse en drink efter eget påhit, og som skulle nydes i hinandens selskab? Ideen fik lov til at bundfælde sig, og det skulle snart vise sig at være et hit, der nu er fast forankret i det lille hjem:

Hver fredag (når der ikke er selskabelige arrangementer) skiftes vi nu til at mikse en drink, én drink, til hinanden, som vi nyder sammen. Der er skabt et hul i den ellers pakkede kalender, hvor der afses - og prioriteres - tid til at få snakket med hinanden. 

Nu tænker du måske, at det lyder vel puritansk og lige lovligt udfordrende at strække en hel drink over en fredag aften? Ser du: jeg skrev sandfærdigt, at vi konstant mangler en times søvn hist og her i det store regnskab, og så ville den komiske reaktion ved lidt mere alkohol bare være, at vi begge faldt i søvn hen over spisebordet efter ganske kort tid, hvilket er en højst ubekvem stilling at sove sin beskedne rus ud i. Derfor. 

Omtalte drink er, naturligvis, bare et påskud for at få snakket sammen og prioritere tid med hinanden - saftevand, popcorn, nybagt leverpostej eller postevand går lige vel an. Måske nok ikke lige postevand alene; så bliver det trods alt lidt for svært i længden af fastholde begejstringen - men pointen er nok lige rundt om hjørnet under alle omstændigheder.

Det kan anbefales. Vel kan det så.

Rester af hokkaido - græskarsmør

Græskarsmør med fennikel og chili

I skrivende stund skulle jeg have været i færd med at konkurrere med min søster og mor om at fremstille den mest perfekte æbleskive. Have lavet farverig marcipankonfekt med de mindste og klippet hjerter til julepynt. Det endte anderledes, idet en snestorm indefrøs planen og reviderede vores forventning om denne søndag i advent. 

Hmpf. Hmpf. Æv og snyd. Disse blev spist sidste år...

Nu er der til gengæld tid til at udgive det indlæg om den bagte hokkaidos endeligt, som har været planlagt i et  beskedent stykke tid. 

Græskar bliver urimeligt cremet efter opvarmning, og det kan udnyttes til et smørbart pålæg eller dip, som kan spises til rå grøntsager, ovenpå lunt hjemmebagt brød eller bruges som base i en karryret.

Rester er en svær størrelse at lave en opskrift efter, idet de færreste kan siges at levne samme mængde. Derfor får du blot vejledende anvisning på, hvad jeg har gjort med det, der var tilbage hos os.

Hvis resterne af din hokkaido har været opbevaret på køl, kan du uden problemer lave dette græskarsmør 4 dage senere -på det tidspunkt virker synet af græskar atter voldsomt opkvikkende og fornyende.. 

Græskarsmør

Ingredienser
Omtrent ½ hokkaido - uden fyld. Fyldet giver du til dine høns. Eller nabo. Eller luner det i en pandekage sammen med en rest hakket oksekød.
2 fed hvidløg 
Et ordenligt drys friskt kværnet sort peber
Et par centimeter rød chili, finthakket
Fintrevet skal og saft fra 1 citron
Fintrevet skal og saft fra ½ appelsin
evt. 1 tsk. grofthakkede fennikelfrø, hvis noterne fra den tilberedte hokkaido ikke længere er at spore.
Evt. lidt frisk ingefær

Fremgangsmåde:

• Hak hokkaido groft - brug også skallen
• Tilsæt de øvrige ingredienser og blend det hele sammen til et meget cremet dip/smør
• Drys evt. med ristet sesam og nigellafrø ved servering.

Her er der som sagt ingen æbleskiver. Ingen klippede, flettede hjerter og ingen marcipankonfekt. 

Der mangler noget, gør der!! Meen: man må tage revance og måske købe en sneplov til bilen...

...når nu man ikke kan prale af kane og rensdyr!

Den enes død er den andens brød...

Ak! 

Jeg er en stakkels julegris af marcipan, vistnok.

Min skæbne er mig ganske slem; jeg havner i en sok. 

En lille dreng med hang til sødt skal klemme om min mave, 

og spise lidt hist og spise lidt dér; nej, nej: Det vil jeg slet ikke have!

Én havde nok forestillet sig en fremtid så lys, 

måske som minister, en degn eller bare dronningens vikar -

Nu er det for sent; jeg er lovet væk, oh.....var ham drengen dog blot.......

vegetar!