torsdag den 29. marts 2012

29.3 Kiks til påskefrokostens ostebord



Mon ikke du skal holde en påskefrokost eller 2 i løbet af de næste dage??


Den klassiske med sild, æg, glade kyllinger på brune flasker, små grønne karsestumper hist og her - og måske et ostebord som afslutning? Det skal vi - og kiksene er i år hjemmebagte. Det koster ikke mange basseører i forhold til købte kiks, og som bonus bestemmer du selv, hvilken form de skal have. 
De to faktorer holder jeg meget af.


Smørbagte crackers til ost
Grove kiks med havre og rug
Sidstnævnte kan du nok godt huske - disse er blot lavet på Kornkammerets blanding af rug- og havregryn og uden tørrede frugter. 


Opskriften på crackers kommer her:


Crackers med timian 

Ingredienser:
250 g hvedemel
et nip salt
30 g smør
1 1/4 dl. varm sødmælk
1 stor tsk. tørret timian eller rosmarin (fint skåret, hvis du bruger friske stilke) 


Fremgangsmåde:
  • Bland mel, smør, salt og timian
  • Tilsæt smør og smuldr det godt ud i melet
  • Tilsæt den varme mælk og ælt det godt, indtil dejen er glat og smidig. 
  • Lad dejen hvile på køkkenbordet 10 minutter, indtil den atter er let at arbejde med
  • Rulles så afsindigt tyndt ud (med en kagerulle og uden mel på bordet), at du næsten kan se igennem dejen, når du løfter den op fra bordpladen. Den er let og elastisk at arbejde med*
  • Skæres i de former, du har lyst til, hvorefter de fragtes over på en bageplade og bages ca 8 minutter ved 220 grader. 
  • Opbevares i en kagedåse med tætsluttende låg

 *Begynder dejen at "trække  sig sammen" under udrulning, skal du blot lade dejen ligge og få en hvilepause. Det er gluten-nettet, der strammes under hhv udrulning og æltning. Dette gør sig også gældende for din pizzadej. En lille hvilepause i ny og næ får dejen til at være så medgørlig som en pensionist, der lige har vundet købmandspakken med kaffe, chokolade og to frosne ænder til bankospil. 

1 kommentar:

  1. Kunne man på forhånd få tips til indhold til en påskefrokost? Kan ikke komme på andet end røget mørbrad og æggestand :-D

    SvarSlet