 |
Pasta med asparges, broccoli og flødecreme |
Det er nu, man skal huske at kaste sig over asparges. Hvide og grønne - begge i hobetal!!... og tag så venligst at finde nogle, der kommer Danmark. Ikke Peru, Spanien eller hmmm...noget tilsvarende. De høstes i Danmark denne korte periode - og det føles som uhørt og dekadent luksus at købe den danske, helt friske udgave. (Hvilket også betød, at jeg lod de lidt runkne økologiske asparges fra Spanien ligge til fordel fra de smukkeste, sprøde eksemplarer fra en dansk forhandler. Det gav ligesom meget mere mening).
Denne pastaret kan sagtens spises vegetarisk, men har du lidt lufttørret skinke eller en god luns bacon, har det jo som bekendt aldrig gjort nævneværdig skade på en ret mad som denne.
Sovsen er uhørt cremet, dels fordi den indeholder fløde, dels fordi den piskes til blødt skum, før den vendes i pastaretten.
Ingredienser:
250 g pasta
(evt. lidt bacon/lufttørret skinke)
1 bundt (i alt) hvide og evt. grønne asparges
½ hoved broccoli incl. stokken
citronskal og -saft fra ½ citron
2 dl. fløde
0,5 dl. letmælk
1 fed hvidløg (eller toppen fra ét ude i haven)
1 bundt persille
4 blade estragon (eller halv stilk. Endelig ikke for meget, da estragon er så dominerende)
sort peber og salt efter smag
Fremgangsmåde:
- Bruger du bacon eller tørret skinke, ristes dette i olie i den gryde, du vil koge pastaen i. Dette giver smag til kogevandet. Når kødet er svitset, tages det op fra gryden og over i en skål. Kom pasta i gryden og hæld rigeligt med kogende vand henover.
- Mens pastaen koger, klargøres grøntsagerne og urterne: hvide asparges skrælles med en tyndskræller, knækkes og skæres i skrå stykker. Grønne asparges vaskes blot, knækkes og skæres i skrå stykker. Broccoli vaskes og dels i små buketter og stokken skrælles og skæres i små tern. Hvidløg pilles og persille og estragon vaskes grundigt og citronen vaskes og skallen rives.
- Mens pastaen fortsat koger, klargøres flødecremen: Kom fløde, mælk, citronskal og -saft, hvidløg, persille, estragon, salt og peber op i en blender og blend, til cremen begnder at tykne. Sæt til side.
- Når pastaen er næsten kogt, tilsætter du broccoli og asparges, og lader dem koge med de sidste 1-2 minutters tid - endelig ikke længere!
- Hæld vandet fra og vend flødecremen i. Bland nænsomt alt sammen og smag til med salt og peber.
- Spises omgående.

- Har du bemærket, at der til et helt aftensmåltid kun blev brugt én gryde?!!
(lød det fra én, der nok kunne finde andet og mere fornøjeligt at bruge sin tid på end opvask ved aftentide....)