Havtorn- og æblegrød, skyr og sprød kanelkage |
Med sin smag af syrlig passionsfrugt og bragende flotte orange farve, har det indtil videre være mest nærliggende at skele til det søde køkken, men jeg kunne godt tro at dette er året, hvor bærret bliver inviteret over til den salte smagsoplevelse.
Dette er dog så sødt og klassisk "dessert i lag-tematisk" som noget kan blive! OG simpelt, så det brager.
Ingredienser:
Æbler
Havtorn
Sukker
Skyr
En rest kanelkage, ølkage eller krydderkage
Fremgangsmåde:
- Afsted med dig. Til kysten efter havtorn, gerne iført armeret skåneærme, og med en pose og saks under armen.
- Dernæst må du ud i din egen eller naboens have for at finde et æbletræ, der kan holde til at blive rystet fri for en kurvfuld æbler. Det er bedst, hvis æblerne er lyse/gyldne (så slipper du for at skrælle, da farven på skrællen har noget at sige her).
- Hjemme skærer du æblerne i grove både, og kommer dem op i en gryde (med skræl) sammen med havtorn. Forholdet 1:5, hvor æblerne dominerer, er ikke helt tosset. Hæld en anelse vand på, så æbler og bær ikke brænder på grydens bund.
- Tænd for svag til jævn varme, og lad æbler og havtorn koge under låg i ca. 15 minutter, eller indtil skrællen er blevet transparent og strukturen er udkogt.
- Tag gryden af varmen og passér mosen igennem en trådsigte. Det er lidt omstændigt, men du bliver belønnet med en engleblød og lækker konsistens, og de sorte kerner fra havtornene fjernes samtidig. Overskydende mos kan bruges ovenpå morgengrøden de efterfølgende dage.
- Smag til med sukker og sæt mosen til side. Den kan laves flere dage i forvejen.
- Skær kagen i små tern, læg ternene på en bageplade og rist dem inde i ovnen ved 180 grader, indtil de er sprøde. Rester kan efter afkøling gemmes i et syltetøjsglas med tætsluttende låg.
Ved selve anretningen:
- Kom mosen i de glas, du vil bruge til servering.
- Kom dernæst skyr ved og drys til sidst rundhåndet med den sprødristede kage
Ingen kommentarer:
Send en kommentar