fredag den 13. maj 2011

12.5 En blandet landhandel



 









Hjemmelavede forårsruller og en lækker nudelret som tilbehør - så skynder man sig at sige ja tak til godt selskab og ditto aftensmad hos mine svigerforældre. 
Da vanilleisen, makronerne og rabarberkompotten fra haven fulgte efter som dessert, var der ikke et øje tørt...
Nej, de kan ikke lånes ud; de er mine svigerforældre! :)

Så var der noget med nogen mungbønner og belugalinser...og de har det aldeles glimrende, men fotografen har ikke tid til at forevige dem, så de kommer med i morgen.


Så har vi også en festlig suppedas foreviget i et syltetøjsglas: må vi introducere trin 1 til min surdej!
Den indeholder vand, rugmel, hvedemel, rosiner og yoghurt naturel. Senere sier man rosinerne fra, men de er medvirkende til at sætte gang i gæringsprocessen her i starten.
Er man interesseret i at bage brød af surdej, kan jeg varmt anbefale, at man erhverver sig bogen "Et godt brød" af Dan Lepard - uundværlig til genial brødbagning. Det skulle jeg gerne bevise senere...vedlægger gerne opskrifter til den tid.


Sidst men ikke mindst:
I olympisk hastighed fik jeg ved middagstid hevet en god portion krydderurter indenfor i sikkerhed, da to venlige fyre ankom med det helt store grej til at rense vores tag med - og noget af det kunne ende i mit bed med krydderurter. Det gik ikke, så urterne kom med ind i køkkenet og ligger nu og tørrer, alt det de kan.
Der er tale om de frøkerne Oregano, Estragon og Timian.
Senere skal jeg have lavet estragoneddike, men det kan vente, til de nye stængler kommer op igen. Ingen løgsuppe uden estragoneddike. Det går virkelig ikke!

onsdag den 11. maj 2011

11.5 En snak om spirer



Da jeg i sin tid flyttede hjemmefra, lånte jeg min mors spirebakker. De står stadig hos mig..

Som barn var det magisk at se forvandlingen fra en hård lille kerne til en blød spire over få dage, og som voksen er det blevet en måde at få noget alsidigt grønt på. Spirebakkerne står fremme hele vinteråret, men er nu tæt på at blive pakket væk meget snart; i næste uge er den første salat klar udenfor. 

Rigtig meget kan spire; korn, visse bønner, kerner og linser.
Navnlig korn bliver til en rigtig "super spise" hvis det spires: hvedes indhold af C-vitamin skulle øges med op til 600% og inden for B-vitamingruppen sker der hos havre en forøgelse fra 10% til 1350% i fht. tørt korn.
Er du faldet i søvn, eller kan jeg fortsætte lidt endnu????
Summa summarum er, at det kan være en god idé at spise spirede ting og sager som et supplement i vinterhalvåret. Det tæller ikke, hvis der vokser grønne spirer på osten eller marmeladen....det er en helt anden sag!

Det er nemt, selv uden en spirebakke:
Tag et rent, skoldet syltetøjsglas og smid de spirer derned, du har lyst til at eksperimentere med (en slags ad gangen/pr glas, tingene har forskellige tidspunkter for spiring) og sæt dem i blød i rigeligt vand natten over. Hæld vandet fra og skyl herefter spirerne 3 gange dagligt.
Lad glasset stå ved stuetemperatur. Det er vigtigt, at spirerne ikke søber i vand, så de skal dryppe godt af. Lad være med at skrue låget på, men lad det ligge løst ovenpå. Alternativt kan man spænde ostelærred/gaze henover.
Efter 3-6 dage er spirerne klar og de kan gemmes lidt i køleskabet.
Spises i salater eller lynsvitses i wokretter.

Tingesterne i bakkerne er hhv. beluga-linser og mungbønner (sidstnævnte er de grønne)  Der kommer billeder de næste dage...

tirsdag den 10. maj 2011

10.5 Koldhævet brød


Dagens brød: koldhævet og bagt på hvede, ure og grahamsmel.

Dejen havde den mest fantastiske struktur; var blød og levende, men samtidig sej og elastisk - kort sagt var forventningerne til det endelige brød til at tage at føle på. 
Efter sidste hævning i kurvene gik "Fjernsyn for dig" i luften, og jeg sad plantet foran ovnen fuld af forventninger om, at dejen ville hæve sig op og nærmest sprænge loftet derinde...altså, bevar mig vel - fint er det da blevet; sej krumme og alt det dér - meeen jeg tror, at vi nærmer os tiden, hvor der skal startes en surdej op - for de lufthuller kan altså godt blive større. Meget større.
Jeg skal også have eksperimenteret med at bage i støbejernsgryder - det skulle også være et hit.

mandag den 9. maj 2011

9.5 Løvstikkepesto

Ideen med at blande krydderurter med olie, ristede pinjekerner,hvidløg,  en form for syre, måske en karakterfuld ost og naturligvis godt salt og peber tiltaler mig.
Af samme årsag har jeg arbejdet med rigtig mange krydderurter på denne måde, og navnlig løvstikke holder jeg særligt meget af - så meget, at jeg fryser portionspakker med netop denne pesto ned til ufredstider, smalhals og andet faretruende..

Opskrifter er der mange af, men jeg lægger for god ordens skyld min egen her:

- Et ordentligt bundt løvstikke (det vil nok sige 2-3 bundter, hvis man skal købe dem) - med stænglerne
- En beskeden håndfuld persille - også med stænglerne. (Persillen kan dog sagtens undlades; det er et spørgsmål om smag)
- 1 1/2 dl olivenolie
- 3 fed hvidløg (hvis de er meget friske er to nok)
- 80 g pinjekerner - blidt ristede til de er gyldne
- Skal af 1/2 citron og saft af 1 citron, afhængigt af hvor saftige de er
- 50 g parmesan, hakket groft
- 1 tsk. groft kværnet peber og 3 tsk. havsalt 

Alt blendes. Smag til og juster med citronsaft, salt og peber

Fænomenal til ristet brød, nye kartofler eller serveret til hvid fisk, eks. brosme, torsk el.lign.

 

søndag den 8. maj 2011

8.5 Grov sennep

Til hverdag og fest....eh.. så er sennep bedst! Nemlig.

Grillpølsernes endeligt er nært forestående med dette vejr, og en god sennep er ikke til at komme udenom. Denne skal stå en uge i køleskabet for at trække smag, men allerede nu er jeg optimistisk. Det er ret smart med en uges afholdenhed, jeg mangler nemlig hel enebær og tørrede timianblomster, før missionen er ført til vejs ende - og disse ting regner jeg med at få fingre i en af de næste dage, så smagen kan rundes af.
Opskriften er Kille Ennas - som altid enestående til alt, der har med krydderier at gøre.

lørdag den 7. maj 2011

7.5 Grill

Lørdag aften og godt vejr - så må man tage sin del af CO2-udslippet og hive grillen frem! 

Squash, auberginer og løg kom på.
Koteletterne gjorde dem følgeskab. Jeg havde marineret dem i en blanding af en heftig tomat/hvidløgssauce og resterne af en aubergine-puré vi fik den anden dag. Koteletternes fotogene sider forduftede efter en tur i den cyklamenfarvede marinade, så dem ser man ikke noget til i dag.... men godt smagte de! 
Kogt perlespelt med olivenolie og parmesan. Oregano fra haven.


Ananas, vendt i en blanding af stjerneanis, rørsukker, neutral olie, citronsaft og -skal, blev også grillet. Heldigt for os, at der var en rest is i fryseren! Knap så heldigt for søndags morgenmad, da der så ikke er nogen rester at spise sammen med yoghurt. Bare ærgeligt.

fredag den 6. maj 2011

Nedtælling til 6.maj 2012 er hermed begyndt...

Nytårsdag i det østjyske.... Ingen tømmermænd eller konfetti på gulvet, blot det sædvanlige støvlag af mel hist og her - ganske som det plejer.
Begrebet må hellere pensles ud for at give mening: Det er i dag, at jeg har taget hul på et projekt af præcis ét års varighed, som højst sandsynligvis vil bidrage til både fornøjelse og irritation.
Men hvad da??
Jo.... hver dag har jeg lovet mig selv, at forevige køkkenbordet med det, der nu en gang bliver produceret den dag. Det være sig bryllupskage eller disciplinen udi at åbne en frossen pizza.
Der bliver ikke ryddet op til ære for fotografen eller smurt lidt kagecreme på linsen de dage, hvor nullermændene er ekstra slemme - tilhører man den sarte læserskare, har jeg advaret på forhånd, og tager intet ansvar for hjerteanfald, ildebefindende eller lignende af samme årsag..
Lad festlighederne begynde!

- Og det gør vi så med optakt til weekenden:
Nybagt rugbrød og knækbrød med kanel.

Glassene er snyd og rent blær..
De blev nemlig ikke lavet i dag, men stod på bordet fra i går. Det er rabarber/hindbær/hibiscus-marmelade - og da det ikke er hver dag, at man flikker en marmelade sammen, der har samme farve som kaklerne (jep, originale fra ´72), har de nådigst fået lov til at stå fremme en dags tid endnu og lege camouflage-leg. (for det er i hvert fald ikke mig, der ikke gider rydder op..)