onsdag den 14. september 2011

14.9 PCS

Kender du denne fikse, lille tingest??

Det gør du sikkert, siden du frivilligt har klikket dig ind på en madblog...

Så vil du nok med overbevisning i stemmen fortælle mig, at det er en kødnål.
Ja, joo.. det vil jeg ikke benægte.

Men ser du; for nogle år tilbage var det med at koge kartofler et temmeligt ømfindigt emne for mig. Nogle vil nok endda påstå, at der var tale om et reelt kartoffel-traume; jeg kunne ganske simpelt ikke koge en hæderlig kartoffel.
Min mor, som da nok mente, at have sendt sit barn ud i verden med de mest basale færdigheder, kviede sig.
Da jeg fyldte år, gav hun mig derfor en helt særlig gave; the potato checkstick!

Helt uden at spørge om lov, har jeg her tilladt mig at gengive, ord for ord, hvilken fantastisk smøre hun fandt på - for humor er hun ikke uden, hende min mor :)

TILLYKKE med Deres nye køkkenredskab.
De står nu med en fantastisk nyskabelse indenfor håndtering af de gode danske grønsager.
En kæde er jo som bekendt ikke stærkere end det svageste led, så hvad nytter det at købe sig i armod i de dyreste kartofler, hvis man derpå, når de skal koges, mister overblikket?

Hvilken husmoder har ikke oplevet dette pinlige at måtte servere en udkogt kartoffel for sin ægtemand, når han kommer træt hjem fra sit arbejde. Ikke nok med at man i forbindelse med dagens huslige gøremål har erhvervet sig en frisure, som allermest leder tankerne hen op de fjerede medlemmer af familien (i stormvejr vel at mærke) (det er høns, vi her taler om...red.); men man må også lide den tort at få et - ikke kærligt, men i stedet medfølende smil af sin mand i det øjeblik, han sætter tænderne i dagens kartoffel.
Vi kan betro Dem: Der skal virkelig varmes mange tøfler for at rette op på miseren.

Men fortvivl ikke: For Dem er alt dette fortid:
Den professionelle husmoder bruger THE POTATO CHECKSTICK - i daglig tale blot PCS. Den specielle udformning bevirker, at De aldrig mere vil være i tvivl om status på kartoflerne, og ikke nok med det. De kan roligt stikke løs, for hullerne er så lidt synlige, at selv ikke Deres svigermor vil kunne gennemskue Deres eventuelt forbigående usikkerhed under madlavningen.

THE POTATO CHECKSTICK er udført i den bedste rustfri 18/10 stållegering, og er derfor fuldt opvaskemaskinerobust.

Der medfølger en fiks lille krog, som De helt sikkert kan få Deres mand til at hænge op ved siden af komfuret, så De altid ved, hvor De kan finde den.
Der gives livslang garanti på produktet, så endnu engang hjertelig tillykke.

- Krogen er stadig ikke kommet op at hænge ved siden af komfuret - men koge kartofler, dét kan jeg! Hehe...

2 kommentarer:

  1. Hehe Nina, ja den havde jeg nær glemt.
    Kærligst Mor

    SvarSlet
  2. Åh altså kære Mutti - hun kan noget med ord :-)

    SvarSlet