torsdag den 4. januar 2018

Sprød, knaldgrøn thai-inspireret salat

Vi har afsluttet december med et brag.
Et funklende nyt år venter derude, og det er nu vi har alle muligheder for at få det absolut optimale ud af årets samtlige 12 måneder. Det er også nu, man ikke skal bakse med nytårsfortsæt, hvor det handler om at slå sig selv bebrejdende i hovedet med en håndvægt. Skynd dig at droppe den tankeindstilling! I stedet kan du betragte det som en kærkommen reminder om at fortsætte med at optimere det liv, du er i gang med at leve. Det føles godt, effektivt og som en kærlig hilsen til én selv. 

Når julen har siddet som en enevælde på mit køkkenbord i lidt over en måned, er det på tide med et sceneskift. Smag og øjne skal møde nye input, og det må meget gerne være nogle, der er langt fra stegt and og brune kager. Det er her, den grønne salat kommer ind i billedet.  

Den kræver ingen særlige discipliner, tid eller alt for besværlige ingredienser, så du kan roligt kaste dig ud i det om få øjeblikke. 

Ingredienser:
1 bakke babyspinat
1 agurk
1 rød chili, "Dutch" (den type du oftest finder i grøntafdelingerne)
150 g edamame-bønner (uden bælgen)
saft og skal fra ½ økologisk lime
2 spsk. sød risvinseddike
1 spsk. tamari
1 spsk. mørkt ristet sesamolie
1 spsk. nigellafrø

Fremgangsmåde:
  • Vask spinaten og dup forsigtigt vandet af med et viskestykke eller i en salatslynge. Fordel spinaten på et fad med det samme
  • Vask agurken og skræl den med en tyndskræller eller klassisk kartoffelskræller: Lav lange bånd, indtil agurken til sidst er skrællet så tæt ind på kernerne som muligt. Gem evt. kernerne til en hurtig salsa, eller spis den mens du forbereder resten af salaten. Agurkebåndene anrettes med løs hånd henover spinatbladene.
  • Vask og skær chilien i tynde skiver på skrå. Fjern så mange kerner som du har temperament til. Denne chili er ikke så stærk at det for alvor betyder noget. Fordel ligeledes over agurk og spinat.
  • Overhæld edamame-bønnerne med kogende vand og lad dem dryppe godt af i et dørslag, før de drysses over salaten
  • Bland limeskal, limesaft, risvinseddike, sesamolie og tamari sammen og dryp den henover salaten sammen med nigellafrøene
  • Server øjeblikkeligt - evt. sammen med fisk eller kylling. Er du vegetar, kan retten udgøre et hovedmåltid ved at få tilføjet ristede svampe og risnudler

2 kommentarer:

  1. Ser virkelig lækker ud! Den må prøves. Kh Maj

    SvarSlet
    Svar
    1. Den ér lækker! Og meget januar-egnet... :) Kh Nina

      Slet