onsdag den 4. januar 2012

4.1 Fornem alliance...

..Indgået mellem nogle hindbær, solbær og brombær. Også Hr. Stjerneanis og Fr. Appelsinskal var tilstede under ceremonien...

Hindbær-solbær- og brombæralliance med appelsin og stjerneanis

En flaske brombær- og hindbærsaft kan du også se. Det skulle i virkeligheden have været gelé... men den gule pose i skabet viste sig desværre at være citronsyre og ikke geleringsmiddel som først antaget. Næste hold bliver stivet af i stedet for.

Der er heldigvis ikke så meget panik på køkkenbordet som først antaget. Fryseren, der ikke fryser, fryser(...) faktisk lidt; -10 C, og det kan godt gå an til de bær, der ligger der. I hvert fald indtil i morgen, hvor der kommer en fagmand og kigger til det. Godt det samme; de planlagte 47 glas sylt, 17 flasker saft - og andet kreativt ville vi nok i realiteten have svært ved at omsætte. Trods alt.

Der kommer en opskrift senere på dagen - for der var tale om en lykkelig kombination, bestemt værd at prøve. 







tirsdag den 3. januar 2012

3.1 Uventede ting på programmet

Her ser du en farligt masse bær. 






Og i min fryser er der endnu flere bær, nøje målt op og gjort klar til videre proces i morgen. De ligger i den fryser...der vel og mærke ikke fryser. 


Det har været én af de dage. En dag, hvor man vågnede op til et mørke, som knap forlod os dagen igennem - og som var så høflig at lade Le Grand Finale rulle ind over landet i skrivende stund. 


Sådan en dag skal man ruste sig mod yderligere farer ved at gribe fat i det basale og lade roen overmande en: 


Nybagt, groft franskbrød




Nybagt franskbrød er et godt medikament til den slags. Så snart duftene breder sig fra ovnen, løsnes spændingerne i skuldrene, og roen indfinder sig. 
Du skulle prøve det...





mandag den 2. januar 2012

2.1 Lynsvitset oksefilet

Resterne af oksefilet'en fra nytårsaften endte på vores tallerkener i dag. 




Før vi nåede så langt, bredte spekulationerne sig: Der blev mimret i krogene om bix. Der blev tænkt på madder med tyndskåret nærved-og-næsten roastbeef som forslag - men der var også tale om lynsvitset kød, der efterfølgende skulle overhældes med en salt/syrlig marinade, og serveres med nudler og grøntsager. Sidstnævnte vandt - og godt det samme:


Nudelret med lynsvitset oksefilet




Rødkålen faldt lidt ved siden af de øvrige ingredienser, men fandt alligevel vej til retten, da nogen her i huset understregede vigtigheden af fibre, vitaminer, m.m til aftensmaden...og ikke gad lave en salat eller råkost ved siden af.. 

søndag den 1. januar 2012

31.12 Op på stikkerne


Jeps. 
Pindemadder - i anledning af det nye års komme. 

Totalt overset, nærved og nærmest glemt. Så glemt, at man ikke længere kan opdrive de originale, farvestrålende plasticpinde med kokkehoveder på. Stort tab, det garanterer jeg for. 


Forrest: pindemadder med lufttørret skinke, citrus og æble (Elstar).

Hvornår har du sidst stået og jongleret med en pindemad?? Nej, vel? Det var også årsagen til, at det måtte frem i lyset igen. 


Laks og flødeost - nu mangler der bare en bagel i miniature!


Forrest: God ost, figner og druer
Bagerst: Ristet chorizo og dadler


Og lidt flere varianter...
Tilsat lidt mere stemning...


Klokken nærmede sig på dette tidspunkt noget mere alvorligt;
væk var pindene og  den rosastegte oksefilet kom på banen



- Sammen med kartofler og rodfrugter, souffleret i ovnen med urter, rasp og ost på toppen
Salaten: Har vi ikke set noget til den tidligere her i december - jo, og det er i virkeligheden det bedste blåstempel, man kan give en salat.

Mit hjertebarn den aften:

Mørk trøffel med krokant og appelsin, bundet sammen med mangosorbet.
Kiwisorbet og hvid chokoladesauce med passionsfrugt


Hvid chokoladesauce med passionsfrugt, siger du godt nok - men hvor er den? Jo, den blev altså serveret ved siden af. Den var lun, mens resten var iskold. Derfor måtte den komme anstigende i sit eget glas. Men den kommer du til at se mere til, for jeg er i skrivende stund ved at fryse den, så jeg ender med en blanding mellem iskonfekt og en cremet, cremet engle-is... med djævelske bagtanker.




Hjemmelavet kransekage a la Kasper


Én af vores venner gik beredvilligt ind på at sørge for kransekagen - og det var vi taknemmelige for helt ind i det nye år - vi fik nemlig den resterende portion, som nu står trygt(?) og godt oppe på køkkenskabet.. Der står den ikke længe.

fredag den 30. december 2011

30.12 Mens vi venter...

på alt det sjove, det nye, det spændende - kan du få et par billeder fra året, der ved at rinde ud:

























Men ikke noget billede fra i dag? 
Næh - lidt spænding må der til her i tilværelsen.....

torsdag den 29. december 2011

29.12 Små fragmenter

Ja, små fragmenter; taget ud af en større sammenhæng - vi skifter året ud om lidt, ved du nok, og sådan en udskiftning kræver lidt at stå imod med. 


Måske føler du dig lidt snydt: fotografiske små bidder his og her -  men ingen ærlig forklaring. Alligevel er det alt, hvad du får for nu. 


Noget, der skal bruges til noget


Noget andet, der skal bruges til noget helt tredje

Til en dessert?



Man kan da ikke...(nej. det kan man ikke. Men det var et pænt billede)


Der er sket en del i dag på køkkenbordet - men hvad må du altså vente lidt med at finde ud af...

onsdag den 28. december 2011

28.12 Bagefter - eller temmelig meget på forkant med det hele?

Hjemmelavet rødkål


Rødkål, nu?


Efter jul?? 


Jep. Den varer alligevel til påske, så hvorfor ikke. 
Jeg havde rødkål, andefedt, ribsgelé og den gode, mørke balsamico - og ikke mindst: en Køkkenhjælper nr. 1 klar til at demonstrere, hvordan råkostmaskinen skulle samles. 




Kartoffelsuppe med chorizo


Aftensmaden var en klassiker; en cremet kartoffel-porresuppe med ristede champignons og slagterens chorizopølse på toppen.


Og så ikke mere. I morgen kommer der en serie billeder med hints til menuen lørdag....

tirsdag den 27. december 2011

25-27.12 Juledage

Jeg vil gætte på, at du nok har lavet nogenlunde det samme som jeg de sidste dage: spist, været sammen med den nærmeste familie, spist, gået ture, spist, ryddet op i hjemmet, der har været nær undtagelsestilstand grundet juledagenes heftige rejseaktivitet, spist (lidt mere) - og ellers bare nydt livet og disse magiske dage. 




Første stadie af salaten med sprængt and


Grønkålssalat med sprængt and, appelsin, granatæble og ingefær


I dag har jeg ganske simpelt ikke taget ét eneste anstændigt billede. Vi har spist resterne af den opkvikkende salat med bl.a. grønkål, sprængte andelår, ingefær, granatæble, m.m. fra dagen før - og det var vist det.


Til gengæld skylder jeg at nævne denne godbid, du kan se på billedet:


Baseler Leckerli


- En krydret, lille snitte med tyndt, krakelerende romglasur på toppen - påført, mens kagerne var varme, så glasuren kunne få det eftertragtede, transparente udseende.  
Kagerne er en fast del af repertoiret hos mine svigerforældre i julen, og jeg glæder mig hvert år til at sætte tænderne i én (eller to...)


Vi holder fast i julen og resterne af samme - et par dage endnu. Menuen til Nytårsaften er dog under forberedelse allerede nu. Jeg kan løfte så meget af sløret og indrømme, at vi skal op på stikkerne....

lørdag den 24. december 2011

fredag den 23. december 2011

23.12 Før-julegave..

Gave til mig, mig, mig!


Min Mand gjorde særdeles god figur allerede fra morgenstunden ved at overraske mig med denne store pakke.
Den stod midt på køkkenbordet i ensom majestæt, og jeg var fra første sekund klar over, hvad det var - indpakningen til trods: 

Panettone



Panettone er en klassisk italiensk julekage, oprindeligt fra Milano, som de også bager til påske. Så hedder den bare "Colomba Pasquale" og er formet som en due. 
Er du til en luftig kage, der er flaget i konsistensen, fyldt med tørret frugt - og som vel mærkes en anelse tørt, men som smelter i munden ved små nok bidder - så skal du købe dig sådan en kage. 



"Min afdøde hustru serverede aldrig kødrand; hun kendte mine følelser for kogt fars!*" .... og min mand kender (og deler) mine varme følelser for en ægte Panettone! 

*Citat: Lærer Andersen i Matador