lørdag den 26. marts 2016

Tarte tatin med glaserede skallotteløg, solbær og gruyere


Påskedagene er over os. De fleste runder én eller flere frokoster i venners og families nærvær, mens timerne umærkeligt flyder sammen og udvisker den ellers så stringente fornemmelse for tid. 

Hvis du stadig har én eller flere frokoster foran dig, og hvor du måske har en finger med i spillet,  kommer der her et hurtigt forslag til dig. Er løbet kørt for nu, er det en tærte, der bestemt også egner sig til at blive serveret på andre tidspunkter af året!

Som navnet indikerer, læner opskriften sig op ad den klassiske, franske desserttærte med æbler, der vendes inden serveringen. Her er det blot løg og solbær, der udsættes for flyveturen.


Tærte med solbærglaserede skalotteløg og Gruyere

Ingredienser:
500 g skalotteløg
400 g solbær (frosne går fint an)
100 g balsamicoeddike
75 g saltet smør
2 store spsk. rørsukker
4 stængler timian
Et strejf groft kværnet sort peber
75-100 g Gruyere
2 plader butterdej

Fremgangsmåde:
  • ·         Lad butterdejen tø op, mens du forbereder tærten
  • ·         Pil løgene og halver dem på tværs
  • ·         Smelt smørret på en pande med høje kanter, og læg sirligt løgene heri, så den ene af skærefladerne møder det varme smør og panden
  • ·         Drys solbær, timian, peber og sukker henover og skru lidt op for varmen, så solbærrene begynder at briste og frigive deres saft. Når der er gået ca. 7-10 minutter, vendes løgene forsigtigt
  • ·         Lad atter løg og solbær snurre på panden, indtil løgene er transparante, men stadig faste og sammenhængende
  • ·         Hæld eddiken på, og lad det koge let ind
  • ·         Smag på den karamelliserede saft og et par af solbærrene: Du skal have en god blanding af syre fra eddike og bærrene, men også en sødlig nuance fra løgene og sukkeret. Måske mangler der lidt salt, men husk, at såvel butterdej og osten bidrager hertil
  • ·         Læg løgene over i et tærtefad med skærefladen nedad, og skrab pandens resterende indhold henover
  • ·         Læg butterdejspladerne henover tærten og tryk den godt ned langs kanterne. Prik med en gaffel og bag tærten i ovnen ved 200 grader til den er gylden og flot puffet op
  • ·         Lad tærten køle let af og sætte sig, inden du vender den ud på et fad med en hurtig og selvsikker bevægelse..!
  • ·         Lige inden servering: Høvl spåner af osten med en kartoffelskræller, og lad det dale henover tærten.  Drys der med lidt frisk timian, og tærten er klar!


torsdag den 28. januar 2016

Fristende kokosis med chokolade, kakaobønne og mørk rom

Kokosis med chokolade, kakaobønne og mørk rom

Selvom jeg holder farligt meget af hjemmelavet flødeis, opstod der pludselig en trang til at prøve kræfter med noget helt andet. En cremet is, lavet på så få ingredienser som muligt, og med samme evne til at smelte blødt og cremet i munden som gængs flødeis kan gøre det.

Isen er laktosefri, så får du gæster med allergi herfor, har du her en lille redningskrans til en dessert, alle kan spise.

En ismaskine gør isen meget cremet, men almindelig indfrysning, hvor man tager beholderen ud og rører grundigt med en elpisker, kan også gøre underværker.

Det er hurtigt, såre simpelt og smager skønt! 
- men det kræver altså ordentlige ingredienser...

Ingredienser:
250 g fuldfed kokosfløde (hvor den glasklare væske er siet fra)
100 g mørk chokolade, fint hakket
2 spsk. god, mørk rom. Du vil kunne smage noterne fra rommen, så undlad at tage madlavningsudgaven, bare fordi du i et splitsekund føler dig lidt for husmoderligt anlagt og gerne vil spare, hvor spares kan. Den går ikke..
1½ spsk. kakaonibs (det vil sige små stykke reel kakaobønne, også kaldet "raw" kakabønne. 

Fremgangsmåde:
  • Lun forsigtigt kokosfløden op i en tykbundet gryde.
  • Kom den hakkede chokolade heri, og smelt den fuldstændigt. Rør, indtil du har en mørkebrun masse.
  • Tilsæt rom og kakaonibs og sæt massen til afkøling.
  • Frys isen under omrøring; enten i en ismaskine eller pr. håndkraft
Tip:
Bananer, marineret i lime og grillet med farin (til bananen er karamelliseret) er glimrende tilbehør.




mandag den 25. januar 2016

Bloggen har fået nyt, tiltrængt liv! Må jeg invitere dig forbi til et kig?


Tadaaa!!

Det er på tide, at bloggen får et nyt udtryk!

Nyt design, flere fotos og mere på hjerte.  

Jeg arbejder lige nu på indlæg, der omhandler: 

  • Hjælp til at få et struktureret overblik over al den mad, du gerne vil lave, selvom hverdagens hamsterhjul trænger sig på. 
  • Inspiration og motivation til at lave god mad. Ordenlig mad. Ingen dikkedarer her!
  • Finurlige snapshots og tankespind over små hverdagsting, som giver et lille sug af glæde og humor i maven, mens resten af verden suser forbi i alt for højt tempo. 
Tænk, hvis man kan lade inspiration, motivation, glæde og humor vandre videre! Jeg tror på det..





tirsdag den 22. december 2015

Julesnaps med tranebær, citron og stjerneanis


Du kan nærved og næsten få denne smukke, dybt røde julesnaps klar til juledagene.
Den bliver naturligvis kun bedre og bedre af at trække, men smagen kommer forbavsende hurtigt, så faktisk er der ingen undskyldning for IKKE at kaste sig ud projektet lige her og nu...

Dette er ikke en klistret, sukkersød kan-de-li'-køer-udgave, men en rensende, stærk drik, der nok kan sætte gang i den indre varme. 

Ingredienser:
70 cl vodka eller smagsneutral snaps
200 g friske tranebær
Skallen af 1 citron
2 stk stjerneanis (hele)
5 sorte peberkorn (hele)
Lidt tid

Fremgangsmåde:

  • Vask tranebærrene og prik dem med en kødnål el. lign. Kom dem op i en smuk beholder sammen med den vaskede citronskal og de to hele stjerneanis
  • Vent. Trask lidt rundt om glasset, der stille og roligt er ved at skifte farve fra bleg til dyb rød.
  • Når 3. dagen indtræffer, bør du føle dig forpligtet til at smage på snapsen. Det er nemlig på nuværende tidspunkt, at de to stjerneanis godt kan være på vej til at stjæle billedet - og det er ikke hensigten. Hvis du deler denne oplevelse, fisker du dem roligt (ingen panik) op af glasset, og lader snapsen trække lidt længere.
  • Vent lidt længere. Føl dig atter forpligtet til at smage, ja denne del af processen er rent faktisk uundværlig, lige indtil den dag, hvor snapsen er klar. 
  • Hvornår er snapsen klar?? 
  • Det er den, når smagen folder sig ud i munden og efterlader dine smagsløg tilfredse og glade. 
  • Tranebærrene kan du med fordel proppe i en mørk chokoladekage på et eller andet tidspunkt i januar, når du ikke orker at høre på flere nytårsfortsæts-fanatiske mennesker med hang til aflad og askese. Nemlig.

onsdag den 16. december 2015

Nydelige pebermyntepastiller med lakrids

Myntepastiller med lakrids


Jeg er ikke sikker på, at konfekten kommer til at strømme fra mine hænder i år. Lidt, men godt kan meget vel ende med at være sloganet, der bringer julen i hus her. 

Skal jeg nævne 3 uundværlige ting til godtefadet, så må disse pastiller komme ind på hitlisten sammen med de hjemmelavede flødekarameller og så min mors brune kager, der er sprøde og seje på én gang. (OG klejner!! For pokker da; vi udvider fluks listen med én mere!)

Ingredienser:
400-420 g flormelis
3 dråber japansk pebermynteolie
1½ past. æggehvide
10 g engelsk lakrids, stang
75 g sød, finsk lakrids
Til overtræk:
ca. 100 g 70% chokolade
pulveriseret rålakrids

Fremgangsmåde:
  • Kom flormelis (start med 400 g), pebermynteolie og æggehvide i en skål og bland det hele godt sammen.
  • Knus den engelske lakrids (gerne lidt groft), hak den finske lakrids fint og kom begge slags lakrids ned i skålen. Ælt det ind i massen.
  • Vurder, om du kan nøjes med denne mængde flormelis - massen må gerne være let klistret. 
  • Form en masse pastiller af massen - 80 små stykker er et godt pejlemærke herfor... eller 2, hvis du er dovent anlagt. Smagen af den mørke chokolade passer bare bedre sammen med en lidt mindre pastil, så myntesmagen ikke overtager for meget. 
  • Overtræk med smeltet chokolade og drys lakridspulver på, lige inden chokoladen stivner.

søndag den 13. december 2015

Vanedannende dressing til ovnbagte grøntsager

Dressing med mayonnaise, grov sennep, tahini og æbleeddike


For omtrent 10 år siden gik der et lys op for os danskere. Ét eller andet lyst væsen fik det finurlige påhit at komme rodfrugter i ovnen og bage dem med olie og salt. Ikke længere bare kartofler; næh nej, men: rødbeder- knoldselleri- pastinakker- jordskokker-og-jeg-skal-give-dig-skal-jeg!-rødder lå pludselig på bagepladen og gjorde sig til. 

Vi vænnede os til synet af de ovnbagte rodfrugter. Begyndte at eksperimentere med eksotiske drys med alt fra dukkah til blå birkes, da det med olie og salt trods alt blev for svært at blive ved med at skrive hjem om.

På et eller andet tidspunkt blev det hverdag, selv for de bagte rødder. Noget man holdt af, bevares, men ikke længere ofrede ret mange strøtanker - og det var..og er.. lidt synd. 
Jeg havde selvsagt ikke tænkt over dette, før jeg den anden aften lavede lidt enkel aftensmad til mig selv. 
Frem dukkde denne dressing, som jeg slet endte med at bruge som man bruger ketchup til klassiske pomfritter. Dyppe, guffe, dyppe, guffe....

Pludselig var oplevelsen af bagte rodfrugter noget helt andet, og den oplevelse trængte jeg til. Så kan en dressing altså ét og andet!

Ingredienser:
6 spsk. maonnaise
2 spsk. grovkornet sennep med honning
4 spsk. æblecidereddike
2 spsk. grov tahin

Fremgangsmåde:

  • Rør alt grundigt sammen og server det sammen med nogle bagte rødder (såmænd bare  vendt i olie og salt og bagt!), smagfulde små tomater og nogle basilikumblade drysset henover hele herligheden. 
  • Spis!


lørdag den 28. november 2015

De smukke øjeblikke

Det er lørdag aften. Jeg skriver på et noget længere indlæg, som meget gerne skulle være klar til slutningen af den kommende uge.
Indtil da skal du have nogle stemningsbilleder af det, der venter lige rundt om hjørnet..

Hjemmelavede flødekarameller

 Uimodståelige karameller med mint og chokolade, eksempelvis..


Krydret julesennep med snaps, som medisterpølsen og skinken helst ikke vil være foruden..


Saftige vintersalater med masser knas og smag..

Blå timer..



Sprøde vaniljekranse med ødsle mængder ægte vanilje samt knasende mandelstykker..


- og tid til at stege æbleskiver...masser af æbleskiver

Til tider kan verden gå hen og blive temmelig meget voksen. Fyldt med lodrette bekymringsrynker, søvnløse nætter og problemer der ikke står til at løse. På én eller anden måde er der noget befriende i at være i stand til at nyde nuet i de skønne øjeblikke, julen på den ene eller anden side er garant for at kunne levere. 

Husk at nyde dem. Stunderne. De skal nok være derude...

torsdag den 29. oktober 2015

Krydret gulerodssuppe med ingefær, fennikel og chili

Gulerodssuppe med ingefær, fennikel og chili

Her finder du en opskrift på én af mine yndlingssupper. 
En fløjlsblød, cremet og fyldig suppe, som får lidt bitter kant og modspil fra den grønne chili. 

På toppen finder du sprøde, smørristede speltkerner, der har nuppet lidt smag fra et laurbærblad og lidt citronskal.

Har du rester til overs, kan du med fordel tilsætte lidt kokosmælk og tomat, og bruge det som grundbasen i en curryret med bønner eller svinekød.

Rækker til ca. 4 suppeglade væsener

Ingredienser:

3 spsk. olivenolie
4 store gulerødder, skåret i grove stykker
½ fennikel, skåret i grove stykker
½ rød peber, skåret i grove stykker
2 spsk. knust, fint hakket ingefær
2 fed hvidløg
1 grøn chili. Hvis du kan lide, at suppen får lidt mere bid, skal du ikke kassere dets indre, men blot vaske, skære og bruge alt fra chilien (bortset fra stænglen!)
2 forårsløg, med 3/4 af den grønne top, skåret i grove stykker
1 tsk. havsalt
1 tsk. fennikelfrø, hele
1 tsk. edelsüss paprika
1 tsk. koriander, hele

Ca. 1 spsk. koldt, saltet smør
1 l grøntsagsbouillon
Evt. lidt citronsaft

Topping:
2½ dl. perlespelt, kogt og afdryppet
skallen af ½ citron, fint revet
1-2 laurbærblade, meget gerne friske
En nydelig klump saltet smør (altså rigtig smør..ægte smør..ikke noget blandingsprodukt, tak)

Fremgangsmåde, suppe:

  • Klargør alle grøntsagerne.
  • Varm olien i en gryde og kom samtlige ingredienser (minus bouillon og smør) heri. Lad grøntsagerne og krydderierne snurre ved middel varme under omrøring, indtil de bliver let bløde.
  • Tilsæt vandet og læg låg på gryden. Lad suppen småkoge under låg i knap 20 minutter
Imens klagøres toppingen:
  • Smelt smørret i en pande, og tilsæt de øvrige ingredienser. Lad perlespeltene riste under omrøring, indtil de er sprøde og duftende. Sæt til side. De behøver ikke at være rygende varme, men blot have stuetemperatur ved servering
Tilbage til suppen:
  • Når suppen kogt i ca. 20 minutter, blendes den. Tilsæt til sidst smørret, som på forunderlig vis gør suppen en anelse mere blank og glat. 
  • Smag til med salt og sort, friskt kværnet peber og juster eventuel med lidt citronsaft


mandag den 12. oktober 2015

Gå ikke efteråret i møde uden!


Havregrød med gulerod, mandler og pære

- Uden en virkelig god opskrift på GRØD :)

Det er nemlig i den grad blevet sæson for ting, der kan stå mål med lave temperaturer, mørke dage og regn og rusk ude i naturen.
Grød, suppe, simreretter og lignende hyggeligheder vil derfor fylde bloggens sider den kommende tid...

Den fuldgode fornemmelse af  varm grød i maven kan være den bedste start på dagen, men der er nu intet til hinder for at sætte grød på bordet på andre tidspunkter af døgnet. 
Nedenstående opskrift på grød spiste jeg til aftensmad forleden, hvor det skulle gå lidt stærkt, men hvor behovet for noget ordenligt alligevel var et krav. 

Det er nemlig det gode ved grød; 
1) det behøver ikke tage så farligt lang tid 
2) man kan komme såvel frugt som grøntsager heri
3) man kan blande blødt og knasende, koldt og varmt
4) give sin pengepung en lille pause og lade den være hovedmåltidet en aften, som man gjorde det årtier tilbage
5) blive helt lykkelig ved tanken om, at der skulle gemme sig en lille rest grød efter måltidet, som efterfølgende kan bruges til verdens bedste vafler eller boller. Måske skulle jeg lige finde den opskrift frem igen snarest...

Denne grød kan så absolut spises som aftensmad såvel som morgenmad!

Til 1 sulten person

Ingredienser:
2½ dl. vand
1 dl havregryn
1 lille gulerod
1/4 pære, fast men moden (eller et godt, dansk æble. Jeg har afprøvet begge dele, men foretrækker pære)
1 dl. mandler og græskarkerner
2 dadler
½ tsk. (økologisk) limeskal + lidt saft
1 knivspids salt
Evt. en smørklat til servering

Fremgangsmåde:

  • Sæt vandet over at koge, og i mellemtiden klargøres de øvrige ingredienser:
  • Skræl guleroden og riv den fint
  • Skær pæren i tern (du behøver ikke at skrælle den)
  • Hak mandler og dadler groft
  • Riv lidt skal af en lime, og pres lidt saft
  • Når vandet koger, tilsættes havregrynene og den revne gulerod. Lad det koge knap 1 minuts tid, før de sidste ingredienser tilsættes. 
  • Kog grøden under omrøring i knap 5 minutter, så guleroden lige akkurat er mør, men ikke koger ud. 
  • Smag til med salt og limesaft

tirsdag den 1. september 2015

Engelsk Summer Pudding


Engelsk Summer Pudding

Ud fra en vis optik man man inddele kogebøger i to kategorier. Den første type tilfredsstiller øjet med et væld af smukke fotografier, afstemte farver og harmoniske kompositioner. Det rent visuelle er denne kogebogs absolut stærkeste kort. Er man heldig, følger der gode opskrifter med, men der gives ingen garanti. 
Til kategori 2 hører kogebøger, som man slet og ret læser. Måske er det ikke engang sikkert, at man nogensinde når at afprøve så meget som én eneste ret herfra, men sikkert er det, at man vender tilbage gang på gang, fordi der i de skrevne ord var en kerne, en flig af en historie og en autenticitet, som man gerne vil dykke ned og forsvinde lidt i. 

I sidstnævnte kategori finder du engelske Elizabeth David. 
Der er desværre ikke mange, der kender til hende i dag, men tilbage i 50'erne (og nogle årtier frem) var hun et anerkendt navn indenfor den gastronomiske verden. I en tid hvor dåsemad, frostvarer og alle mulige (og umulige) genveje til det daglige måltid vandt indpas, dalede prestige og fokus på den daglige madlavning proportionalt hermed. Det var dette sørgelige faktum, Elizabeth David forsøgte at gøre oprør mod ved hjælp af sine kogebøger. 
Hun er blandet andet forfatter til "Summer Cooking (1955)", "French Provincial Cooking" (1960) og "Mediterranean Food (1954)". Den grundlæggende viden blev skabt i de perioder, hvor hun boede i Frankrig, Italien, Grækenland, England, Indien og Ægypten. 

Når jeg her skriver om Elizabeth David handler det om desserten Summer Pudding fra kogebogen "Summer Cooking". Det er her, denne opskrift løseligt er lånt. 
Jeg kan på det varmeste anbefale dig at læse hendes bøger. For mig handler det om at få en ærlig og nærværende tidsånd foræret, som kan give én oplevelsen af at være til stede, dengang det hele skete.. 

Det eneste denne dessert kræver af dig er tid. Hverken synderligt mange penge eller kompetencer. Blot...tid. Nå ja, og så noget pokkers tungt. Hvornår har man ikke brug for noget pokkers tungt? Det vender vi tilbage til. 

Det er en virkelig dejlig måde at få bugt med nogle skiver brød og en portion frugtgrød, som måske ellers var røget videre ud i den store, vide verden.

Nu kommer det sjove. Eller også er det her, du kommer til at hade mig bare en lille smule. Der er nemlig ingen præcise mål, men bare sådan-cirka og lige dér omtrent. Jeg garanterer dig for, at det hele nok skal gå.

Ingredienser:

  • En god portion afkølet frugtgrød: de fleste blommesorter topper lige nu, så blommer blandet med en smule hindbær ville være en fortryllende kombination
  • Nogle skiver daggammelt brød uden skorpen - helst ikke alt for groft (skorpen gemmer man naturligvis og bruger til rasp)
  • Fløde skal der til hvad enten det er 38%, eller du vælger at gå den engelske line ud og bruge double cream
  • Citronsaft - blot et skvæt til at tykne fløden med


Fremgangsmåde:
  • Først forer du en skål med brødskiver, så godt som det nu kan lade sig gøre.
  • Så hælder du frugtgrød herover.
  • På toppen af grøden lægger du nu et låg af brødskiver, der forsegler grøden totalt. Din skål gemmer nu på en brødforet rand med frugtgrød i sit indre
  • Kunsten er nu at finde en anden skål, som kan sænkes nedover frugtgrød/brødet, og så endelig finde noget tungt at lægge på toppen, så der kommer et jævnt pres på brødet og frugten i den nederste skål. 
...sådan kunne det eksempelvis gøres...
  • Med forsigtighed balanceres herligheden ind på køl, hvor den skal trække i 2 dage.
  • På 2. dagen vendes "buddingen" forsigtigt ud på et fad - dette gøres nemmest ved at løsne brødet fra skålens sider med en dejskraber. 
  • Ud på fadet glider nu en formfuldendt dessert som er glinsende, farvemættet, saftig og bare lettere atypisk i sit udseende. 
  • Kom en sjat citronsaft til fløden, og pisk denne til let skum. Ikke hårdt pisket, men blot til let og sart skum, som blødt og fint kan få lov til at brede sig udover desserten.
  • Spises med det samme. Nydes med det samme.