onsdag den 30. november 2011

30.11 Indlæg på madstafetten!

Det er ikke bare mig, der har haft lyst til at kombinere svinekød og appelsin - Karen Iben, som er den 4. deltager på madstafetten, har også kastet sig over denne kombination. Godt ser det ud!


Karen Ibens indlæg:
Jeg fik lov til at gå i krig med disse fem ingredienser:

Svinemørbrad
Appelsin
Quinoa
Persillerod
Hasselnød






Den største udfordring for mig var helt klart at tilberede svinemørbraden. Jeg har ikke mange erfaringer med svinekød generelt og med den fine, lille mørbrad min slagter kunne diske op med, var min største frygt, at den ville gå hen at blive tør. Jeg vidste med det samme, at jeg måtte have ”Römeren” frem :0)
Appelsinen ledte derefter straks tankerne hen på en tidligere erfaring med lammeryg i Römertopf med appelsin-både stukket ind i små falser i kødet – det gav en fantastisk orangesmag. Dermed var det klart hvad appelsinerne skulle bruges til.
Nu må der altså lige snige sig en lille anbefaling ind – Har fået fingre i det mest fantastiske øko appelsiner i Super Brugsen  - dem i bakke vel at mærke – de andre i net, kan slet ikke måle sig med farven, saften og sødmen i disse her!





Persillerødderne er jeg ikke kommet til på ærlig vis! De er tyv-stjålet fra mine forældres urtehave, mens mine kære forældre, som jeg hermed sender en kærlig TAK, lykkeligt uvidende var på julemarked ;-)
De kom til at danne et blødt underlag i bunden af Römeren, sammen med lidt andre godter. I forhold til krydderierne lod jeg mig inspirere af en blanding af Kille Enna og Oscar Umahro.

Orange svinemørbrad på persillerødder

Ingredienser:
1 lille svinemørbrad
1 appelsin
5-7 persillerødder
5 små gulerødder
2 små rødløg
2 stængler frisk rosmarin
5 hele enebær
4 laurbærblade
et drys allehånde
et drys vaniljepulver
havsalt
olivenolie
2 kopper vand


Fremgangsmåde:

  • Mørbraden pudses og der snittes nogle tynde falser til appelsinskiver. 
  • Der skæres et par skiver af appelsinen, som sættes ind i de små revner. 
  • Grøntsagerne renses og  snittes i tynde stave. 
  • Det hele samles i Römertopfen med grøntsagerne nederst og saft fra appelsinen hældes i bunden sammen med vand.
Jeg puttede mørbraden godt ned mellem grøntsagerne og sagde en lille hemmelig besværgelse for mig selv i en stærk formodning om, at dette ville hindre den frygtede udtørring af kødet :0)

  • Jeg hældte lidt olivenolie over kødet til sidst og satte herlighederne i en kold ovn, drejede knappen op på 140 grader og ventede i ca. 90 minutter.





NB: Persillerødderne kan godt snittes tyndere og stadig have masser af bid i sig ;-)
Næste gang ville jeg nok kun give retten 75 min, for at få et mere rosa resultat.

Quinoa med et strejf af nougat
Jeg eeelsker quinoa og bruger det som regel sammen med nogle grøntsager i en salat eller til en postej, men Hannes ingrediensliste fik mig til at tænke i nye baner!

Ingredienser:
2 dl hel quinoa
4 dl vand


Fremgangsmåde:

  • Quinoaen skylles grundigt og koges derefter til alt vandet er væk og grynene har fået et glasagtigt skær. Ca. 15 min.
  • Stilles til afkøling…

Hasselnøddedressing (fra Kirsten Skaarup i Cranks lille grønne)

Ingredienser:
1/2 dl hasselnødder
6 spsk vand
3 spsk riseddike (brugte en hjemmelavet kryddereddike i stedet)
1 fed hvidløg
4 spsk olie
2 spsk hakket persille


Fremgangsmåde:

  • Dressingen røres i den afkølede quinoa og blandingen presses i nogle små forme. Jeg brugte muffinforme i papir, som jeg satte i en fast muffinform. 
  • Da de havde stået på køl et par timer, kunne jeg fiske papir-formene op og vende quinoaen ud på tallerknerne, som en fast lille top.


Jeg serverede med en salat af fennikel og gulerod – med masser af APPELSINstykker, skal og saft ;-)





Til dessert fik vi nøddetoppe med orangesmag, som jeg glemte at tage billede af, men bliver nødt til lige at videregive opskriften alligevel:


Ingredienser:
100 g hasselnødder
100 g mandler
100 g cashewnødder
1 æg
1 revet æble
½ tsk kanel
Appelsinsaft og skal, som du lyster


Fremgangsmåde:

  • Nødderne blendes til mel. 
  • Resten blandes i og røres godt sammen.
  • De formes til små toppe, som sættes på plade og bages ved 180 grader i 20 min. eller til de er gyldne.
Disse toppe er jo meget ”artige” og er også gode til eftermiddagsmåltider… så skal der flere til…. Mange flere…. ;-)

Jo, man må nok sige at aftenens tema blev lidt over i det orange :o)

De 5 ingredienser til næste deltager i stafetten...kommer her:

Torsk
Sød kartoffel
Fennikel
Belle de Boskoop
Sesam

- som sendes til Fenja - Fenjas mad...












7 kommentarer:

  1. Åh, skønt skønt, må jeg også være med. Jeg vil prøve begge dele i weekenden. Lette desserter uden mange ingredienser tages i mod med kys hånd

    SvarSlet
  2. Herligt!! Lækre ting, du har fået ud af ingredienserne. Længe leve Römertopfen.
    Har endnu ikke selv smagt quinoa, det må snart ske.

    SvarSlet
  3. Ja lige præcis - det er en fantastisk dejlig måde at lave mad på. Men det var også nogle gode ingredienser ;-)
    Jeg bruger meget ofte quinoamel i min glutenfrie bagning - det ka også anbefales.

    Nina - Tak fordi du har sat det så fint op! Kram til dig :-)

    SvarSlet
  4. Ja, det var et godt initiativ Nina - sjovt at være med. Jo flere jo bedre ;-)

    SvarSlet
  5. Super lækkert mad Karen Iben :-) håber snart at vi ses. Kram fra Maj

    SvarSlet
  6. Åhh bare det var mig der havde fået dem. Frygter lidt hvad jeg skal arbejde med.

    SvarSlet
  7. Nej Nej Nej... Man skal ikke frygte.....men glæde sig :) Det går som regel ikke (helt) galt.

    SvarSlet