fredag den 4. november 2011

4.11 Én til hver kind er ikke spor for meget..



 Når talen falder på denne lille lækkerbisken.


Det kan kun få for langsomt med at lave flere af disse konfekt-bolde. Konsistensen er lidt sej og blød på samme tid - og er altså ikke til at holde fingrene fra. 
Kan, med måde, puttes i en madpakke. Uden mådehold kan man godt spise 7 efter hinanden. 


Orangeblomstvand købes hos indvandrerforretninger for få penge - læs bag på flasken, jeg har en enkelt gang kommet hjem med det, jeg troede var orangeblomstvand; det stod der på dansk. På samtlige andre sprog bag på etiketten stod der rosenvand....
Det kan naturligvis undlades, men det giver en sart parfumeret smag, som jeg helst ikke vil undvære. Alternativt kan du tilsætte lidt lakridsrodspulver eller revet skal af appelsin


Konfektkugler med abrikos, nødder, kakao og orangeblomstvand

Du har brug for en food processor


Ingredienser:
100 g tørrede, usvovlede abrikoser
50 g mandler (ikke smuttede)
50 g hasselnødder (med den tynde hinde/skal på)
30 g honning, fast
8 dråber orangeblomstvand
1 spsk. kakao, usødet


Fremgangsmåde:

  • Blend abrikoser, mandler, hasselnødder og honning i foodprocessoren, indtil massen "krymler" og ser fedtet ud - du skal påregne mellem 6-8 minutter, før dette stadie er nået. På det tidspunkt, skal du være i stand til at tage lidt af massen mellem fingrene og uden problemer trykke det sammen til en kugle. Den skal ikke være tørt-smuldrende
  • Når du er nået så langt, tilsættes kakao og orangeblomstvand, og du blender kort tid, indtil alt er blandet. 
  • Trilles til kugler - varmen fra dine hænder får kuglerne til at blive helt blanke og runde
  • Opbevares på køl

Ingen kommentarer:

Send en kommentar