lørdag den 5. november 2011

5.11 Hvad skal du bruge dit hokkaido-græskar til?

Joh, dette kunne være et rigtig godt bud:




I fine, flotte 70'er farver på denne nydelige blankpolerede platte befinder sig en lille ret, som bare skal nydes med godt brød og en kold øl...
Eller som tilbehør til noget så jævnt som medister. Så fisker du eventuelt bacon ud af opskriften på forhånd.


Smagen er både krydret og mild - minder en anelse om krydret æbleflæsk.


En lille cadeau til Oscar Umahro Cardogans kogebog "Mere køkkenrevolution fra Umahro" - som gav mig lyst til at kombinere følgende krydderier i en ny sammenhæng:


Bagt hokkaido med æble, bacon, rosmarin og rødløg

Ingredienser:
1 hokkaido
1 stort rødløg
1 kvist rosmarin
1 stort, let syrligt æble
En god luns tørsaltet bacon - nok...hmm...80 gram. Kan vi da godt sige.
marinade:
1 tsk. gurkemeje
et diskret nip vaniljepulver eller 30 korn skrabt ud fra en stang. 30. Ikke 31
et nip kardemomme
2 spsk. olivenolie
saft fra 1 citron
skal fra ½ citron
En anelse salt - tænk på, at du også har salte noter fra bacon, så det må ikke være for meget


Fremgangsmåde:


  • Skær græskarret midt over. Så ligger det lidt nemmere på skærebrættet, når du herefter skærer skallen af, så tyndt som muligt. 
  • Ud med kernerne. Dem gemmer du til næste år, hvis du har en fodboldbane liggende, du ikke helt ved hvad skal bruges til - i det tilfælde, at du ikke spiller fodbold. Der er nemlig kerner nok til en bane eller to.
  • Skær græskarret i små tern, og op i et ildfast fad
  • Skær rødløget i tynde både - op i samme fad
  • Rosmarin skal blot ribbes
  • Skær strimler af den gode bacon - kan du gætte, hvor de skal hen?
  • Æblet skal også skæres i små tern - og nej. De skal ikke op i fadet. En opskrift fyldt med fælder, hva'.. 


Dressingen skal blot blandes og hældes henover grøntsagerne - æblerne gemmer du lidt


  • Bag grøntsagerne ca. 20 minutter ved 200 grader
  • Rør rundt og bag videre 10 minutter
  • Tages ud, og når blandingen er kølet en smule af, vendes æblerne i

Ingen kommentarer:

Send en kommentar